Blues for begyndere, del 6: 1960-1969

Læs del 5 her.

I slutningen af 1950’erne og starten af 60’erne oplever USA den såkaldte folk music revival. Uden tvivl inspireret bl.a. af borgerrettighedsbevægelsen søger unge hvide amerikanere tilbage til landets musikalske rødder i en higen efter autenticitet. Det betyder en genopblomstring (og et nyt publikum) for country bluesen (og i mindre grad classic female blues og jug bands).

Folklorister og blues-entusiaster finkæmmer Mississippi-deltaet på jagt efter de ”oprindelige” bluesmen og finder bl.a. Son House og Skip James (på samme dag!), Mississippi John Hurt, Blind Gary Davis og Jesse Fuller, der bliver store navne på folk-festivalerne og genoptager deres indspilningskarriere.

Også en række ikke tidligere indspillede kunstnere dukker op. Mississippi Fred McDowell, Robert Pete Williams og Mance Lipscomb hører til i denne kategori, og det samme gør et par yngre navne, Juke Boy Bonner og Snooks Eaglin.

Hvide bluesmusikere

Det bliver også årtiet, hvor de hvide bluesmusikere melder sig på banen – i begyndelsen med et traditionalistisk repertoire, der spejler deres sorte idoler. Al Wilson og Bob Hite fra Canned Heat er traditionsbevidste; det samme er John Hammond Jr. og Charlie Musselwhite.

Umiddelbart er den samtidige, elektriske Chicago blues ikke interessant for det hvide folk-publikum. Den er ikke ”autentisk” nok! Men da Bob Dylan for første gang spiller elektrisk på Newport Folk Festival i 1965, er det med musikere fra The Paul Butterfield Blues Band, et ungt sort/hvidt Chicago blues-band, der bl.a. tæller guitaristerne Elvin Bishop og Mike Bloomfield, og hermed indvarsles den elektriske blues’ genkomst.

Incitamentet er the British invasion, som The Beatles har indledt i 1963, og som kommer til at tælle blues-baserede navne som The Rolling Stones, Them, The Animals og The Yardbirds.

England

I England har man opdaget bluesen som en følge af den trad jazz-bølge, der er skyllet ind over landet i 1950’erne takket være udstationerede (afro-)amerikanske soldater.

Blandt de mest indflydelsesrige engelske jazznavne er basunisten, bandlederen og koncertarrangøren Chris Barber, hvis orkester tæller bl.a. Lonnie Donegan, Alexis Korner og Cyril Davies. Barber henter amerikanske bluesmen til England for at spille, først Big Bill Broonzy og siden bl.a. Muddy Waters, der chokerer og henrykker englænderne med sin elektriske Chicago blues.

Korner og Davies starter bandet Blues Incorporated, der tæller eller spiller sammen med fremtidige medlemmer af The Rolling Stones (Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts, Mick Taylor og Brian Jones) og Cream (Jack Bruce og Ginger Baker) m.fl.

John Mayall

Tættest på Chicago-lyden kommer dog John Mayall, der i 1966 indspiller det første album med sine Blues Breakers – inklusive en vis Eric Clapton på guitar. Blues Breakers with Eric Clapton bliver hovedhjørnestenen i det britiske blues-boom, og John Mayall’s Blues Breakers bliver udklækningssted for generationer af bluessuperstjerner; ud over Clapton ser man bl.a. Jack Bruce, det meste af det oprindelige Fleetwood Mac (Peter Green, Mick Fleetwood, John McVie), Mick Taylor, Walter Trout og Coco Montoya.

Eric Clapton bliver Englands guitar-gud – og ganske ubeskedent kalder han, Bruce og Baker deres nye band (The) Cream. Men han får kam til sit hår, da amerikanske Jimi Hendrix ankommer til London.

Psykedelisk

Lige som Cream spiller Hendrix højoktan-blues tilsat tidens psykedeliske rock-toner, og det bliver om nogen Clapton og Hendrix – og Fleetwood Macs Peter Green – der definitivt gør guitaren til bluesens primære soloinstrument med nærmest timelange, improviserede soli.

Bluesrockernes succes – også i USA – åbner dørene til de store spillesteder, og dermed lukrative markeder, for de samtidige amerikanske bluesguitarister. Særligt populære og indflydelsesrige over for kommende generationer bliver the three Kings: Freddie, Albert og B.B. King.

Freddie King er fra Texas og bliver bl.a. kendt for instrumentale hits som ”Hide away” og ”San-Ho-Zay”. B.B. og Albert King er begge fra Indianola, Mississippi og har begge påbegyndt karrieren i Memphis. Og begge finder succes ved at nærme sig den fremadstormende soulmusik.

Læs del 7 her.