Blues for begyndere, del 8: 1980-1989

Læs del 7 her.

1980’ernes blues byder på en tilbagevenden til mere traditionelle dyder. De begynder med filmkomedien The Blues Brothers, der måske nok hovedsageligt byder på soul blues og rhythm & blues, men i hvert fald præsenterer et helt nyt, ungt publikum for genren.

Frem fra Austin, Texas stormer efterfølgende guitaristen Stevie Ray Vaughan, der efter at have spillet på David Bowies Let’s dance-album springer fra jobbet som turné-guitarist for Bowie for i stedet at hellige sig karrieren som solist. Det skal vise sig at være en god beslutning: Hans rockede Texas blues og guitar-ekvilibrisme gør ham og hans Double Trouble til en uventet MTV-favorit.

Stevie Ray Vaughan baner vejen for en række andre, nye Texas blues-navne, hvoraf The Fabulous Thunderbirds (med Stevie Rays bror Jimmie Vaughan) og Omar & the Howlers er nogle af de største.

Rødder

Texas bluesen har rødder tilbage til Blind Lemon Jefferson, hvis guitarspil var mere kompliceret og improvisatorisk end hans samtidiges. Jeffersons protegé, T-Bone Walker, var en anden nyskabende guitarist fra Texas, der gav den elektriske guitar sin fremtrædende plads i bluesen. Og netop guitarens dominans og den store vægt på guitarsoli og improvisation er særligt kendetegnende for Texas blues.

Dens moderne form skylder meget til Albert Collins og Johnny Copeland, som tegner en stor del af bluesscenen i slut-70’erne og 80’erne, og til Johnny Winter, der benytter sig meget af det boogie-beat, som også præger meget af Stevie Ray Vaughans musik.

Stevie Ray Vaughans betydning for bluesmusikkens videre udvikling kan ikke overvurderes. Hans kombination af en lynhurtig teknik og stilfuldt improviserede, Albert King-inspirerede soli har influeret enhver bluesguitarist, der har efterfulgt ham. Hans egen karriere bliver desværre tragisk kort, da han dør i et helikopterstyrt i 1990 på vej væk fra en koncert, hvor han har delt scene med Eric Clapton, Robert Cray, Buddy Guy og Jimmie Vaughan.

Mainstream

Et andet band, der opnår mainstream-succes, er George Thorogood & the Destroyers, der i dyb gæld til John Lee Hooker spiller boogie-blues og får store hits med bl.a. ”Bad to the bone” og ”One bourbon, one scotch, one beer”. Hele verden ser på, da de optræder ved Live Aid i 1985 med Albert Collins og Bo Diddley som gæster. B.B. King og Eric Clapton er de eneste andre bluesnavne ved koncerten, der har omkring 2 milliarder tv-seere.

Det nye sorte blues-håb er Robert Cray, der spiller elegant soul blues med en fod plantet i Chicago. Hans popularitet hjælpes frem af Eric Clapton, på hvis succes-album Journeyman Cray spiller en fremtrædende rolle. Robert Cray er også en af de musikalske gæster, da Clapton spiller en række rendyrkede blueskoncerter i Royal Albert Hall i London. De giver karriere-boosts til Cray, Buddy Guy, Albert Collins, Jimmie Vaughan m.fl.

Også i Chicago fortsætter nye navne med at pible frem, om end de ikke når mainstreamen. Big Daddy Kinsey og The Kinsey Report, Carl Weathersby, Melvin Taylor og Kenny Neal er blandt disse.

Milepæl

1980’erne slutter med indspilningen af en ny blues-milepæl, Gary Moores Still got the blues, der introducerer en ny generation for bluesmusikken – og for Albert King og Albert Collins, der begge medvirker på albummet og den efterfølgende turné.

Gary Moore har rødder i keltisk, progressiv og heavy rock, men med bluesen finder han både sin nok sandeste udtryksform og sin sikreste indtægtskilde – han vender jævnligt tilbage til bluesmusikken i resten af karrieren, der slutter med hans alt for tidlige død i 2011.

Gary Moores form for blues tilfredsstiller de lyttere, der gerne vil have guitar-lir, men fremmedgør samtidig mange blues-purister, som ikke synes, han spiller rigtig blues. Men tag ikke fejl: Der gemmer sig en sand bluesmester bag alle forstærkerne, med indføling, elegance og teknik. B.B. King hører formodentlig både dette og kasseapparatets klirren, da han foreslår et fælles-album, som i sidste ende dog begrænser sig til duetten "Since I met you baby".

Læs del 9 her.