Det amerikanske mareridt

Begrebet ”den amerikanske drøm” går i al korthed ud på, at alle landets indbyggere har lige muligheder, og at alle kan opnå personlig succes gennem hårdt arbejde, uanset social baggrund. Den drøm bygger langt hen ad vejen på en illusion, som bl.a. støder sig på virkeligheden, når forskellige befolkningsgrupper udsættes for diskrimination fra systemets side, og når ejerskabet over produktionsmidlerne favoriserer nogle grupper i forhold til andre. Alligevel har begrebet ”den amerikanske drøm” hidtil som regel været positivt ladet, især når drømmen ikke udelukkende fokuserer på materiel velstand.

I dag er drømmen på mange måder forvandlet til et mareridt. USA ledes i dag af en præsident, der lader sig styre af forfængelighed, mavefornemmelser og personlige præferencer. Det er en uheldig cocktail, og når præsidenten og hans trofaste væbnere desuden er parate til at se stort på forfatningen og landets internationale forpligtelser for i stedet at forfølge private mål, kan det kun gå galt. Det gør det da også. Når USA's magthavere er parate til at bekæmpe landets egne indbyggere med våben i noget, der minder om en regulær borgerkrig, bliver det svært.

USA må se at finde ud af sit selvskabte mareridt, og det kan nok kun ske ved, at landets egne borgere gennemskuer og modarbejder hykleriet og egoismen blandt magthaverne og deres nikkedukker. Indtil videre ser det desværre ud til, at løgnen og bedraget har gode kår i USA, formentlig pga. et lavt uddannelsesniveau i store dele af befolkningen samt pga. en udbredt mindreværds- og hævnfølelse hos mange mennesker, der føler sig sat uden for den amerikanske drøm.

I det følgende vil jeg via nogle rocktekster se på, hvordan det er kommet så vidt. Teksterne fortæller på hver deres vis noget om, hvordan det amerikanske samfund ser ud indefra, og selv om de ikke tilbyder nogen løsninger på situationen, kan de være med til at forsøge at forstå sangskrivernes samtid – samt måske til at forstå USA i dag.

Everybody knows
Canadiske Leonard Cohen har mange kommentarer til samtiden i sine sange, men hans kommentarer er oftere af en mere eksistentiel karakter, end de er direkte politiske. Hvor en del af Cohens samtidige kolleger inden for rockmusikken gerne skælder direkte ud på samfundets magthavere, er Cohen mere afdæmpet i sin kritik og nøjes som regel med at fremsætte sine vurderinger af samfundets dysfunktionelle udvikling på en mere diskret måde – uden at hans holdninger og synspunkter af den grund svækkes eller bliver sværere at forstå.

I forbindelse med en diskussion af Cohens samfundskritiske tekster er det ofte den apokalyptiske sang om den vestlige verdens sammenbrud, ”The future” (1992), der fremhæves, eller måske den bittert-ironiske ”Democracy” (også 1992), der indledes med konstateringen af, at demokratiet i USA nok er på vej – men det er der altså ikke rigtigt endnu: ”It´s coming from the feel/ that it ain´t exactly real/ or it´s real, but it ain´t exactly there”. Tja, håbet er jo lysegrønt, og man kan kun håbe på, at den demokratiske skude USA på et tidspunkt vil nå i mål; men der er desværre et stykke vej endnu: ”Past the reefs of greed/ through the squalls of hate/ sail on, sail on ..”.

Vejen til demokrati er lang og besværlig, og selv om det i perioder kan se som om, at nu er den der, kan man aldrig slappe af og læne sig tilbage i forvisningen om, at nu er demokratiet sikret. Der er altid stærke kræfter, som er parate til at modarbejde fællesskabets interesser for egen vindings skyld, og som ikke holder sig tilbage fra at benytte ufine metoder for at stoppe demokratiet. Leonard Cohen har skrevet om den situation i sangen ”Everybody knows” (1988), hvori han først og fremmest retter skytset mod de mange medløbere, som er udmærket klar over forholdene, men som alligevel vælger at tie: ”Everybody knows the fight was fixed/ the poor stay poor, the rich get rich/ that´s how it goes/ everybody knows/ Everybody knows that the boat is leaking/ everybody knows the captain lied”. At tie er at samtykke – og det er der mange amerikanere, der gør i disse dage.

Hotel California
Da en række musikere i 1995 ønskede at udsende en hyldestplade til Leonard Cohen, ”Tower of song”, valgte Don Henley fra gruppen The Eagles at bidrage med en indspilning af sangen ”Everybody knows”. Det er der ikke noget mærkeligt i, for Henley har gennem hele karrieren skrevet sange, der var optaget af at belyse de aktuelle samfundsforhold i USA: ulighederne i landet, diskriminationen af forskellige samfundsgrupper, mv. En del af disse sange kan høres på Henleys hidtil seneste udspil, ”Cass County” fra 2015; men allerede i starten af karrieren med The Eagles interesserede Henley sig for at forstå og beskrive det amerikanske samfund. Det kan man bl.a. høre i sangen ”Hotel California”, som Henley skrev sammen med Glenn Frey i 1976.

Sangskriverne har valgt at iklæde deres samtidsportræt af USA allegoriens form og har samtidig krydret teksten om et tillokkende, men livsfarligt sted med en stribe sproglige brandere (”the spirit of 1969”, ”she´s got the Mercedes bends”, osv.). Hovedpointen om et mystisk hotel, der i sammenhængen skal forstås som staten Californien – eller i et bredere perspektiv, som hele USA – er, at man er fri til selv at bestemme, om man vil deltage i den dekadente fest på hotellet; men når man først har valgt at være med, er det svært eller umuligt efterfølgende at ændre sit valg. 

Der er altid god plads på Hotel California, og festen er altid i gang på hotellet, hvor champagnen flyder frit. Men har man først én gang solgt sin sjæl til djævelen, er det så godt som umuligt at trække sig ud af festen og finde tilbage til den, man var engang: ”You can check out anytime you like/ but you can never leave”. 

Det er et frysende koldt billede af brug-og-smid-væk-samfundet, Henley og Frey har fremmanet med få ord, og selv om det i et af de indledende vers siges: ”This could be heaven or this could be hell”, er der nok ingen tvivl om, hvad det er, hotellet byder på. ”Some dance to remember/ some dance to forget”, hedder det et sted i sangen, og det er tilsyneladende de to bedste muligheder i det moderne helvede: at finde sig selv eller at prøve at glemme sig selv. En grum sang om bagsiden af den amerikanske drøm.

The pretender
Som Leonard Cohen udtrykker det i ”Everybody knows”, er borgerne i samfundet godt klar over, at systemet bygger på løgne og svindel, og som Henley og Frey formulerer det i ”Hotel California”, har borgernes deltagelse i dansen om guldkalven fundet sted af egen fri vilje. Men hvordan er det muligt at leve med denne bevidsthed og samtidig se sig selv i spejlet hver morgen? Det kan f.eks. lade sig gøre ved at fortrænge problemerne og lade som om alt er godt. Man kan blive en hykler, eller som det hedder på engelsk: en ”pretender”.

Den mest kendte hykler i pop- og rockmusikkens verden er nok The Platters´ ”The great pretender” (1955): en person, der udadtil forsøger at opretholde en glad attitude, selv om han indvendigt er ved at gå til af længsel efter den elskede, der har forladt ham: ”Yes, I´m the great pretender/ just laughing and gay like a clown/ I seem to be what I´m not, you see/ I´m wearing my heart like a crown/ pretending that you´re still around”. En trist historie, der blev gentaget 10 år senere i Smokey Robinsons ”The tracks of my tears” (1965) – men dog en situation, der ”kun” handler om et knust hjerte.

I Jackson Brownes sang ”The pretender” (1976) er det ikke længere bare kærligheden, den er gal med, selv om den også spiller en vigtig rolle i sangteksten. Men i et større perspektiv er det hele jeg-personens liv, der er på spil i sangen, som handler om en mand, der er nået til et kritisk punkt i sit liv. I forbindelse med et kuldsejlet kærlighedsforhold har manden indset, at hele hans liv er bygget op omkring vaner og rutiner, mens hans ungdoms drømme og længsler er gået til i kampen for det daglige brød og de ting, han kan købe: ”And believe in whatever may lie/ in those things that money can buy/ though true love could have been a contender/ are you there?/ say a prayer for the pretender”.

Jeg-personen i teksten beslutter sig tilsyneladende til at leve sit liv hyklerisk – som en lykkelig idiot, som han selv udtrykker det – men er det den rigtige beslutning? Og mon dog den holder? Hvis man er i stand til at gennemskue sit liv som et liv baseret på fravær af autentiske værdier (kærlighed, glæde, lykke), er der ikke stor sandsynlighed for, at man efterfølgende kan stille sig tilfreds med det liv. Man kan prøve at danse (om guldkalven) for at glemme, som i ”Hotel California”; men man kan næppe mane sin indre hykler til total tavshed, heller ikke selv om man ikke umiddelbart ser nogen løsning på situationen.

Jackson Brownes sang handler om at beslutte sig for at vælge hykleriet og middelmådigheden som livsform (omtrent som i Johs. V. Jensens berømre digt ”Paa Memphis Station”), og i den kontekst kan den læses som en kommentar til selvforståelsen hos det tavse flertal i dagens USA. Men kan man virkelig leve mod bedre vidende og nøjes med et uautentisk og hyklerisk ”pretender”-liv? Måske; men man kan håbe på, at længslen efter ægthed på længere sigt kan vinde over hykleriet i det amerikanske samfund og få bugt med dem, der lukrerer på flertallets falske liv.

Den allerstørste hykler kan man nok ikke nå frem til, præsidenten selv, for han har personlige interesser i at pleje hykleriet; men som en tidligere præsident, Abraham Lincoln, i sin tid udtalte: ”You can fool all the people some of the time, and some of the people all of the time. But you cannot fool all the people all the time”. 

Læs også artiklen: ”Is this land your land?”.