Der var engang … klassiske anmeldelser

Musikanmelderringen – foreningen for danske anmeldere af klassisk musik – fejrede 2024 100-års jubilæum.

Derfor fik vi den fine antologi om musikkritik Man skal høre meget. Her var både klassiske jubilæumsartikler og polemiske artikler om det store problem: anmeldelser af klassisk musik er drastisk svindende i dagbladene.
Bogen er et opråb: Er det rigtigt, når avisernes redaktører siger, at der ikke er læsere til anmeldelser af klassisk musik?

Som bidrag til debatten kommer nu ”Signaturer fra en provins”, hvor tidligere informationschef for Aarhus Symfoniorkester Jens Rossel og tidligere musikterapiprofessor Lars Ole Bonde i stram form giver os et systematisk overblik over tidligere og nuværende anmeldere på dagbladene i de danske provinsbyer, der har symfoniorkester eller musikkonservatorium: Aarhus, Aalborg, Odense, Sønderborg og Esbjerg.

Underforstået, at Københavns anmeldere har fået omtale (nok) i ovennævnte antologi.

Vest for Valby Bakke
Derfor har bogen den specielle titel ”Signaturer fra en provins”. Som også er titlen på et klaverværk af Ib Nørholm. Og Nørholm gav i flg. denne bog et ’bidende ironisk portræt af musikkritikere” i 1957. Oplysningen står allerede side 2 – sammen med tre andre kommentarer, hvor forfatternes holdninger antydes: her nævnes en uropførelse af en klaverkoncert på en skjortefabrik i Herning i 1967, hvor det tørt konstateres: ”koncerten er endnu ikke nået frem til en koncertsal i hovedstaden!”. Tag den, København.

I indledningen nævner forfatterne ovennævnte ”Man skal høre meget” og kalder ”Signaturer fra en provins” for et supplement med historier fra den virkelige verden; konkrete historier om dem, der bedrev kritikken i provinsen.
Og samtidigt linkes til den mangeårige musikanmelder Gregers Dirckinck-Holmfelds grundige beretning om nævneværdige danske kritikere gennem tiden. Såre sympatisk også at nævne denne kilde.

Fem byer
”Signaturer fra en provins” gennemgår som nævnt fem provinsbyers anmeldere. Landets fire professionelle kammerensembler nævnes. Disse er naturligvis også gennem årene anmeldt i blandt andet de lokale aviser Herning Folkeblad og Randers Amtsavis; deres anmeldere må få omtale en anden gang …

Layoutet er luftigt med brødteksten i en spalte, der kun fylder to tredjedele af siden. Den venstre tredjedel bruges til mange fotos med kortere eller længere tekst. Det bryder et roligt læseflow, og giver bogen karakter af bladrebog. Det passer også fint med, at læseren kan gå direkte til den by, der har størst interesse – og bladre gennem de mange andre informative sider for at slå ned hist og her.

Aarhus
Vi starter med den største by, Aarhus. Her berettes om de toneangivende anmeldere gennem årene – primært på de to største aviser Aarhus Stiftstidende og Jyllands-Posten. Musikhuset Aarhus og Den Jyske Opera har naturligvis en central placering, og det er især Jyllands-Postens John Christiansen, der får den største omtale. Christiansen har minsandten anmeldt i over 50 år. Han får også et tresiders langt citat fra 2020, hvor han rammende beretter om sit lange virke. Og ingen tvivl om, at operaen har den største plads i hans hjerte, især Wagner.

Hvert afsnit i bogen har et fyldigt noteapparat. Jeg kunne dog godt undvære henvisninger til Dansk Biografisk Leksikon, og nogle af noterne er så lange url’er, at man let snubler i dem.

Hjemmebanen Aalborg
Aalborg er Lars Ole Bondes hjemmebane, og her hører vi især om den farverige Evanthore Vestergaard og hans til tider bramfrie skriverier. ”Signaturer fra en provins” er udkommet på forlaget Nordkraft, som er Vestergaards forlag. Ja ja, tingene hænger jo sammen i vores lille verden.

Fyn er fin spørgsmålstegn
På Fyns land har vi Fyens Stiftstidende, der med anmelderen Lene Krygers pension i 2023 også stoppede med anmeldelser af klassiske anmeldelser. Som avisens redaktionschef skriver til Jens Rossel: ”Den korte version er, at vi ikke prioriterer den klassiske musik ret højt. Af én årsag: Vores læsere finder det ikke ret relevant”.

Også her bevilges den klassiske musik ’fortidspension’ og overlades til de sociale medier.

Det fynske afsnit er særlig interessant for Deres (fynske) Anmelder, og det er en fornøjelse at læse om bl.a. ægteparret Mollerup, der begge også anmeldte i avisen. Carsten kort tid pga. manglende tid, Inga i et årti - med veldrejede sprogspidsfindige anmeldelser. Som når hun diskret beskriver sine forudsætninger som musikjournalist: ”En varm linje til musikken og et venskabeligt forhold til det danske sprog”.
Dét er da kerneforudsætninger!

Grænselandet, Esbjerg … og Randers
Den noget mindre by Sønderborg er også medtaget. For her har Sønderjyllands Symfoniorkester base, og Flensborg Avis har gennem årene skrevet flittigt om den klassiske musik i grænselandet.
Sidste by er Esbjerg, hvor JyskeVestkysten gennem tiden har anmeldt Vestjysk Kammerensemble samt musikken omkring konservatoriet.

Som tidligere nævnt så jeg også gerne Randers Kammerorkester / Randers Amtsavis medtaget. Men korrekt: der er hverken konservatorium eller symfoniorkester i Randers.

Mod bogens slutning gives ordet til jyske Thorkild Kjems, der var freelance anmelder ved Jyllands-Posten i ca. 15 år. På hele otte sider får vi hans fine, personlige betragtninger om anmelderiet, der for Kjems’ vedkommende oftest foregik i København. Et interessant afsnit, der på mange måder opsummerer anmelderens udfordringer og vilkår.

Fremtiden
Afslutningsvis opsummerer bogens to forfattere, at ”musikkritikken (af klassisk og ny kompositionsmusik) synger på sidste vers i jysk og fynsk presse anno 2024”.
Flere af de estimerede anmeldere fortsætter deres virke på private blogs – eksempelvis tidligere nævnte Dirckink-Holmfeld. Jeg ser det så som en udfordring at finde frem til de relevante steder på nettet.

Jesper Nordin, musikchef for Aarhus Symfoniorkester, ser pessimistisk på situationen. Han savner den faglige, uvildige vurdering af det tilbudte produkt. Og efter denne bogs udgivelse har Nordin faktisk sagt sit job op.
Der spørges: ”Er udviklingen nået til, at musik- og kunsthistorien ikke kan skrive på grundlag af journalistisk arbejde, men af AI-systemer baseret på sociale platformes computergenererede algoritmer?”

Lars Hannibal, musiker og pladeselskabsdirektør, fortæller om nødvendigheden i, at musikbranchen engagerer sig i AI ved at levere indhold til de mange robotter for at højne fagligheden.

Og bogen beretter om de mange musikrelaterede AI-konferencer, der afholdes i denne tid.

Så derfor: Lad os engagere os og medvirke til, at det grundlæggende indhold på internettet bliver så godt som muligt.

Allersidste side er med en såre positiv ’breaking news’: Et billede af en stillingsannonce i Jyllands-Posten: Kulturanmelder søges!
Så der er håb for den skrevne anmeldelse.
Men som det nævnes igen og igen: Aviserne skal overbevises om nødvendigheden. Og her drejer det sig om kroner og ører – dvs. læsere.

Tak for ”Signaturer fra en provins”. Bogen giver et fint og læseværdigt overblik over anmeldere gennem tiden. En smuk historik – men slutter historien her?