Lejlighedssange

I 1970´erne fyldte de politiske, socialistisk orienterede sange meget i det musikalske landskab i Danmark. Med udgangspunkt i forlaget Demos og pladeselskabet Agitpop havde den socialistiske musik sin storhedstid op gennem 1970´erne, hvor den ene iørefaldende og professionelt udførte plade efter den anden fandt vej til danskernes pladespillere, og de politiske udgivelser udgjorde en reel magtfaktor på datidens musikscene. Men efter blot 7-8 år var det stort set slut med det socialistiske musikfremstød i Danmark. Agitpop blev opløst i 1977 efter kun 5 LP-udgivelser, mens Demos udsendte sin sidste LP med politisk musik i 1978 – nr. 46 i rækken!

Efter lukningen af Agitpop og Demos blev der naturligvis fortsat udgivet socialistisk orienteret musik i Danmark, bl.a. af de grupper og enkeltpersoner, der havde været tilknyttet selskaberne: Benny Holst, Arne Würgler, Troels Trier, Jomfru Ane Band, osv. Men den samlede og samlende front af politisk musik, som de to socialistiske pladeselskaber havde stået for, var slut med selskabernes lukning. Siden starten af 1980´erne har den politiske musik i Danmark derfor i høj grad været en sporadisk foreteelse, drevet af enkeltpersoner og ofte kommet til verden i forbindelse med enkeltsager. Det er selvfølgelig også godt nok; men man kan ikke længere tale om nogen bevægelse i forbindelse med den socialistisk orienterede rockmusik i Danmark.

Savage Rose, C.V. Jørgensen, TV2, Kim Larsen og mange andre har skrevet samfundskritiske sange, som gennem satire og ironi skælder ud på de eksisterende magtforhold i Danmark, og mange af sangene er blevet folkelige succeser. Men det er svært i dag at pege på musikere, der entydigt bekender sig til et socialistisk standpunkt – bortset måske fra de tidligere nævnte navne med en fortid hos de socialistiske pladeselskaber. Derfor må lyttere, som gerne ser deres socialistiske holdninger spejlet i rockmusikkens tekster, ud og lede efter sangene hist og pist hos deres yndlingsmusikere – for specifikke kampmanifester i musikalsk form er der langt imellem. 

Det sker dog, at behjertede organisationer vover pelsen og udsender en hel cd med – mere eller mindre – socialistisk orienteret musik. Det er 3 af disse udgivelser, jeg i det følgende vil give nogle ord med på vejen.

De største er de små
I 2006 besluttede en gruppe musikere at lave en musikalsk hyldest til Anker Jørgensen i forbindelse med hans 85 års fødselsdag d. 13. juli 2007. Som tænkt, så gjort. Med Henrik Hansen som leder og koordinator af projektet indspillede en stribe af Danmarks mest fremtrædende rockmusikere på LO-Skolen i Helsingør hver en sang fra Arbejdersangbogen med henblik på hyldestudgivelsen. Man kan måske diskutere, om en hyldest til socialdemokraten Anker Jørgensen hører hjemme i forbindelse med en omtale af socialistisk orienteret musik; men det gør den bestemt efter undertegnedes mening. Anker Jørgensen kaldes ofte ”den sidste ægte socialdemokrat” (med Svend Auken som en mulig undtagelse), og denne karakteristik er ikke uden sandhed. I forhold til mange senere socialdemokratiske bureaukrater og teknokrater fremstår Anker nærmest som en rødglødende socialist – og det er positivt ment!

Trods sin ringe højde havde Anker Jørgensen et stort hjerte, der altid bankede for helt almindelige mennesker og især for de små i samfundet. Derfor er det også helt på sin plads, at hyldestudgivelsen til ham har titlen ”De største er de små”, og at sangene på hyldest-cd´en stammer fra folkets egen sangbog, Arbejdersangbogen. Ganske vist hedder det i de medfølgende noter til udgivelsen, at det er personen og hædersmanden Anker Jørgensen snarere end den socialdemokratiske politiker af samme navn, der skal hædres med cd´en; men på Anker Jørgensens tid var der ikke noget misforhold mellem det at være en hædersmand og at være en socialdemokratisk politiker. Det var ofte to sider af samme sag, og det er nok også årsagen til, at så mange musikere ønskede at stille op til projektet. Musikerne ville ikke identificeres med Socialdemokratiet som parti; men de ville gerne være med til at hylde den sidste ægte socialdemokrat.

Blandt de mange bidragydere til ”De største er de små” finder man både erklærede socialister som Erik Clausen og mere frie fugle som Niels Skousen, Michael Falch, Allan Olsen og Stig Møller. Alle medvirkende har ønsket at bakke gratis op om hyldesten til den gamle hædersmand, og resultatet er blevet absolut lytteværdigt – nærmest en slags panorama over (en del af) den danske musikscene i 2006. Uden at fornærme nogle af de involverede kan man dog nok konstatere, at det snarere er musikscenen af i går (anno 2007) end scenen af i morgen, der optræder på hyldest-cd´en. Men det er bestemt heller ikke til at kimse ad.

Enhver med ører at høre med vil kunne bekræfte, at indspilningen for de medvirkende musikere tydeligvis har været en con amore-opgave, som de både har hygget sig med og har ønsket at yde deres bedste til. Hvad enten det drejer sig om Allan Olsens version af ”Jens Vejmand” eller Laura Illeborgs udgave af Johs. V. Jensens ”En sømand har sin enegang”, kan lytteren konstatere, at kunstnerne har taget projektet seriøst og ikke har villet stå tilbage for de øvrige involverede. 

Niels Skousen bidrager med en fin og indfølt version af Aakjærs ”Spurven sidder stum bag kvist”, mens Ivan Pedersen og Gitte Naur lægger stemmer til den moderne arbejdersangskriver Carsten Bo´s glimrende sang ”Shangri La”. Kim Larsen og ”Internationale” er der minsandten også blevet plads til, og som rosinen i pølseenden har udgivelsens benjamin´er, Jonas Breum og Christian Juncker, bidraget med et selvkomponeret ”bonusnummer” med samme titel som cd´en: ”De største er de små”.

Udgivelsen kan lånes fra 21 danske biblioteker.

Tak tillidsfolk
I 2010 besluttede fagforbundet 3F, at 2011 skulle være ”tillidsrepræsentanternes år”, og at året bl.a. skulle markeres gennem udgivelsen af en cd med sange fra Arbejdersangbogen. Resultatet blev cd´en ”Tak tillidsfolk”, som i 2011 blev foræret til samtlige 3F´s tillidsrepræsentanter som en ringe tak for deres indsats i hverdagen. Titlen på cd´en er en let omskrevet version af titlen på ovennævnte Carsten Bo´s sang ”Tak, tillidsmand”, der blev skrevet i anledning af Anker Jørgensens 60 års fødselsdag i 1982. Sangen er naturligvis med på den nye cd, endda i hele to versioner: dels en version med sangskriveren selv og dels en version med Guido Paevatalu og Karina Kappel.

Ud over hovedsangen har Carsten Bo bidraget til cd´en med to andre arbejdersange, ligesom den gamle kæmpe Oskar Hansen har fået to af sine kendteste sange nyfortolket til lejligheden: ”Danmark for folket”, sunget af Lars Lilholt, og ”Når jeg ser et rødt flag smælde”, sunget af 3F Studiekoret. Desuden indeholder hyldestudgivelsen til 3F´s tillidsrepræsentanter hele 3 gengangere fra den ovenfor omtalte Anker Jørgensen-cd, heriblandt Kim Larsens ”Internationale”. Det er jo altid et godt salgsargument at kunne præsentere Danmarks nationalskjald blandt bidragyderne til en udgivelse, selv om ”Tak tillidsfolk” altså ikke skulle sælges, men blev givet væk til målgruppen.

Billie Koppel synger ”Kringsat af fjender”, der på Anker-cd´en blev fortolket af Tania Viit, og Tamra Rosanes bidrager med en udmærket version af Eddie Skollers oversættelse af Bobby Darins ”Simple song of freedom”. Dette indslag på 3F´s udgivelse giver imidlertid undertegnede lejlighed til (endnu en gang) at fastslå, at den danske oversættelse altså ikke lyder ”En enkelt sang om frihed” – selv om det er den titel, sangen optræder under på 3F-cd´en. Der er forskel på ”enkel” og ”enkelt”!

Det bedste nummer på ”Tak tillidsfolk” er Stig Møllers og Wili Jønssons glimrende udgave af Sebastians ”Du er ikke alene”; hele cd´ens pris værd, efter min mening – hvis man altså kunne købe den. Det kan man bare ikke – og faktisk kan man heller ikke låne den fra nogen danske biblioteker, for den findes kun på Det Kgl. Bibliotek, og de låner den ikke ud! Hvis man vil høre cd´en, er der nok ikke andet for end at støde på den i en genbrugsbutik, som jeg selv gjorde det.

Sygeplejerskesange
Fagforeninger kan i princippet ikke kaldes socialistiske, for de skal jo betjene alle medlemmer, uafhængigt af politisk observans. Derfor kan 3F´s ovenfor omtalte cd ikke karakteriseres som en socialistisk – eller blot socialistisk orienteret – udgivelse, og ”Danmark for folket” er da også en sang, der synges i diverse politiske fora, lige fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet. Men sange som ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og ”Internationale” har dog stadig et klart socialisme-stempel på sig, og det er nok heller ikke helt forkert at betragte fagforeningsprojekter som cd´en ”Tak tillidsfolk” som (i hvert fald tendentielt) venstreorienterede – heldigvis.

Fagforeningernes modpart, arbejdsgiverne, har jo deres egne organisationer til at varetage medlemmernes interesser, og det gør de selvfølgelig; men til forskel fra fagforeningerne har arbejdsgiverorganisationerne kun sjældent – eller aldrig – forbindelse til kunstens verden, så når det kommer til samspillet mellem kunst og politik, vinder venstrefløjen altid.

Et eksempel på en socialistisk orienteret musikudgivelse i fagforeningsregi er Dansk Sygeplejeråds udsendelse af cd´en ”Sygeplejerskesange med Bente Kure” i 1991. Sangene på cd´en er skrevet af en række forfattere, heriblandt Bente Kure selv, men også af navne som Rune T. Kidde og Lene Malmstrøm – sidstnævnte bl.a. kendt for sine digte om plejesektoren, skrevet på baggrund af forfatterens virke som sygeplejerske i en årrække. Cd´en indeholder desuden en oversættelse af svenske Sonja Åkessons nyklassiske, herligt ironiske sang om de mange romantiske drømme, der ofte knytter sig til sygeplejerskefaget: ”Ska bli sjuksyster, jag” (1971). 

 Og så skal man naturligvis ikke glemme at nævne, at Oskar Hansen endnu en gang har fundet plads på en politisk musikudgivelse, her med en sang skrevet til Københavns Hospitalsvæsen i 1948, ”Signet de milde hænder”. Nok ikke den mest revolutionære tekst nogensinde fra den gamle frontkæmper!

De 15 sygeplejerskesange på Dansk Sygeplejeråds udgivelse handler om de mange skæbner, en sygeplejerske møder på sit job, om det opslidende arbejde, som risikerer at forvandle sygeplejersken selv til patient, hvis han/hun ikke passer på, om solidariteten mellem kolleger – og om meget andet. Sangteksterne hylder både den faglige bevidsthed, der er nødvendig for at kunne klare jobbet i længere tid, og den menneskelighed og medfølelse, der også er nødvendig for at være en god sygeplejerske. En til tider vanskelig balancegang, som fint anskueliggøres i Bente Kures, Rune Kiddes og Lene Malmstrøms tekster, der tilsammen skaber en helhed med mindelser om Jesper Jensens tekstunivers, og som sagtens kunne være udgivet af Agitpop – hvis dette forlag ellers stadig havde eksisteret i 1991.

Det musikalske akkompagnement til sygeplejerskesangene har harmonikaen som dominerende instrument, hvilket giver sangene en vise- eller folk-karakter, der passer udmærket til Bente Kures klare stemme, som både rummer styrke og sødme. Sødmen er der dog ikke så meget brug for i flertallet af sangene; der er jo trods alt tale om en form for kampsange, udsendt af en fagforening, som har en indlysende interesse i at trænge igennem til lytteren med et budskab om at værdsætte sygeplejerskernes arbejde højere, end det måske er tilfældet til daglig. Bente Kures stærke sangforedrag, Leif Ernstsens dejlige harmonika og Niels Vangkildes fine guitarspil er tre gode grunde til at stifte bekendtskab med sygeplejerskesangene – også selv om man ikke selv kender nogen inden for faget.

Cd´en kan lånes fra 1 bibliotek i Danmark: Vejle.

Læs også artiklen: 50 år med ”Skolesange”