Fra klassisk kedsommelighed til opfindsom originalitet – en øreåbner

Rasmussen har gjort det igen: Skrevet en nærværende beretning, der her-og-nu gi’r lyst til øreåbning.

For to år siden fik vi den tætte bog om vores store barokkomponist Händel, der med sin smittende begejstring gav os endnu mere appetit på komponisten.
Nu drejer det sig om Joseph Haydn, og her må det da være endnu mere op ad bakke, for Haydn altså? Er han ikke SÅ kedelig, konform, med mange, mange metervarer?
Forfatteren Karl Aage Rasmussen brillerer med en fuldendt kombination af skrivefærdighed og musikalsk viden. I mere end 20 år var Rasmussen professor i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium og har en anseelig mængde værker bag sig. Og så er det blevet til en stribe komponistbiografier, hvor ”Den tredje mand. Joseph Haydn” er nyeste, men forhåbentligt ikke sidste, skud på stammen.

I forordet til bogen om Händel pointerede Rasmussen, at det ikke var forskning, men formidling – ”populærvidenskab om man vil”. Nærværende bog må læseren kalde, hvad hun vil – det er populær formidling, der gennemstrømmes af den grundige forskning.

Manden i skyggen
Titlen ”Den tredje mand” gi’r associationer til filmklassikeren, der foregår i Wien. Byen, der for et par hundrede år siden rummede tre store komponiststjerner samtidigt: Mozart, Beethoven… og Haydn. Og i Rasmussens optik er Joseph Haydn her den tredje mand. I dag er Mozart og Beethoven indiskutabelt blandt denne verdens største komponister, men dengang var Haydn altså ligeværdig – faktisk endnu mere populær blandt høj og lav.

Hvorfor er Haydn sådan falmet og gledet længere ned af rangstigen? Ja, efter gennemlæsning af ”Den tredje mand” kan jeg også sige: ”Ja, det er da også for dårligt – hør og spil straks noget af denne mands originale, smukke og levende musik!”.

I slutningen af 1970’erne kom et vægtigt Haydn-værk på mere end 3.000 sider, skrevet af musikforskeren H.R. Landon. Inden da var beskrivelser af Haydn oftest baseret på anekdoter, andenhånds erindringer og dårlige biografier. Landons monumentale værk er centralt for Rasmussens bog, der formår at give et nuanceret billede af komponisten Joseph Haydn – og især af hans enorme produktion af mere end 100 symfonier, 80 strygekvartetter, 24 operaer, 14 messer – samt alt det andet.

Nå ja, så er det svært at afgøre præcis, hvor meget, Haydn har komponeret. Navnet Haydn solgte godt, så andre værker fik af smarte udgivere også sat komponistnavnet Haydn på. Haydns populære børnesymfoni er sandelig ikke komponeret af Haydn. Og heller ikke af Leopold Mozart, som vi ellers også har troet.

Men at skrive en bog om den regelrette, flittige Haydn? Rasmussen skriver selv ”Haydn-krøniken trodser enhver mulighed for hollywoodisering”. Her er ikke oplæg til en bestseller som filmen ”Amadeus”.

Lykkens pamfilius
Selve den biografiske del af bogen med den nøgterne beskrivelse af mennesket Joseph Haydn er heller ikke sindsoprivende. Joseph Haydn arbejdede sig op fra fattige kår, men som Rasmussen gentager flere gange: Haydn var på det rette sted på det rette tidspunkt. En kapiteloverskrift er også ”Fru Fortuna og tilfældighedernes spil”, og vi oplever igen og igen, at det lykkedes for Haydn. Det er så op til læseren at tro på skæbne eller på tilfældigheder.

Embedsmanden
Østrigeren Joseph Haydn bliver født 1732, og allerede som 6-årig opdages han af en korleder og kommer i korskole i Wien. Senere får han ansættelse ved en katolsk orden, inden han i 1661 starter sin livslange virksomhed hos den stenrige fyrst Esterhazy. Her er en umådelig rigdom og vilje til at bruge den på kultur – hva’be’har! Esterhazy-slægten har i århundreder haft en central rolle i Centraleuropa, og Rasmussen giver os et fint indblik i det ekstravagante liv på allerførste klasse.

Esterhazy får i 1766 bygget slottet Esterhaza, langt ude på landet – et slot, der kan måle sig med Versailles og Schönbrunn. Ifølge Rasmussen en nutidspris på 4,5 milliarder kroner. Også Haydns gage er fyrstelig, og da han samtidig besidder ”merkantile egenskaber”, stiger hans formue støt resten af livet.

Komponisten
Imellem disse mere ordinære biografiske beretninger får vi heldigvis Karl Aage Rasmussens fine omtaler af musikken. For det er jo det, det drejer sig om. Og nej, Haydns musik er alt andet end kedelig. Når man altså lytter efter. For det er jo dét, man (læs: vi) ikke har gjort ordentligt. For under den pæne, køntklingende overflade er der en underskov af raffinementer, ideer og eksperimenter.

Ingen kan være en bedre fortaler for disse end Rasmussen. I velmalende ord, uden at blive tør musikteoretisk, forklarer han Haydns musik, så jeg simpelthen MÅ finde eksempelvis symfoni nr. 100 frem. Og som Rasmussen ofte nævner, er YouTube et sandt overflødighedshorn; selv de mest ukendte værker er der såmænd nok en indspilning af.

I stedet for slavisk at gennemgå en række af symfonierne skriver Rasmussen et veldrejet causeri om enkelte særkender og detaljer, som virkelig er en øreåbner for undertegnede. Og strygekvartetterne stod Haydns hjerte nær, de fik, i modsætning til symfonierne, opusnumre. Rasmussen deler sin begejstring for opus 20 med os læsere og gi’r denne salut: ”Papa Haydn, den rare hyggeonkel? Glem det!”

Forretningsmanden
En tidligere underbelyst side af Haydn er hans daglige business. Her bliver, i flg. Rasmussen, det gængse billede af den godmodige Haydn sat overfor den selvbevidste, ærgerrige forretningsmand. Som ansat hos Esterhazy komponerer han sine mange værker, som han får tilladelse til at sælge til forlagene. På den måde bliver han dobbelt betalt. Og det til rigtigt høje beløb.

Årene i London, hvor han har en stjernerolle i musiklivet, er flittige og strabadserende, men kombinationen af flid og ærgerrighed giver virkelig pote. Samtidig med, at han oppebærer sin faste løn fra fyrsten.

Det er Haydns fortjeneste, at symfonien får den placering i musikhistorien, den har fået. Den bliver et kulturfænomen, og vigtigt: for alle sociale klasser. Ligeledes er Haydns betydning for Mozart og Beethoven stor. Han er deres læremestre, selvom den praktiske undervisning af den unge Beethoven bærer præg af et køligt forhold og en fortravlet lærermester.

I Haydns sidste år vægter han igen den kirkelige musik højt, og oratoriet ”Skabelsen”, med stor respekt for barokmesteren Händel, starter sin umådelige popularitet. Som stadig holder.
Haydn oplever en stor hyldestkoncert i 1808 efter et langt og myreflittigt liv med succes på succes, og året efter sover han ind.

Til slut i bogen får vi en frygtelig tre-siders krølle om den afdøde Haydns hoved, der bliver stjålet fra graven og først blev forenet med de resterende ligdele i 1954. Karl Aage Rasmussens sidste ord i bogen: ”Historien er grotesk og ikke så lidt ubehagelig. Men ville Haydn med sin unikke sans for det komplet uventede og usædvanlige måske alligevel have fundet den tilpas særegen til at afrunde netop hans forunderlige jordiske saga?”

Sandsynligvis. Og Karl Aage Rasmussen overbeviser os om, at vi lige skal høre eller genhøre Joseph Haydn igen. ”Den tredje mand. Joseph Haydn” er en sjælden behagelig øreåbner.