Svenska Flaggans Dag

D. 6. juni fejrer man i Sverige Svenska Flaggans Dag til minde om Gustav Vasas udnævnelse til Sveriges konge d. 6. juni 1523. Samtidig er datoen en markering af den grundlov, som blev indført d. 6. juni 1809. Det var dog først i 1983, at dagen fik status af svensk nationaldag – og først i 2005, at d. 6. juni blev en officiel helligdag i Sverige. Datoen har mindelser om vores Valdemarsdag, men er dog i højere grad sammenlignelig med den danske grundlovsdag d. 5. juni – eller med nordmændenes grundlovsdag d. 17. maj.

Selv om svenskerne ikke fejrer deres nationaldag helt så intenst, som man gør det i Danmark og – især – i Norge, er der dog en del traditioner knyttet til d. 6. juni i Sverige. Kongen byder befolkningen indenfor på Stockholms Slot denne dag, og forskellige andre arrangementer, bl.a. på Skansen, løber også af stabelen på dagen. Flaget indgår naturligvis på en central plads i fejringen af nationaldagen – og også musikken spiller en stor rolle ved markeringen af det svenske flag d. 6. juni.

Jeg har her udvalgt fem kendte sange, som på hver sin måde afspejler den svenske folkesjæl, og som dermed tilsammen udgør en musikalsk hyldest til den svenske nation og det svenske folk.

Evert Taube
Naturen og ikke mindst havet spiller en stor rolle i svenskernes kollektive bevidsthed, så derfor er det ikke mærkeligt, at havet indtager en central plads i flere af de udvalgte sange – og i Sveriges omfattende sangskat i øvrigt.

Den mest svenske af alle svenske sangskrivere, Evert Taube, var selv sømand, og han brugte sine oplevelser på de syv have som direkte inspiration i en del af sine viser og sange. Det gælder så forskellige sange som vuggevisen ”Byssan Lull”, ”Flickan i Havanna” og ”Så länga skutan kan gå”, hvoraf især den sidste fortæller en del om det vanskelige og vidunderlige i at være menneske. Den vise kan man læse mere om i artiklen ”Evert Taube og sangen ”Så länga skutan kan gå”” her på hjemmesiden.

Et par af Taubes andre kendte viser, hvori havet spiller en central rolle, er ”I Roslagens famn” (også kendt som ”Calle Schewens vals”) og ”Så skimrande var aldrig havet”.

Sidstnævnte er primært en kærlighedssang; men samtidig med, at fortæller-jeg´et hylder den elskede i sangteksten, udvider han oplevelsen af de tos første kys til at blive en altomfattende naturoplevelse, hvor kysset ”kun” er prikken over i´et.

Naturen, heriblandt det glitrende hav, udgør rammen om kysset, der næsten helt overstråles af de paradisiske kulisser: ”Så skimrande var aldrig havet/ och stranden aldrig så befriande/ Fälten, ängarna och träden, aldrig så vackra/ och blommorna aldrig så ljuvligt doftande”. Her er virkelig tale om en besjælet natur – som den vist kun kan opleves af en svensk naturelsker. Hør f.eks. sangen i Lill Lindfors´ fine udførelse.

Olle Adolphson
Hvor Taube overvejende er naturens og livets begejstrede besynger i sin sange, er Olle Adolphson langt mere forbeholden og skeptisk over for tilværelsen i størstedelen af sine viser og sange. Hos Adolphson mærker man næsten altid det lidt reserverede i tilgangen til stoffet, og jeg-personen i hans tekster er ganske ofte den distancerede iagttager af begivenhederne. Ikke sjældent udtrykker viserne ligefrem en ironisk holdning til de optrædende personer i visen – noget, der er stort set utænkeligt i Evert Taubes tekstunivers.

Det sker dog, at Olle Adolphson giver sig hen til nuet og til umiddelbarheden i sine sangtekster og skriver en – næsten – glad sang. Det er f.eks. tilfældet med den kønne ”Nu är det gott att leva”, som langt hen ad vejen er en uforbeholden hyldest til sommeren og til kærligheden. Gøgen kukker, häggen blomstrer, og de to elskende er til fest. Det lyder således hos Adolphson: ”Nu är det gott att leva/ på en sommardag/ här står Adam och Eva/ här står du och jag”.

Tilsyneladende lutter lykke og idyl; men hvorfor udtaler jeg-personen så, at ”nu är det slut på gråt och gräva”? Hvad er der gået forud for den glade sommerdag? Og hvorfor kalder han hende ”gamla kratta” (gamle rive), og hvorfor siger han, at de to skal stride og kæmpe gennem livet? Alt er nok ikke helt så lykkeligt, som det ser ud til på overfladen, så udsagnet om, at ”nu är det gott att leva” får ved nærmere eftersyn karakter af en villet optimisme – en optimisme på trods. Olle Adolphson er bare ikke den rendyrkede glædes besynger. Hør sangen i Adolphsons egen version.

Cornelis Vreeswijk
Med sin ironiske og let samfundskritiske indstilling til omverdenen ligner Cornelis Vreeswijk snarere Olle Adolphson end Evert Taube, og hans sangtekster afslører ganske ofte en fandenivoldsk afstandtagen fra det borgerlige livs ligegyldige småproblemer.

Det er ikke hengivelsen til naturen og det jordnære arbejdsliv, der er svaret på borgerliggørelsen hos Vreeswijk, men derimod bohemelivets frihed for forpligtelser og hverdagsrutiner. Vreeswijk optræder jævnligt som boheme eller ligefrem anarkist i sine sangtekster, og den altdominerende frihedstrang i hans sange viser en stor længsel efter en autenticitet, som den normale medelsvensson-tilværelse ikke kan opfylde.

Vreeswijks sang ”Somliga går med trasiga skor” rummer netop den dobbelthed i forhold til tilværelsen, som gennemsyrer en stor del af sangskriverens tekster. På den side står tilværelsens ulidelige lethed, som betyder, at det når som helst kan være slut for den enkelte: ”Jag är en tvivelagtig figur/ duger ej mycket till/ bakom ett hörn står döden på lur/ han tar mig när han vill”.

Men når det på trods af disse dystre fremtidsudsigter alligevel er værd at fortsætte med at leve, skyldes det de spredte lyspunkter i tilværelsen: ”Jag bryr mig inte et spår/ bara jag får ha mitt ansikte kvar/ dolt i min älsklings hår”. Livet rummer både slidte sko og kærlighed, og det er denne ambivalens, der efter Vreeswijks mening gør det værd at holde ud – trods alt.

Gruppen Eldkvarns version af sangen kan med god ret anses som den autoritative og definitive udgave.

Ulf Lundell
Ambivalensen og dobbeltheden er noget, Ulf Lundell kender til, og ingen steder i hans sangunivers bliver det tydeligere end i sangen ”När jag kyssar havet” (dér var havet igen). Hos Lundell består en stor del af tilværelsen af tvivl og rastløshed, og han (og hans alter ego i sangen) er konstant usikker på sig selv og på sine drømme og ambitioner: ”Det finns dagar då jag tvivlar på/ allt det man gjort och allt det man ville nå”. Usikkerheden er hans trofaste følgesvend, som aldrig lader ham i fred: ”Jag är båda tungsint och rastlös/ och lika svart som åkerns jord”.

Men heldigvis er der en vej ud af fortvivlelsens mørke favntag: ”Men när jag kyssar havet/ är jag fri från alla hämningar” og: ”När jag kyssar havet/ är jag uppfyld av det märkliga/ i att finnas till/ och allt jag vill/ är att leva, låta leva, livet ut”. Naturen og havet er den medicin, der skal til for at overvinde det svenske tungsind, og heldigvis er der rigeligt med natur lige uden for døren.

Ulf Lundell personificerer i mange af sine sangtekster den svenske melankoli og den tvivlende tilgang til tilværelsen; men samtidig er han naturens – mere eller mindre – muntre søn, som ved, hvor han skal finde ro og ligevægt, når tilværelsen bliver for meget.

Per Gessle
Den sidste af de fem udvalgte sange til Svenska Flaggans Dag er nok den mest ukomplicerede af dem alle sammen, og dermed kan den passende repræsentere den svenske folkesjæl, som den også kan være, når melankolien er lagt bort, og der kun er den lune sommernat tilbage.

Per Gessles ”Juni, juli, augusti” er en sang, alle svenskere kender og kan synge med på, og det er da også en ualmindeligt iørefaldende sang: ”Jag sitter här en stund/ och blundar men jag ser ändå/ Jag räknar varje sjunde våg/ och svävar i en guld trädgård/ Jag har suttit här ett tag/ sommarnatt blev sommardag”.

Oplevelsen af, hvordan natten langsomt bliver til dag, mens solen farver alt i naturen gult med sine stråler, er en naturoplevelse, som hører sommeren til, og som det er en ublandet fryd at være med til. Per Gessle har i koncentreret form skabt en lovsang til den - alt for - korte svenske sommer, og samtidig har han i sin sangtekst givet udtryk for den livsglæde, de tungsindige svenskere også rummer, når omstændighederne er til det.

Omkvædets ord fortæller i al enkelhed, hvad det er, der gør livet værd at leve: ”För hela året har jag väntat på/ juni, juli, augusti/ allting verkar lättare då/ juni, juli, augusti”. Hverken Ulf Lundell eller Olle Adolphson kunne have skrevet denne sangtekst, for sådan oplever de slet ikke tilværelsen; men selv om teksten er enkel, er den ikke hverken forenklet eller banal. Den er bare udtryk for, hvordan det – også – kan være at være født i Sverige.

Flere svenske sange
Hvis de nævnte 5 sange ikke skulle være tilstrækkeligt til hele Svenska Flaggans Dag, er der rigeligt med andre sange at gå i gang med. 5 andre bud på gode svenske sange om det at være svensk kunne være følgende titler:

Hoola Bandoola Bands ”Juanita”, er både en medrivende sang og indeholder samtidig den form for politisk refleksion, som også er kendetegnende for den svenske musikverden. Bo Kaspers Orkesters ”Vi kommer aldrig att dö” giver en række ultrakorte opskrifter på, hvordan man kan leve sit liv og indeholder desuden en ukuelig på-trods-optimisme. Lars Winnerbäcks ”Åt samma håll” rummer en tilsvarende tilkæmpet optimisme, selv om udgangspunktet for sangteksten er et bundfrossent Stockholm i februar.

Lisa Ekdahls ”Vem vet” er en charmerende bagatel, som på få linjer når at fortælle lidt om livets usikkerhed og tilfældigheder. Og Staffan Hellstrands ”Starsång” (stæresang) er en smuk hyldest til naturen, til kærligheden og til livet: ”Det var bara starsång/ men jag tror att tiden stod still/ Starsång är vacker/ starsång är nu”.