Genre: 

Blues for begyndere, del 4: 1940-1949

Louis Jordan
07-09-18
Af: 
Jakob Wandam, DBC

Jump blues/rhythm & blues

Storhedstid: 1940-1950

Kendetegn: Ofte bigbands med “blues shouters” i forgrunden, men også solister gerne med klaverakkompagnement; på grænsen mellem jazz og blues; swingende

Væsentlige navne: Count Basie, Jimmy Rushing, Jay McShann, Joe Williams, Eddie “Cleanhead” Vinson, Big Joe Turner, Louis Jordan, Lionel Hampton, Joe Liggins, Percy Mayfield, Charles Brown, Ray Charles, Rosco Gordon, T-Bone Walker, Dinah Washington, Jimmy Witherspoon, Professor Longhair, Fats Domino

Nutidige udøvere: Roomful of Blues, Duke Robillard, Mitch Woods, Jon Cleary, Marcia Ball, Dr. John

Læs del 3 her.

Urbaniseringen af USA’s befolkning har fundet sted siden århundredeskiftet, og den får gevaldige skub fremad i forbindelse med de to verdenskrige. Ikke mindst for den sorte del af befolkningen får det betydning, efterhånden som landbrugsmaskiner tvinger dem væk fra landet, og industrialiseringen trækker dem ind til byerne.

Det medfører en ”urbanisering” af bluesmusikken, som i 1940’erne bliver mere glat og sofistikeret end nogensinde før eller efter. Grænserne mellem blues og jazz bliver endnu engang udviskede med fremkomsten af jump blues og rhythm & blues.

Jump blues er præget af bigbands og jazz-ensembler som Jay McShanns, Count Basies og Lionel Hamptons, hvor rytmen er intens og swingende, og hvor hvinende saxofoner gerne spiller en central rolle. I front står ofte ”blues shouters”, sangere med så store stemmer, at de uden problemer – og uden mikrofon - kan høres over instrumenterne.

Blandt de største er Jimmy Witherspoon, Jimmy Rushing, Big Joe Turner og Joe Williams, og på spindesiden Dinah Washington. Den største stjerne er dog Louis Jordan, som både er kapelmester og selv synger.

Bredere term

Rhythm & blues-begrebet bruges ofte mere eller mindre synonymt med jump blues, men termen favner også bredere end det. En række pianister markerer sig med forskellige fortolkninger af rhythm & blues-idiomet, bl.a. Charles Brown (med Johnny Moore’s Three Blazers) og Nat ”King” Cole, der spiller en stilig, sofistikeret natklubs-blues, som Ray Charles siden starter sin karriere med at eftergøre.

Joe Liggins og Amos Milburn er andre rhythm & blues-pianister af den urbane skole. New Orleans har sin egen afart af rhythm & blues, som inkorporerer elementer af caribisk musik og Dixieland-jazz og har Professor Longhair og Fats Domino blandt de væsentligste navne.

På guitar bliver T-Bone Walker en pioner med sit elegante, jazz-influerede og ikke mindst elektriske spil. Sammen med vennen Charlie Christian gør han den elektriske guitar til et hovedinstrument i jazz og blues, og da han rykker sin base fra Dallas til Los Angeles, lægger han grunden for West Coast bluesen.

Chicago

Samtidig spirer det i Chicago, som er mål for mange sorte landarbejdere, der håber på et job i industrien. Her er der allerede i 1930’erne opstået et bluesmiljø, hvor den centrale figur har været Tampa Red og nu bliver Big Bill Broonzy. De indspiller på pladeselskabet Melrose, der også er hjem for bl.a. Lonnie Johnson, Memphis Slim, St. Louis Jimmy, Big Maceo Merriweather, Memphis Minnie, Washboard Sam, Tommy Johnson, Big Joe Williams og Sonny Boy Williamson I.

Læs del 5 her.