Evert Taube og sangen "Så länge skutan kan gå"

Evert Taubes vise ”Så länge skutan kan gå” hedder egentlig ”Vals på Karibien” og er en af sangskriverens sene viser.

Oprindelig blev visen i 1950´erne skrevet til en film, som aldrig blev indspillet, og derefter lå den i nogle år og samlede støv. I slutningen af 1950´erne kom visen frem af gemmerne igen og blev tilsat en melodi, som efter råd fra en god ven blev ændret til den nuværende version. Visen blev første gang sunget offentligt i 1960, og i december samme år indspillede Taube den på plade.

Siden har den været en af sangskriverens mest elskede viser, den er fast inventar ved den traditionsrige sommerforlystelse ”Allsång på Skansen”, og den er blevet fortolket af stort set alt, hvad der kan krybe og gå i den svenske musikverden. Her til lands er det især Otto Brandenburgs udgave af visen, der har gjort den kendt i Otto Leisners oversættelse. Sangen er optaget i Højskolesangbogen.

Teksten
Der er ingen grund til at undre sig over, at ”Så länge skutan kan gå” har fået så stor en udbredelse, som den har. Jeg kender ikke visens oprindelige melodi, som altså blev forkastet, men den nuværende melodi i langsom valsetakt er aldeles forførende og er svær at få ud af hovedet igen, når man først én gang har hørt sangen.

Den traditionelle viseform passer perfekt til indholdet i sangteksten, som starter melankolsk med en opfordring til at komme overens med den skæbne, man nu en gang er blevet tildelt, uanset hvor trist den kan forekomme – for der er ikke noget at gøre ved den, og der er altid nogle, der har det værre. Man kan med god ret mene, at det lyder som en trøst med modifikationer – og der er vel trods alt heller ingen grund til at sammenligne sig med døve og blinde for at kunne glæde sig over livet?

Det er da heller ikke Evert Taubes hensigt med sangteksten at prædike mådehold og afsavn, tværtimod. Hensigten med visen er at opfordre til at lade være med at ærgre sig over det, man alligevel ikke kan gøre noget ved, og i stedet glæde sig over alt det, der er at glæde sig over. Og denne opfordring, som samtidig kan opfattes som en slags livsfilosofi, får krop og musikalsk liv i kraft af B-stykkets lyse og glade dur-toneart. Her er der ikke plads til hverken tristesse eller misundelse over for dem, der har det bedre materielt, for det er livet slet ikke langt nok til.

Så hellere tage en svingom og stjæle et kys eller to, når der er mulighed for det, og så i øvrigt lade være med at bekymre sig for meget om morgendagen. Den kommer, før vi aner – og det er ikke sikkert, at den bringer noget godt.

Udsagnet i ”Så länge skutan kan gå” er nærmest en slags landstrygerfilosofi, hvor penge og materiel fremgang er ligegyldige størrelser, som slet ikke kan hamle op med de enkle glæder i livet: solskinnet, stjernehimlen og bølgernes brus. Det er en vældigt enkel filosofi og måske også for forenklet, bl.a. fordi praktiseringen af den næppe kan undgå at spille handlingsinitiativet i hænderne på magthaverne, som helt sikkert vil bruge folks eventuelle politiske passivitet til at forværre forholdene for de magtesløse.

Men samtidig er det en særdeles lokkende filosofi, fordi den gør den individuelle lykke til det vigtigste i tilværelsen og fortæller, at man ikke skal tage sig af lidt modgang og uretfærdighed, fordi der er så meget andet at glæde sig over. Landstrygerfilosofien – eller måske man kunne kalde den hippie-filosofien – kan ikke stå alene, og slet ikke i dagens samfund, hvor den knap nok er mulig at praktisere. Men alligevel er det eksistentielle budskab om at koncentrere sig om det vigtige i tilværelsen og lade bagatellerne ligge lige så vigtig i dag, som da Evert Taube skrev sin vise. Her er tale om en sang til tiden, der i høj grad rækker ud over sin egen tid.

Tiden
Det springende punkt i diskussionen om filosofiens relevans og brugbarhed i dag (og til alle tider) må ikke mindst være vurderingen af, hvad der er vigtigt og hvad, der ikke er det. Og her giver teksten i ”Så länge skutan kan gå” nogle fine rettesnore, som både havde gyldighed i 1950´erne, og som har det i vore dages pengefikserede forbrugersamfund: de naturgivne glæder. På grund af visens forkastelse af de falske værdier til fordel for den enkle glæde over naturens egne værdier blev den i 1960´erne brugt som en slags protestsang, idet visen blev signaturmelodi for Radio Syd – en svensk piratradiostation, som sendte fra en båd ud for Skånes kyst, indtil den blev stoppet af regeringen i 1966.

Det er let at få øje på, hvorfor 1960´ernes antiautoritære kræfter kunne spejle sig i Evert Taubes frihedsdyrkende vise, og det er de samme positivt ladede værdier, der kommer læseren eller lytteren i møde i sangteksten i dag – selv om det nok ikke længere er så let ”bare” at tage hyre på et nyt skib, når pengene slipper op. Men det betyder jo ikke, at idealerne i visens tekst ikke længere er aktuelle i dag.

Svenskerne er med god grund glade for og stolte over deres national-ikon Evert Taube, og der er ikke mange af dem, der har lyst til at gå i rette med sangskriverens tekster. Da jeg omkrig år 2000 deltog i et kursus på den nordiske folkehøjskole i Kungälv (nord for Göteborg), var der dog en enkelt sætning i ”Så länge skutan kan gå”, kursuslederen ikke brød sig om, og som han gerne ville have lavet om, hvis det havde kunnet lade sig gøre – nemlig linjen ”Så tag med glädje ditt job, fast du lider”.

Lige præcis udsagnet om, at hans arbejde skulle være en lidelse, kunne han ikke genkende fra sin hverdag – men nu var han jo også højskolelærer og dermed temmelig privilegeret i forhold til mange mere belastede arbejds-kulier. Og det vidste han godt, naturligvis.