Den allermest grundige Carl Nielsen-biografi til dato er landet!

SÅ udkom den – det monumentale værk om vores komponist Carl Nielsen. Efter seks års arbejde får vi nu de tre musikforskeres knap 800 sider, der med en sjælden grundighed fortæller Carl Nielsens historie og placering i sin samtids kulturhistorie.

En advarsel, Kære Læsere: Denne bog kan jeg simpelthen ikke beskrive kort, så I må bære over med alle ordene i denne anmeldelse …

Et blik på min bogreol giver en omfangsrig Carl Nielsen-samling.
Et hovedværk har i et halvt århundrede været Meyer og Schandorffs 2-binds værk. Men der er sandelig sket meget i Nielsen-forskningen siden. Vi har fået de komplette udgaver af Carl Nielsens værker samt hans omfattende brevveksling med mere.

Alene her på Bibzoom er indenfor få år anmeldt fire bøger om Carl Nielsen, bl.a. biografier af Peter Dürrfeld og Torben Enghoff.
Det er med den største spænding, jeg går ombord i ”Carl Nielsen. En kulturhistorisk biografi”. En blanding af forventningens glæde og bekymring – hvordan kan jeg forholde mig til de ufatteligt mange sider?

En afhandling bliver til en bog
I seks år har professor i musikvidenskab Michael Fjeldsøe, ph.d. Katarina Smitt Engberg og ph.d. Bjarke Moe arbejdet på denne bog – eller rettere sagt en afhandling, som har materialiseret sig i denne varmrøde to-kilos gave.

Og jeg har brugt sjældent lang tid på at læse. Noter skulle studeres, citater slås efter, andre kilder skulle tjekkes. Her er ingen lette genveje for mig. Min forholdsvis velvidende baggrund gør, at jeg ikke vil gå glip af den mindste delsætning.

I forordet forsikres vi ellers om, at bogen kan læses på dén måde, DU kære læser ønsker det. Spring straks til kapitel 24 for at læse om samarbejdet med Laub. Eller spring kapitel 7 – Musiker i København – over, hvis du synes, det ikke er så interessant.

Forfatterne bedyrer endvidere, at de alle tre har skrevet på hinandens tekster, men alligevel må de have hver deres specialområder. Og sprogtonen i de forskellige kapitler har da også forskellige klange.

Forlaget Multivers udgiver serien Danske komponister, hvor der foreløbigt er kommet 22 bind. Her er præmissen, at hver bog må være på max. 150 sider. Det giver en strammet tekst og en overskuelighed. Hvilket må betyde en noget større målgruppe.

I nærværende bogs tilfælde gælder et andet regelsæt. Her er medtaget detaljer i en sjælden grad. Eksempelvis får også perifere personer i Carl Nielsens omgangskreds en grundig beskrivelse.

Fyn er fin – og europæisk
”Carl Nielsen. En kulturhistorisk biografi” er delt op i fem store afdelinger. De fire første får hver en fjerdedel af Nielsens godt tresårige liv.

Første del er barndommen på Fyn – ”En verden, der udvider sig”. Her påviser forfatterne, at Fyn og Odense ikke bare var langt ude på landet, men modtog kontinuerligt de nye strømninger fra hele Europa. Gennem bogen påpeges, at Nielsen livet igennem opsugede ’det nye’; han var en veloplyst europæer.

De fynske spillemænd spillede (også) efter de nyeste, udenlandske noder, og blandt militærmusikerne i Odense var der flere med topmusikalsk bagage fra det store udland.

Vi får en sandhed frem, som Nielsen fortiede hele dit liv: Han fortæller selv flere steder, at han først sagde sit gode militærmusikerjob op, da han var blevet optaget på musikkonservatoriet i København. Ved nøje granskning af kilderne kan denne bogs forfattere vise, at Nielsen faktisk sagde op, FØR han var optaget. Det vidner om en ungdommelig selvsikkerhed og handlekraft, som Nielsen beholdt hele livet.

Århundredeskiftekulturen
- et herligt ord, og det er overskriften på bogens anden del.

En central tid for Carl Nielsen. Han forstår at networke med de rigtige – og suge til sig. Det gælder ikke kun musikken, men hele den kulturelle elite omkring Edvard Brandes. Carl Nielsen er fritænker. Dette havde jeg gerne set berørt i forbindelse med hans kirkelige arbejder – hvilke overvejelser var der her? Når det ikke nævnes, forestiller jeg mig, Carl Nielsen i sin stadige udvikling får et ændret syn på kristendommen. Og hans liv slutter jo med en kirkebegravelse, som er en statsmand værdig.

De vigtige udenlandsrejser beskrives. Det er i Paris, han møde billedhuggeren Anne Marie Brodersen. En stormende forelskelse, her er to ligesindede kunstnere. Vi får et helt kapitel med blot overskriften ”Anne Marie”. Parrets stormende samliv på godt og ondt er beskrevet grundigt tidligere; her kan blot konstateres Carl Nielsen evindelige utroskab og ansvarsforflygtigelse, som også betyder separation i en del år. Men de finder slutteligt sammen – de er fælles om kunsten, og begge ’opfatter kernen i kunst som en livskraft, ikke blot som en afbildning af noget levende’. Sådan.

Den folkelige Nielsen
I tredje del udvikler Carl Nielsen sit arbejde med den enkle sang. Samtidigt med de store symfonier arbejder han med flere andre genrer. Der er begivenhedsmusikken, som både Nielsen og forfatterne pointerer ikke er lejlighedsmusik. For lejlighedsmusik er brug-og-smid-væk musik. Og sådan skriver Carl Nielsen ikke.
Vi hører om det yderst interessante samarbejde med Thomas Laub. To herrer, som er forskellige og har forskellige standpunkter, men som respekterer hinanden og beriger hinandens musik. Det strejfer mig: Datidens Lennon/McCartney?

… og den moderne Nielsen
Forfatterne fremlægger også her i fjerde del det enorme kildemateriale, så vi bedre kan forstå, hvordan Nielsen både kan favne det folkelige og det moderne. Han siger i 1922: ”Den største formskønhed beror på, at tingene er fuldstændig tilpassede gennem brug af det, de skal anvendes til”. Og Nielsen går fuldt ind i alle sine arbejder. Om det er en avanceret symfoni eller salmemelodien til ”Mit hjerte altid vanker”, som Nielsen selv vurderede som sin mest fuldendte melodi.

Arven
Sidste store del stiller spørgsmålet: Hvordan har Carl Nielsen fået den status og det eftermæle, han har i dag?

Mens han levede, var han sandelig yderst bevidst om sin position. I dag ville Nielsen have været en mesterlig SoMe-strateg - med bevidst styring af alle platforme. Carl Nielsen var også et ord-talent, hvis skrifter er blevet lappet i sig, siden hans kloge ord udkom i ”Levende Musik” i 1925 og to år senere i hans erindringsbog ”Min fynske Barndom”. Som ikke kun rummer den skinbarlige sandhed, men er den modne mands tilbageblik på barndommen. Og med de historiske friheder, bogen bevidst eller ubevidst rummer.

I årtierne efter Nielsens død i 1931 var det ikke de senere værker, der blev fokuseret på. De var sværere at få til at passe i billedet af nationalkomponisten, der udsprang af den danske bondeæt. Men denne bog viser fint, at Carl Nielsen hele livet var åben for udefrakommende impulser – og han var i en evig higen efter ny viden, nye impulser, nye komponistveje.
Sidste kapitel hedder sigende ”Nysgerrighed og egensindighed”. Og det var det, der drev Carl Nielsen. Allersidste sætning slår det fast som et amen: ”Carl Nielsen er en europæisk komponist.”

Naturligvis har dette prægtige værk en sjette del ”Noter og registre”. På knap 100 sider. På den alenlange liste over anvendt litteratur finder vi bl.a. Tom Kristensens ”Hærværk”, men ikke ”Danmarks Melodibog” eller Jeppe Aakjærs ”Rugens Sange”. En smutter?

Uomgængelig
”Carl Nielsen. En kulturhistorisk biografi” er et uomgængeligt værk. Der, som nævnt, med stort udbytte kan læses i bidder, i afgrænsede afsnit. Og sådan er bogen nok også skrevet. Flere steder savner jeg de henvisninger, der vanligt er i en kontinuerligt skrevet bog. Såsom ”som vi nævnte i afsnittet dit-og-dat”. Men pyt, gode og interessante oplysninger må vi godt få serveret to gange.

Det er ikke bogen, jeg vil anbefale til Carl Nielsen-novicen. Men for vi mange, der har et kendskab til Nielsen, er det guld. Nyt og gammelt guld, men guld.
Og her er fine, grundige analyser af udvalgte kerneværker. Nå ja, her savner jeg faktisk en detaljeret gennemgang af korværket ”Fynsk Foraar”.
Enkelte cliffhangers er der, men generelt er det en klassisk forfattet bog, hvor eksempelvis musikformidleren Henrik Engelbrecht nok havde brugt mere moderne udtryk.

Musik er som liv – uudslukkeligt.
Så lyt, syng og spil Carl Nielsens musik!
Fem fortjente fuldfede Bibzoom-ugler gives hermed.
-
Og ALT er trods alt ikke med i bogen, så I får:
”Dagens Supplement fra Elmelund”:
1. Vi får mod bogens slutning anekdoten om lirekassemanden. Som jeg her for første gang ser på tryk: historien om lirekassemanden, der stolt spillede ”Jens Vejmand” på sin lirekasse. Carl Nielsen kom forbi, korrigerede tempoet, og gik videre. Næste dag sagde et skilt på lirekassen: ”Elev af Carl Nielsen”. Øv, her er der desværre ingen note med kilde.
Men jeg har hørt en fortsættelse! Dagen efter fulgte lirekassemanden efter Nielsen – helt ind i gården på musikkonservatoriet. Det blev til sidst for meget, og Carl Nielsen måtte be’ manden forføje sig. Skilt på lirekassen næste dag: ”Udgået fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium”.

2. Harald Balslev, født i Horne på Sydfyn, var højskoleforstander, komponist og optræder i nærværende bog primært som kritiker. Balslev og Nielsen var gode venner, og de brevkorresponderede på syngende fynsk.

3. Carl Nielsen blev så begejstret for blæserkvintettens instrumenter, at han ville skrive solokoncert til alle fem instrumenter. Da fagottisten havde hørt klarinet- og fløjtekoncerten, takkede han bestemt nej tak …

Og sådan er der så mange gode fortællinger.