Blues for begyndere, del 1: 1910-1919

Ingen ved, præcis hvor eller hvornår bluesen opstod. Den menes dog at være kommet til verden omkring 1890 på baggrund af field hollers, spirituals, ragtime, reels og anglo-skotske ballader.

Komponisten og bandlederen W.C. Handy beskriver i sin selvbiografi (Father of the blues, 1941) sit første møde med genren i den lille by Tutweiler, Mississippi i 1903.

Sangerinden Ma Rainey fortæller, at hun først hørte blues i Missouri i 1902 og inkorporerede blues i sine koncerter fra da af. Andre skriftlige kilder beskriver musik, der meget vel kunne være blues, i det første årti af 1900-tallet.

Mississippi-deltaet

Den mest udbredte opfattelse er, at genren opstod i Mississippi-deltaet – herfra kommer også langt de fleste af dens mest kendte udøvere, og stort set alle de tidligst indspillede. Det er også den almene opfattelse, at dens rødder ligger i Vestafrika (særligt griot-musik) og blev bragt til USA med slaveskibene.

Der mangler dog belæg i form af indspillet musik – og viden om, hvilken musik der måtte have eksisteret i andre amerikanske regioner og ikke blev indspillet. Pladebranchen var i høj grad centreret i byer som Chicago og Atlanta, og musikerne blev hentet fra syden.

Sandheden er nok, at genren er opstået parallelt og i et glidende forløb i flere regioner, under indbyrdes påvirkning genrerne og regionerne imellem. Man ved dog, at én af genrens grundsten, field hollers – rytmiske arbejdssange sunget af sorte slaver, plantagearbejdere og chain gangs - er importeret direkte fra Afrika.

I denne og de efterfølgende artikler vil vi i sagens natur koncentrere os om den indspillede musik.

Noder

Den første dokumenterede bluesmusik bliver indspillet i 1910’erne. Blandt de tidligste komponister er W.C. Handy, som udgiver ”Memphis blues” i 1912 - på noder. Trykte noder bliver på dette tidspunkt anset for den primære publikationsform for musik.

De første indspilninger af kompositionen med en vis kommerciel succes bliver lavet i 1914 af Victor Military Band og Prince’s Band, som er husorkestre for pladeselskaberne og grammofon-fabrikanterne Victor og Columbia, henholdsvis. De er march-orkestre, hvide musikere, hvis plader sælges til hvide kunder – selv om Handy selv er sort.

Samme år indsynger Morton Harvey en version af ”Memphis blues”, der anses som den første blues-indspilning med vokal. Også han er hvid, og det samme er George O’Connor, der optræder som blackface minstrel (med ansigtet sværtet sort) og indspiller sangen med den nu meget politisk ukorrekte titel ”Nigger blues” i 1916!

Blanding

Det kan diskuteres, hvorvidt mange af denne periodes blues-indspilninger rent faktisk er blues. Musikalsk er de ofte en blanding af blues, vaudeville (varieté) og marcher, og det ville nok være mere korrekt at kalde dem proto-blues.

Men termen ”blues” bliver tydeligvis populær, og der udsendes også en del kompositioner og indspilninger, som har ”blues” i titlen, men ingen blues-elementer i musikken.

Der er dog klart sangere og sangerinder, der synger med blues-fornemmelse og –fraseringer. Blandt disse kan nævnes den populære Sophie Tucker samt Marion Harris, som blandt andet synger ”I ain’t got nobody much” (der i 1956 bliver til et kæmpehit for Louis Prima i et medley med ”Just a gigolo”).

Hvide

Både Tucker og Harris er hvide. Selv om bluesen altså udspringer primært af afroamerikanske musiktraditioner, hører man sjældent sorte musikere på plade, og da slet ikke sangere. En undtagelse er Ciro’s Club Coon Orchestra, der laver den første vokal-indspilning af W.C. Handys klassiske ”St. Louis blues”.

Den første jazz-indspilning foretages således også af hvide musikere, nemlig Original Dixieland Jass Band fra New Orleans. De går i studiet i 1917 og optager ”Livery stable blues” – og blues og jazz begynder et besynderligt og fortsat eksisterende parløb, hvor de indgår som essentielle delelementer af hinanden, men alligevel kommercielt betragtes som skarpt adskilte.

Sorte bluesmusikere kommer først for alvor på banen i det efterfølgende årti.

Læs del 2 her.