Velskrevne erindringer om musik … og meget andet

Op til jul udkom denne formidable erindringsbog, forfattet af komponist OG forfatter Karl Aage Rasmussen.

Rasmussen fik tidlig debut som komponist, og senere har han været arrangør og leder af flere koncerter og festivaller med den nyeste kompositionsmusik som omdrejningspunkt. Efterhånden er skriveriet blevet vægtet tungere, og vi har fået en del særdeles velskrevne musikrelaterede bøger. En række populære musikerbiografier om blandt andre Vivaldi, Haydn og senest Buxtehude.

Og nu får vi ”Djævelens gaffel” med undertitlen ”Erindringer, illusioner og hukommelsestab”. Allerede her aner vi, at det ikke er en helt traditionel selvbiografi, når vi allerede nu loves både illusioner og hukommelsestab.
At bogen skæmmes af en del fejl, der burde være rettet i korrekturen, lever vi så med.

Som Rasmussen gentagne gange cirkler om, er hukommelsen en utroværdig størrelse, hvor vi – bevidst eller ubevidst – er selektive i vores erindringer. Eller måske ligefrem fejlagtige.

Gaflen
Bogens udgangs- og omdrejningspunkt er en markant ruin i Italien, som kaldes djævelens gaffel. En meterhøj formation med to gaffeltænder, der rejser sig hemmelighedsfuldt mod den grånende himmel på bogomslagets fotografi. Djævelskabet skyldes den pudsige historie om gaflen, der af Kirken blev anset for djævelens instrument, da mennesket var blevet skabt med fingre til at spise med.

Den todelte gaffel er også symbolet på Rasmussens livsfyldte dobbelthed: modsætningerne musik/skrift, toner/ord og fællesskabet/aleneheden.
Således orienteret er vi rede til Rasmussens tætte skriverier.

Barndommen
Karl Aage Rasmussen skriver nærværende om sin barndom, hvor den tunge nærsynethed fyldte dagligdagen. Om angsten for det totale mørke, og de uendelige drillerier fra de andre børn. Betegnende er de første erindrede indtryk også synsindtryk, ikke lydindtryk.
Vi hører om det forholdsvist fattige hjem, hvor musikken fyldte lidt; farmorens lytten til tidens schlagere. Faderen spillede faktisk til bal med sin tenorsax, så han må da have kunnet ’noget’. Men dette vægtes ikke højt i den lille Karl Aages erindringer.

Skolen
Fra skoletiden huskes blot ansigtsløse lærere og den tidssvarende revselse. Samt en ’kronisk læselyst’, der begynder med de populære blade ”Illustrerede klassikere” og vokser på bedsteforældrenes enorme skoleluft spækket med bøger.

Den unge Karl Aage bliver pianist for skolekoret og får sin komponistdebut som 14-årig med en 20 minutter lang kantate ”Guldhornene”. Karrieren spirer, og der er voksne, der tror på ham: ”Tiltro giver selvtro”.

”Djævelens gaffel” er ikke streng kronologisk, og vi får kortere kapitler med nærværende temaer. I kapitlet ”Musik er liv” beretter Rasmussen både om tidligt, kedeligt klaverspil og om skift af lærer til en (drikfældig) herre, som Rasmussen betegner som ’musiklærer, ikke klaverlærer’. For her lærer han om musikken; om ’overtoner, mellemtoner og undertoner’ – skøn formulering!

Vi hører også om en ven, ’bagerens søn’, med hvem Rasmussen rejser til Rom og senere i kibbutz i Israel. Underfundig rejsebeskrivelse, og Rasmussen omtaler spændingerne mellem Israel og de arabiske stater, ’som heller ikke i dag er bilagt’. Det tør siges; der er sandelig sket meget efter denne bogs tilblivelse.

Aarhus
En vigtig og central begivenhed er komponist og konservatorielærer Per Nørgårds exit i 1965 fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium til Det Jyske Musikkonservatorium, og Nørgård tager alle sine elever med. Her møder Rasmussen de fyldende og selvbevidste elever Norby, Gabold, Møller Pedersen, Fuzzy, Svend Nielsen. ”Og man må tude med de ulve, man er sammen med”.

Men Rasmussen erkender, at han mangler ”sand identifikation” med de toneangivende komponister Boulez, Nono og Stockhausen. Med udgangspunkt i Goethes ord ”Ingen kan undsige sig selv” komponerer Rasmussen i sin egen stil – anti-moderne – værket ”Genklang” i 1972 med spor til Mahler.

Over there
USA fylder meget i Karl Aage Rasmussens liv. Det starter herhjemme med radioudsendelser om Charles Ives, der fører til invitationer, og seks ugers rundrejse, dannelsesrejse, i USA planlægges. Rasmussen har en Pippi Langtrømpe’sk tilgang: Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok. Vi får fine beskrivelser fra landet over there, hvor den amerikanske livsopfattelse i flg. Rasmussen er mere jordnær og ubekymret. Igen: der er sket en del, siden bogen blev skrevet …

Tilfældigheder
Rasmussen funderer over begrebet kulturarbejder, hvor kunstneren er kulturarbejder, men det gælder ikke nødvendigvis den anden vej.
Karl Aage Rasmussens liv er gennemgående baseret på tilfældigt opståede muligheder. De forskellige erindringer kan ofte sluttes med ’og sådan blev det så’. En griben af de tilfældige muligheder, der dukker op. Derfor har hans liv også langsomt forskudt sig fra at være komponist til at være forfatter. Adskillige stærke biografier, og nu denne bog, der afværgende har undertitlen ’erindringer, illusioner og hukommelsestab’. Ja, måske er der hukommelsestab, men sandelig skønne hukommelsesgevinster.

Rom
Den evige stad har siden 1966 været en betydende destination for Rasmussen. Her nyder han lys, mad, kultur, byens lyde. Vi får skønne beretninger fra Rom, og senere fra landsbyen Blera, hvor Rasmussen sommerresiderer. En lille perle er den barokke historie om brandvæsenets hjælp til at komme ind i en aflåst lejlighed.

Ord
Mod slutningen beretter Rasmussen om sin evige parathed til at fortælle historier. I de mindste klasser var han ligefrem ’instant eventyrfortæller’. Og det er lysten, der er drivkraft.
Når Rasmussen læser, hører han også toner og klange. Så det at skrive og det at komponere ligger ikke langt fra hinanden.

I den afsluttende trosbekendelse tager Rasmussen os med ind i hans arbejdsproces. Det starter med en første impuls, en klingen for det indre øre; lydløs og sprogløs. Dette omsættes metodisk til værket. Her citeres Søren Ulrik Thomsen: ”Værket må findes, før det kan skabes”. Og Rasmussen supplerer med Benny Andersens ord: ”Kunst er et redskab til at det, som er til, bliver til”.

Slutteligt taler Rasmussen om erindringsoptimismen som et fællesmenneskeligt vilkår. Men hvordan kan erindringen videregives?

Ja, jeg har da et bud: Som ”Djævelens gaffel” – en enestående bog i vores rige erindringslitteratur med guldkorn efter guldkorn. Og så på en nærværende og underholdende facon.

Tak for ordene, Karl Aage Rasmussen.
Og kom gerne med flere!