Blues for begyndere, del 2: 1920-1929

Læs del 1 her.

Hidtil har den indspillede bluesmusik – der får sin spæde begyndelse i det forrige årti – stort set været forbeholdt hvide musikere, selv om afroamerikanske komponister som W.C. Handy står bag en del af den.

I 1920 sker der dog noget skelsættende: Mamie Smith udsender ”Crazy blues”. Det er historisk, ikke blot fordi hun er den først indspillede sorte blues-vokalist, men fordi pladen bliver en kæmpesucces blandt de sorte amerikanere (den bliver solgt i 75.000 eksemplarer inden for den første måned). Det går op for pladeselskaberne, at de her står med et hidtil uudnyttet marked af enorme dimensioner.

Det meste af USA’s landbefolkning har endnu ingen elektricitet, men mange har grammofoner, der trækkes op med håndsving – især mærket Victrola fra Victor er populære. Og disse landboere vil have musik, som de kan identificere sig med.

Race records

Dét bliver begyndelsen på de såkaldte race records – naturligvis kaldt således, fordi de er rettet mod ”den sorte race,” men muligvis også fordi musikken er ”racy”, altså vovet! Og blues er den store modedille.

Altdominerende i begyndelsen er the classic female blues singers. Det er sangerinder, der ofte har erfaring fra vaudeville-scenen og omrejsende medicine shows og følgelig kan fremvise både overdådige sceneshows og imponerende stemmekraft – der var ingen mikrofoner på datidens live-scener!

De indspiller gerne med jazzmusikere som Lovie Austin, Louis Armstrong, Clarence Williams, Fletcher Henderson og Coleman Hawkins, og musikalsk befinder de sig også et sted mellem blues, jazz og vaudeville. Der er dog ingen tvivl om, at både de og deres publikum ser dem som bluessangerinder.

Det lidt kunstige skel mellem blues og jazz kommer her til udtryk derved, at jazz f.eks. ikke bliver markedsført som race records, men allerede på dette tidspunkt formodentlig bliver anset som mere sofistikeret end blues.

Men blues er en meget væsentlig del af jazzens tonesprog, og mange jazzmusikere dengang som nu spiller med fremragende bluesfornemmelse. Louis Armstrong bør for eksempel regnes blandt alle tiders største bluesmen.

Superstjerne

Mamie Smith bliver populær, men bluesens første superstjerne bliver Ma Rainey. Hun er allerede en kendt performer, da hun først går i studiet i 1923, og hun får hits med bl.a. ”Boll-weavil blues” og ”See see rider blues” (hvor Armstrong spiller kornet) og bliver en publikumsmagnet i hele syden. Ma Raineys rå, usofistikerede stil danner skole blandt bluessangerinderne.

Blandt de mange andre populære sangerinder er Bertha ”Chippie” Hill, Ida Cox, Victoria Spivey, Alberta Hunter og Sippie Wallace. På Clara Smiths ”My doggone lazy man” hører man første gang mundharpe på en bluesindspilning, og Lucille Bogan (der også indspiller som Bessie Jackson) bliver kendt for sine meget seksuelt eksplicitte tekster. Men alle bliver overskygget af ”the empress of the blues”, Bessie Smith.

Bessie har en imponerende stemme, er scenevant og har et fremragende repertoire, bl.a. ”Nobody knows you when you’re down and out” - og hun genindspilller gerne sine konkurrenters hits i overlegne udgaver. Så har hun i øvrigt den fordel, at hun indspiller hos Columbia Records, som er sine konkurrenter teknisk overlegen, og hvis lyd er væsentlig klarere, hvilket vi kan prise os lykkelige for her små 100 år senere!

The classic female blues singers regerer bluesscenen frem til børskrakket i 1929. Men få af dem er i stand til at fortsætte med at indspille og sælge plader under depressionen, der efterfølgende rammer USA. Bessie Smith fortsætter, indtil hun mister livet i en bilulykke i 1937.

Country blues

De første country blues-sangere begynder også at dukke op i 1920’erne. Country blues bliver første gang foreviget i 1923, hvor Sylvester Weaver indspiller ”Guitar rag” og ”Guitar blues”.

De fleste country blues-musikere er guitarister, der ofte spiller med en slide-teknik, der skabes ved at glide hen over strengene med en tilslebet flaskehals (heraf termen ”bottleneck”), en brevkniv eller andet forhåndenværende materiale. Inspirationen hertil kommer sandsynligvis fra Hawaii, som er blevet annekteret af USA i 1898.

Blind Lemon Jefferson bliver country bluesens første superstjerne; han indspiller knap 100 numre fra 1926 og frem, til han fryser ihjel under en snestorm i 1930. Andre tidlige country blues-mestre er Charley Patton, Tommy Johnson og den populære Papa Charlie Jackson, som spiller på en særegen banjo-guitar.

Jug bands

Fra 1920’erne bør vi også nævne jug band-musikken. Jug bands er små ensembler, der ud over vokal ofte omfatter mundharpe eller kazoo, et antal strengeinstrumenter og selvfølgelig jug – en slags krukke, som man puster over mundingen på og derved spiller musikkens basgang.

Jug bands spiller et bredt repertoire af blues, folkemelodier, ragtime m.m. og er især udbredte i Memphis, Tennessee. De mest populære er Cannon’s Jug Stompers og Memphis Jug Band.

Bluespianister

De mest kendte country blues-musikere er guitarister, men der er også fremtrædende eksempler på bluespianister fra perioden. Mange af disse følger jernbanen rundt i landet, særligt i nordstaterne, og spiller på barer (”barrelhouses” og ”juke joints”) og tømmerpladser, hvor klavererne står og venter på dem. Den største er Leroy Carr, hvis ”How long, how long blues” er en af genrens største klassikere.

Læs del 3 her.