Tillykke til dronningen - og til kongerne

Datoen den 16. april er i Danmark ensbetydende med dronningens fødselsdag. Dagen er ikke en skolefridag, men den bliver alligevel fejret overalt i landet, og mange benytter lejligheden til at tage forbi Amalienborg og hilse på landets regent. Men den 16. april markerer også en anden dronnings fødselsdag. Dronningen af hvid soulmusik, Dusty Springfield, blev født den 16. april 1939 og ville altså være blevet 80 år i år – hvis hun fortsat havde været i live. Desværre døde Dusty Springfield af brystkræft for 20 år siden – i 1999 – så derfor har markeringen af hendes fødselsdag naturligvis en helt anden karakter end markeringen af den danske dronnings fødselsdag. Men 80-års fødselsdagen for en af rockmusikkens største soulstemmer er trods alt nok værd at sætte fokus på.

Dusty Springfield voksede op i West Hampstead i London som Mary Isobel Catherine Bernadette O'Brien. Øgenavnet ”Dusty” fik hun allerede som barn, hvor hun var lidt af en drengepige, der spillede fodbold med drengene på gaden og tit blev beskidt. Hvor navnet Springfield stammer fra, er mere gådefuldt, idet både Dusty og hendes bror Tom Springfield jo var døbt O'Brien. Men historien fortæller, at da Dusty, Tom og en ven i 1960 dannede en pop-folk-trio, skete det under navnet The Springfields, fordi øve-seancerne foregik på en mark om foråret. Tja ... Men alt andet lige må man sige, at Dusty Springfield er et mere mundret kunstnernavn end sangerindens borgerlige navn.

Solokarriere

The Springfields klarede sig godt og blev temmelig populære i England i starten af 1960'erne. Men i 1963 ville Dusty Springfield prøve lykken som solist, og i november samme år udsendte hun singlen ”I only want to be with you”. Den blev en succes, som oversteg alle forventninger: nummer 4 på hitlisten i England, nummer 12 i USA, nummer 6 i Australien – og fine placeringer i resten af verden. Nummeret er en af Dusty Springfields mange formidable vokale præstationer og lyder i dag lige så friskt, som da det blev indspillet for mere end 50 år siden. Singlehittet førte til indspilningen og udgivelsen af Dusty Springfields debut-lp, A girl called Dusty, som blev udsendt dagen efter hendes 25 års fødselsdag, den 17. april 1964.

Også lp'en blev en stor publikumssucces, med en sjetteplads på den engelske lp-hitliste som højeste placering – og efter denne bragende debut som solo-artist gik det kun én vej for Dusty Springfield: fremad. I de følgende år fulgte hit på hit, ofte med sætningslange titler til stærkt dramatiske melodier, der var som skabt til Springfields store mezzo-sopran: ”I just don't know what to do with myself”, ”You don't have to say you love me” mv. I en længere periode i 1970'erne og 1980'erne var der noget længere mellem hittene, men i anden halvdel af 1980'erne fik karrieren igen et boost via samarbejdet med gruppen Pet Shop Boys om nummeret ”What have I done to deserve this?”. Senere fulgte endnu flere hits, indtil Dusty Springfield i 1999 måtte opgive kampen mod en langvarig kræftsygdom, som hun havde fået konstateret i 1994.

Hædersbevisninger

Gennemgangen af de priser og hædersbevisninger, Dusty Springfield i tidens løb har modtaget, ligner nærmest et katalog over samtlige opnåelige hædersbevisninger inden for pop- og rockmusikken. Dusty Springfield blev – efter sin død – optaget i den amerikanske Rock and Roll Hall of Fame og i den engelske Music Hall of Fame. Hun har i levende live været på diverse hitlister som bedste kvindelige sanger, og hendes album Dusty in Memphis fra 1969 har optrådt på adskillige lister som et bud på et af alle tiders bedste albums. I 2001 modtog albummet da også Grammy Hall of Fame prisen. I marts 1999 skulle Dusty Springfield have modtaget den fornemme orden Order of the British Empire af den engelske dronning, men eftersom hendes kræftsygdom på det tidspunkt var stærkt fremskredet, fik hun lov til at få overrakt prisen på hospitalet, hvor hun var indlagt.

Og hvor skal lytteren så starte bekendtskabet med Dusty Springfields store bagkatalog? Et oplagt sted kunne naturligvis være en af de mange opsamlingsplader, der i tidens løb er udsendt. Her får man alle hendes store hits, og det er ikke til at kimse ad. Man kunne også starte med den mange gange prisbelønnede plade Dusty in Memphis, hvor man får lov til at høre den flotte stemme folde sig ud på baggrund af Memphis blæsere mv. Eller hvorfor ikke starte med sangerindens egen start: debutpladen A girl called Dusty fra 1964? Jeg har selv genhørt albummet for nylig og blev overrasket over, hvor godt det holder – også selv om det ikke indeholder nogle af Springfields største hits.

Læs mere om Dusty Springfield, f.eks. på den engelske Wikipedia eller på Bibzoom: A girl called Dusty eller Dusty in Memphis

Tillykke til kongerne også

Hvis Dusty Springfield er dronningen af hvid soulmusik (og Aretha Franklin dronningen af sort soulmusik, osv.), hvem er så kongen? Det kan man diskutere, men der er næppe nogen diskussion om, at kongen inden for pop- og rockmusik i det hele taget hedder Elvis Presley. Sådan er det bare. Men hvis man skal pege på et andet navn, der kunne være berettiget til at blive nævnt i forbindelse med betegnelsen ”konge”, kunne det f.eks. være gruppen The Rolling Stones. Den gruppe har eksisteret siden tidernes morgen, og der er næppe den person i den vestlige verden, der ikke har hørt om Rolling Stones.

Det er dog hverken dronninge- eller kongetitlen, der har skabt den aktuelle forbindelse mellem Dusty Springfield og The Rolling Stones, men derimod datoen den 16. april. Denne dato udkom gruppens debut-lp i England nemlig, og dermed blev der skrevet en form for musikhistorie den 16. april 1964. For mig personligt blev der skrevet musikhistorie derved, at pladen var min første lp overhovedet. Jeg købte den ikke i april 1964, men fik den senere på året i fødselsdagsgave. Og det var en gave, jeg var særdeles glad for, og som jeg faktisk har stadigvæk. Jeg hører den ikke mere, dels fordi den er ridset, og dels fordi det er meget lettere at høre musikken i cd-form, så det er det, jeg gør. Men det er nu alligevel en plade, jeg er glad for at have i min samling. Man er vel lidt nostalgisk.

Men mit personlige forhold til Rolling Stones' debut-udgivelse er trods alt ikke den eneste specielle ting ved pladen. Blandt mange andre gode numre med de fem rullesten finder man f.eks. også på pladen Mick Jaggers og Keith Richards' første sang udsendt under deres egne navne: ”Tell me (You're coming back)”, og det var en fornem sangskriverdebut. Sangen var/er meget mere poppet end de rhythm'n'blues-numre og Tamla Motown-sange, der normalt udgjorde hovedparten af gruppens repertoire. Samtidig var det en flot ballade, som da også blev valgt som det første singleudspil fra lp'en, og som fik udmærkede placeringer på hitlisterne – ikke mindst i Sverige, hvor den blev nr. 1 på den lokale hitliste!

Lp'en med titlen The Rolling Stones blev udsendt på cd i 1984, men derefter gik der mange år, inden den igen blev tilgængelig på cd. Først i 2010 kunne de interesserede igen stifte bekendtskab med værket på cd, og i 2016 blev det udsendt som del af boksen The Rolling Stones in mono.

Selv har jeg haft fornøjelsen af at kunne lytte til det usædvanligt homogene og også ualmindeligt langtidsholdbare album på cd i adskillige år i kraft af en halvofficiel digipack-udgivelse fra 2002, som ud over den oprindelige lp også indeholdt otte bonusnumre – heriblandt flere sange, som kunne være blevet inkluderet på debut-lp'en, men som altså ikke klarede den sidste hurdle. Numre som ”Fortune teller” og ”It should be you” er bestemt ikke uinteressante og passer faktisk udmærket ind i sammenhængen. Men det blev altså ikke disse to sange, der blev præsenteret for lytterne den 16. april 1964, hvor lp'en første gang blev udsendt i England.

Læs mere på den engelske Wikipedia eller på Bibzoom: The Rolling Stones