Fra centrum i det danske musikliv til… glemt?

Den fremragende serie Danske komponister har med denne bog nu bind nok til en hel pakkejulekalender; her er nr. 24.

Bertel Karup, tidligere rektor for Det Fynske Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium indtil 2007, har nu skrevet sin tredje bog til serien. 
Og Krarups tre bidrag udgør en trilogi. De to foregående bøger er om Jørgen Bentzons nære ven og samarbejdspartner Finn Høffding og om Jørgens fætter Niels Viggo Bentzon. 

Det glemte
Jørgen Bentzon levede 1897-1951. Han var blandt andet elev af Carl Nielsen og formåede at komponere både såkaldt artistisk musik i modernistisk stil og pædagogisk musik. Han var et af de fremmeste komponistnavne i Danmark i 1930’erne og 1940’erne – men i dag?
Ifølge Bertel Krarup temmelig glemt, og hvilken skam. 
Det har vi hørt før om komponisterne i denne bogserie. Og det er da også et ædelt formål at få beskrevet disse komponisters virke og musik – og hermed vække en ny interesse for deres kompositioner. 

Det musiske
Det er kendetegnende for denne bog, at Krarup gengiver et væld af centrale citater fra Jørgen Bentzons breve, fra vennekredsen og fra vigtige anmeldelser. Hermed får vi et troværdigt portræt af hovedpersonen, tegnet af primærkilder. 
Det er Bentzons kompositioner, der får de fleste ord – mennesket Bentzon er væsentligt nedtonet. 
Og det er en musikkyndig, der med en del musikfagtermer giver en grundig beskrivelse af komponistens værker. 
Når nu analyserne er så grundige, ville jeg gerne have nodeeksempler med. Men det er ikke seriens ærinde, ligeledes er billedmaterialet sparsomt. 
Det ville også have været rart med en fortegnelse over, hvor man kan høre Bentzons værker. Dem må vi så selv opsøge. Jeg har haft stor glæde af at høre den fine plade med Ensemble Storstrøm, der spiller centrale kammerværker af Jørgen Bentzon.  

Bertel Krarups bog er opbygget klassisk kronologisk. Dog starter han forfriskende forordet med tre centrale citater af musikkollegaen Finn Høffding, af juristkollegaen Ejnar Hyllested og fra en avisartikel. Citater, der rammende – på hver deres måde -  karakteriserer Jørgen Bentzon som en sjælden begavelse, der ”formåede at skrive eksklusiv koncertmusik ligeså godt som musik for amatører”.

Det levede
Jørgen Bentzon vokser op som nærmest et vidunderbarn i en musikalsk overklasse. Onklen er ”tidens danske digterkonge” Holger Drachmann, og en yngre fætter er Niels Viggo Bentzon. Jørgen Bentzon læser jura parallelt med timer i musikteori ved ikke mindre end den store Carl Nielsen. Senere har han faktisk hele sit voksenliv en forholdsvis krævende juriststilling i Højesteret – ved siden af sit musikalske virke.    
Han bliver gift 1922 med Michala, og de får tre børn. Tidligt får Bentzon nervesygdom, og fruen har en let tuberkulose. Krarup konstaterer tørt, at ”ægtefællernes samliv var næppe særligt harmonisk”. Et senere ægteskab er tilsyneladende mere i harmoni.

Det artistiske
Op gennem 1920’erne er Jørgen Bentzon en hovedskikkelse inden for den kulturradikale musik; den fremmeste modernist herhjemme. Gentagne gange bruges betegnelsen artistisk om hans musik, og det er ment positivt. Ligeledes præsenteres vi for betegnelsen karakterpolyfoni. Det er anmelderen og komponisten Vagn Holmboe, der er den første til at sætte prædikatet på Bentzons musik. En betegnelse, som Bentzon tager til sig: hans unikke udvikling af polyfonien, hvis ”stilistiske udgangspunkt er de enkelte instrumenters særlige klangkarakter og spilleegenskaber”.  Som jeg med glæde har hørt på nævnte plade. Og som Carl Nielsen brugte i sin blæserkvintet, selvom ordet karakterpolyfoni ikke var ’opfundet’.

Det folkelige
Med de stærke impulser fra Tyskland om ’brugsmusik’ kaster Jørgen Bentzon sig med ildhu over den svære opgave at kombinere den ny musik med det folkelige, og sammen med Høffding starter han 1931 Københavns Folkemusikskole.  
Det er fra denne tid, jeg kender Bentzons musik. Vi er nok mange korister, der har sunget hans velklingende korværker ”Løvens Part” og ”Skibe” med den signifikante og uforglemmelige indledning ”Quinquireme af Ninive kom fjernt fra Ophir”.

Jørgen Bentzon komponerer dog stadig artistisk musik, og vi får de seks stærke værker ”Racconti” – koncentrerede fortællinger, der er skåret ind til benet.  Krarup giver grundige beskrivelser, her er det, jeg savner noder.
Bentzon får også komponeret fine kombinationer af amatørmusik og artistisk musik: koncerter med ikke svær orkesterledsagelse til professionelle solister. 

Det svære
Jørgen Bentzons udtalelser og kommentarer bliver gennem livet mere beske og sortseende. 
Krarup slutter et af de sidste kapitler med denne ildevarslende sætning: ”En bipolar psykose med anfald af dybe depressioner og svære angstanfald manifesterede sig nu med tiltagende styrke og tog efterhånden kvælertag på hans livslyst.” 
Vi får herefter et kapitel med Bentzons ture ind og ud af sindssygehospital og slutteligt selvmord.

Bertel Karup har benyttet et righoldigt kildemateriale, haft adskillige interviews med komponistens søn Viggo, og især kordirigent universitetslektor Morten Topps grundige artikler om Jørgen Bentzon bliver flittigt citeret.

Jørgen Bentzon var en enestående personlighed – flittig og visionær, men med et vanskeligt sind.
Vi har her en fin musikerbiografi skrevet af en musiker, og her er det musikken, der er vigtigst. 
Og med Bertel Krarups velskrevne ord vil jeg da håbe, at tidens musikere, på evig jagt efter ny musik, vil give Jørgen Bentzons værker en levendegørende chance.

Tak for endnu en vigtig brik til at give os en endnu mere rigt facetteret dansk musikhistorie.