Blues for begyndere, del 7: 1970-1979

Læs del 6 her.

I 1970’erne står de amerikanske (sorte) bluesmusikere ved en skillevej. Mange tager stafetten op fra de unge, engelske musikere og spiller guitar-båren, rock-influeret elektrisk blues med lange soloer, f.eks. Buddy Guy, der har trådt sine barnesko hos Chess i Chicago i slut-50’erne.

Mange især hvide musikere udvikler den elektriske blues videre i retning mod heavy- og stadion-rock, inspireret af bl.a. Cream, Hendrix og Led Zeppelin. Det gælder navne som Robin Trower, Rory Gallagher, Roy Buchanan, Ten Years After og Foghat.

Bluesrockerne spiller hovedsageligt for et hvidt publikum. Det sorte publikum synes imidlertid at mistet interessen for traditionel blues og vil hellere høre soul. Det får mange sorte bluesmusikere til at fusionere bluesen med soulmusikkens fede basgange, blæsere og keyboard.

Soul

Albert King indspiller på soul-pladeselskabet Stax med dettes husorkester, Booker T. & the MG’s (der i øvrigt står bag Stax’ første hitlistetopper, den instrumentale blues ”Green onions”). Hans funky lyd, sjælfulde vokal og bidende guitarspil gør ham til et hit blandt sorte og hvide. Mange af hans sange bliver bluesstandarder, ikke mindst ”Born under a bad sign”, skrevet af Booker T. i samarbejde med soulsangeren William Bell.

Ingen har dog større crossover-succes end B.B. King, der udvikler sig til at blive bluesmusikkens ubetinget væsentligste ambassadør og en af dens største legender. Han får sit første hit i 1951 med ”3 o’clock blues”, følger op med en perlerække af bluesklassikere op igennem 1960’erne (”How blue can you get?”, ”Paying the cost to be the boss” og mange flere) og indspiller så sit store crossover-hit, ”The thrill is gone”, i 1969. Det er en svulstig slow blues tilsat strygere, noget der aldrig var sket i 1950’ernes Chicago (men som Johnny ”Guitar” Watson havde gjort med ”Cuttin’ in” i 1961).

B.B. er en stor mand med en stor, gospel-influeret stemme, et stort hjerte og en unik teknik, der gør guitaren Lucille til hans anden stemme – en stilfuld, minimalistisk stemme med en vibrato, der altid kan genkendes, men som ingen kan gøre ham efter.

Manden, alle vil spille med

The king of the blues har måske nok udgangspunkt i Chicago blues og ikke mindst i Louis Jordans jump blues, men han flirter med soul og funk op igennem 1970’erne og bruger bl.a. Stevie Wonder som studiemusiker. B.B. King bliver i det hele taget manden, alle vil spille med, og samarbejder gennem sin karriere med alle fra Peter, Paul & Mary til Pavarotti, fra Willie Nelson til The Simpsons.

Andre store soul blues-sangere er Little Milton, Johnnie Taylor, Little Johnny Taylor, Bobby Rush og ikke mindst Bobby ”Blue” Bland, der har været en stjerne siden 1950’erne med sange som ”Farther up the road” og ”I pity the fool”. Han er usædvanlig, fordi han er en af de få store stjerner fra Chicago-storhedstiden, der ikke spiller et instrument.

Også flere kunstnere, som regnes for soulsangere, baserer meget af deres musik på blues-formen, f.eks. Sam Cooke (”Bring it on home to me”), Wilson Pickett (”Mustang Sally”), James Brown (”I got you (I feel good)”) og Al Green (”Take me to the river”). Og navne som Solomon Burke, O.V. Wright og Latimore balancerer mellem blues og soul.

Traditionelle

Der er til gengæld længere imellem de traditionelle blues-udgivelser i 1970’erne. Nogle af dem kommer fra hævdvundne navne fra Chicago bluesens heyday, der samarbejder med deres yngre, engelske arvtagere. Blandt disse er Buddy Guy & Junior Wells (med Eric Clapton, Steve Winwood og medlemmer af Rolling Stones), Muddy Waters (med Winwood, Rory Gallagher og Georgie Fame) og John Lee Hooker (med Canned Heat).

I Chicago dukker også enkelte nye navne op, som holder byens bluesform i hævd, heriblandt Magic Slim, Lonnie Brooks og Lurrie Bell.

Alt i alt er det fremherskende blues-udtryk dog på vej væk fra sine rødder og favner i stedet tidens toner: soul, disco, funk. Selv synthesizeren har fundet en plads i bluesmusikken! Fra nu af bliver traditionel blues – og med tiden blues i det hele taget – en niche-genre med et kultpublikum.

Det illustreres om noget ved, at man i 1971 i Chicago kan bevidne åbningen af det første specialiserede blues-pladeselskab, Alligator Records, der i begyndelsen kan takke især Hound Dog Taylor og Son Seals for sin levedygtighed.

Læs del 8 her.