Blues for begyndere, del 3: 1930-1939

Læs del 2 her.

Sangerinderne sidder tungt på blues-plademarkedet fra Mamie Smiths debut i 1920 og frem til årtiets slutning, hvor USA (og verden) rammes af det store børskrak i 1929. Nu ser det pludselig anderledes ud.

Det er dyrt at indspille bluessangerinderne, fordi de kræver akkompagnement af et fuldt jazzband og sange skrevet af professionelle sangskrivere, og hverken pladeselskaberne eller deres kunder har mange penge efter krakket.

Af samme grund, og som følge af talefilmens opfindelse, uddør de rejsende vaudeville-shows, som er bluessangerindernes levevej. Det bliver country blues-sangernes held. En enlig mand med guitar – og med selvskrevne eller traditionelle sange - er meget nemmere at have med at gøre, når der skal arrangeres studietid og transport til og fra studiet.

Regionale forskelle

Der er regionale forskelle inden for country bluesen. Generelt set er musikken fra Mississippi-deltaet (Charley Patton, Son House) præget af perkussivt, rytmisk guitarspil og en dyb, ”growlende” vokal.

Texas-musikerne (Blind Lemon Jefferson, Lightnin’ Hopkins, Blind Willie Johnson) synger gerne i et højere toneleje, og guitarspillet er mere melodisk.

Og i Georgia, North og South Carolina og Atlanta er det ragtime-baseret, blid fingerpicking-guitar og en let, luftig vokal, der skaber den såkaldte Piedmont blues (Blind Blake, Mississippi John Hurt, Blind Willie McTell).

Hokum

Hokum er ikke så meget en subgenre som en tematisk betegnelse. Den betegner de sange, hvis tekster åbenlyst handler om sex, men som bruger et humoristisk billedsprog, der er så nemt at gennemskue, at de bliver aldeles entydige i deres dobbelttydighed!

Stilens mester er Bo Carter, der har titler som ”Banana in your fruit basket”, ”Please warm my wiener” og ”The ins and outs of my girl”!

I den modsatte ende af det moralske spektrum, så at sige, finder man the guitar evangelists. Disse benytter samme musikalske sprog som hokum-sangerne, men deres tekstunivers kredser om bibelske motiver, formaninger om god, kristen opførsel og advarsler om djævelens fristelser og en hævngerrig gud.

Den største af disse guitar-prædikanter er Blind Willie Johnson, der ud over at sprede Herrens budskab altså også er en formidabel bluesguitarist. Hans ordløse ”Dark was the night, cold was the ground” vil siden finde vej ud i rummet ombord på Voyager 1 og 2.

Robert Johnson

Vi kommer ikke uden om Robert Johnson, ofte kaldet den største af delta blues-sangerne. Det kan diskuteres, hvor stor hans betydning for blueshistorien er – så unik, populær og indflydelsesrig er han heller ikke i sin samtid eller umiddelbare eftertid – men den moderne opfattelse af ham har gjort ham til et ikon.

Hans liv er bestemt en god historie: Ifølge legenden møder han djævelen ved en korsvej og sælger sin sjæl for til gengæld at blive et guitar-geni. Han indspiller 29 sange i 1936 og 1937 og dør som ca. 27-årig i 1938, angiveligt forgiftet af en jaloux ægtemand til en ung dame, som Johnson har haft et lidt for godt øje til ved en optræden.

At Johnson er en formidabel guitarist og en uhyggelig udtryksfuld sanger, er indiskutabelt, og hans sangkatalog er en af rockens grundsten. Det er desuden blevet sagt, at Robert Johnson er en af de første country blues-musikere, der er et produkt af den indspillede musik. Han har således ikke blot lært af de bluesmen, han er stødt på i sin egen region og på sine rejser, men er formet af de plader, han har hørt fra hele landet.

Nye vilkår

Også pianisterne udnytter de nye vilkår, som depressionen skaber. I den forrige artikel berørte vi Leroy Carr og hans ”How long, how long blues”. Andre af tidens bluespianister er Roosevelt Sykes, Little Brother Montgomery og Jimmy Yancey.

De markerer samtidig en overgang til den urbane Chicago blues – og bluesen som band-foreteelse. På ”How long, how long blues” akkompagneres Carr nemlig af Scrapper Blackwell på guitar, og sammen med Tampa Red & Georgia Toms ”It’s tight like that” danner den skole. Leroy Carr og Tampa Red er også nogle af de første bluesmusikere, for hvem den indspillede musik er den væsentligste indtægtskilde.

Særlig bevågenhed blandt bluespianisterne får boogie-woogie-udøverne. Stilen har fået sit navn allerede i 1928 med ”Pine Top’s boogie woogie” af Pine Top Smith (der desværre er blevet skudt og dræbt, inden den udgives), og bl.a. Cow Cow Davenport nyder godt af dens første popularitetsbølge.

Besættelse

Det er dog for intet at regne mod den boogie-woogie-besættelse, der følger efter ”From Spirituals to Swing”-koncerterne i Carnegie Hall i 1938, hvor Pete Johnson, Albert Ammons og Meade Lux Lewis optræder som trio.

”From Spirituals to Swing” er udtryk for en opblomstrende interesse hos det intellektuelle, urbane USA for folkeliv generelt og for folkemusik og de ”rustikke” musikgenrer især. Denne interesse kommer også til udtryk i en lang række musikalske folkemindeindsamlinger, der bliver foretaget fra 1933 af John A. Lomax og hans søn Alan Lomax, der rejser landdistrikterne tynde og opsøger og indspiller musikere på plantager, i fængsler osv.

Herfra stammer vores kendskab til bl.a. arbejdssange, fængselssange og field hollers, der kan spores tilbage til slaveskibene, og flere af dem bliver sidenhen bearbejdet og opnår klassikerstatus i nye former, for eksempel ”Black Betty” og ”Rock Island line”. Det bliver også startskuddet for Leadbellys succes; han bliver indspillet i fængslet af Lomax’erne, som senere hjælper med at få ham løsladt.

Læs del 4 her.