En bog til ’os selv’: lyttere, skribenter, fagfolk og lægfolk?

Sammenslutningen af klassiske musikanmeldere – Musikanmelderringen – blev dannet for 100 år siden.

Dét kalder på en status, et festskrift. Og samtidig er den klassiske musikanmeldelse i de klassiske medier, dagbladene, netop nu presset.
Derfor nærværende bog, som både er et festskrift og en antologi – her er både historisk orienterede artikler samt polemiske artikler: skal vi musikkritikken?

Kun klassisk
Lad os slå fast med det samme: det drejer sig kun om såkaldt klassisk musik. Her er intet om hele den rytmiske musik, der stadig anmeldes flittigt i aviser og blade. Men også her er vi i en brydningstid; sidste år blev den bredtfavnende ”Foreningen af musikkritikere” opløst.

Men ifølge flere redaktører fra de store aviser er der ingen læsere til anmeldelser af klassiske koncerter, så derfor ingen grund til at skrive dem. Dog har enkelte aviser stadig (storartede og velskrevne) anmeldelser af klassisk musik; blandt andet Information og Politiken, hvor musikredaktøren på sidstnævnte siden 2006 har været Thomas Michelsen. Michelsen, der også er formand for Musikanmelderringen og redaktør af ”Man skal høre meget”.

Denne bog er et facetteret forsvar for og begrundelse for bevarelsen af den skrevne anmeldelse af den klassiske musik.
Og målgruppen? Det må være os, der på en eller anden måde beskæftiger os med klassisk musik – som udøvere, som publikum og især os, der skriver om klassisk musik.
”Man skal høre meget” har 16 forskellige indlæg. Her er også et par korte skønlitterære tekster af Anders Bodelsen og Ursula Andkjær Olsen.
Andkjær Olsen, der tidligere har været musikanmelder, fortæller på en halv side om det latterlige i at skrive om musik. For musik skal jo høres, så stop dog! Det er bogens første artikel – og kunne så være den eneste.

Men vi stopper jo ikke; vi skriver stadig. Derfor følger vidt forskellige indlæg.

Ophidselsesmaskiner
Tidligere æstetikprofessor Henrik Kaare Nielsen ridser 300 års kunstkritik op og slutter med sin skarpe status: Den alment reflekterende kunstkritik og kvalificerede kulturdebat står i dag i skyggen af private smagstilkendegivelser. Han taler om en tilspidset opmærksomhedskonkurrence med effektjagende appeller til sanser og følelser på sociale medier uden redaktionel kontrol. Afslutningssvadaen er en opfordring til politikerne om et offentlig-retligt alternativ til de affektbaserede sociale medier, som han direkte kalder ophidselsesmaskiner. Hva’ba’!
Jeg tænker, at det kan være, at det ér ’ophidselsesmaskiner’, vi vil ha’? Så må vores grundige og sobre skriverier være til de, måske få, som vil det.

For alle
Christian Kock opstiller i sin interessante artikel ”Musikanmeldelser – retorisk set. En begrebsafklaring” tre kriterier for musikanmeldelser. Kock, tidligere professor i retorik, diskuterer selvfokusering versus emnefokusering. Er selve anmeldelsen vigtigere end indholdet? Skal anmeldelsen have bagudrettet eller fremadrettet relevans? Er anmeldelsen en målgruppebekræftelse eller en målgruppeudvidelse?

Med relevante eksempler belyses kriterierne, og opsummeringen siger, ikke overraskende, at indholdet naturligvis er det vigtigste, men anmelderens formuleringsevne er naturligvis betydende for, hvor mange, der læser. For læsere, der ikke har været til en given koncert, skal anmeldelsen gerne komme med en fremadrettet holdning – hvor går musikken hen?

Mht. målgruppen er det vigtigt, at den udvides, hvis den klassiske musik skal overleve; det er vigtigt at brede kendskabet til den nye, klassiske musik ud. Derfor – kære anmeldere – ha’ høj faglighed, skriv med subjektiv begejstring, ikke kun for et ’selekteret kulturelt fællesskab’ – anmelderen ’kuraterer noget værdifuldt’.

En del åbenlyse selvfølgeligheder, men altid godt at få ridset op. Igen.

Nå længere
Henrik Friis skriver om ’anmeldelser af samtidsmusik som kommunikationsstrategi’. For der skal tjenes penge, altså sælges aviser. Derfor skal anmeldelserne opfylde punkter, som ifølge Friis blandt andet er at udvide folks opfattelse af musik, underholde medieforbrugerne. Og sælge … Friis er musikanmelder ved Politiken og pressechef ved Det humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Han har klare opfordringer: Det handler om position og taktik: skab en oplevelse af, hvad der er sket. Og i et sprog, der også når ud over kernepublikummet. Så gå i gang med at bearbejde redaktører og mediechefer.

Hvilket også sker i denne tid, hvor debatten om anmeldelsen af den klassiske musik bølger.

Gode historier
”Man skal høre meget” indeholder desuden flere underholdende, historiske artikler. Valdemar Lønsted fortæller indgående om den berygtede anmelder Hansgeorg Lenz, der i årtier spredte sin velformulerede galde ud over Informations læsere. Og ja, ham husker jeg tydeligt. Og ikke kun for hans til tider perfide pen, men for hans levende og rigtblomstrende sprog. Som betød, at rigtig mange, som ellers ikke havde klassisk musik på dagsordenen, læste hans ord.

Henrik Engelbrecht fortæller i sin vanlige suveræne fortællestil om musikkritikeren Hedevig Quisling, der i begrundelsen af 1900-tallet skiftede fra koleratursopran til ´rapkæftet koncertanmelder’. Engelbrecht er en oplyser og underholder i særklasse.

Oplys, fortæl!
”Man skal høre meget” er en rigtig fin bog, der opridser de udfordringer, som anmeldelsen af den klassiske musik står i i dag. Men det er ikke nok med dette skrift, som sandsynligvis ikke når ud til den store læserskare. Men debatten er nødvendig – og sandelig også for den klassiske musiks fremtid.

På årets SPOT-festival oplevede vi et nyt tiltag, hvor den nye kompositionsmusik også fik en platform. Med spændende og vedkommende koncerter med blandt andet Aarhus Kammerorkester og Århus Sinfonietta.

Men hvor jeg savnede en noget større opmærksomhed om disse koncerter, som gerne skulle nå ud til den almindelige, rytmiskorienterede SPOT-deltagere. Der er en stor udfordring her.

Hvis vi vil den klassiske musik, skal der virkelig oplyses og fortælles – og målgruppeudvides. Hertil kan bruges meget i denne velmenende bog.

Så gå i gang!