Er det jazz, er det blues, eller er det noget helt tredje?

1940’erne er skelsættende år i den sorte amerikanske populærmusiks historie. Ikke bare byder de på navne, som har rodfæstet sig i vores fælles musikalske hukommelse – tænk bare på f.eks. Louis Jordan og Count Basie, for blot at nævne et par stykker – og ikke blot mærkes deres betydning i høj grad stadig i den rytmiske musik i dag.

Det var også en periode, hvor de musikalske grænser rykkede sig, og afroamerikansk musik gennemgik nogle revolutionerende forandringer.

Efter at være udsprunget af den samme musiktradition havde jazz og blues rent kommercielt bevæget sig i forskellige retninger. De første race records, som man dengang kaldte udgivelser med afroamerikanske musikere, var bluessangerinder, der indspillede med jazzorkestre. Men med de nedskæringer, som børskrakket i 1929 havde medført, var blues nu i høj grad blevet enmandsforetagender.

Bluesstrukturer

Tidens jazzindspilninger byggede i høj grad stadig på bluesstrukturer, men ensemblerne voksede i takt med urbaniseringen til egentlige bigbands. Og jazzen blev netop ikke markedsført som race records. Den havde et bredere kommercielt sigte end den sorte landbefolkning, og selv om der ville være stærkt belæg for at karakterisere folk som Louis Armstrong, Kid Ory, King Oliver og Sidney Bechet som bluesmusikere, har markedet dikteret det anderledes.

Efterhånden flyttede landbefolkningen imidlertid med industrialiseringen ind til byerne, og bluesen fulgte med. Muddy Waters skulle snart finde den perfekte balancegang mellem land og by og grundlægge Chicago bluesen, men inden da indgik blues og jazz et ægteskab, som vi i vore dage i mangel af bedre stopper ned i den kasse, der hedder rhythm & blues.

Autenticitet

Praktisk var det, men et fornuftsægteskab ville ikke være en korrekt betegnelse. Udviklingen var helt naturlig, og hvor nogle i dag betvivler autenticiteten af blues, der ikke er spillet af en blind mand i overalls, havde man ikke den slags nykker i 1940’erne. En opfattelse af rytmisk musik som ”kunst” var næppe udbredt. Musik var et job, som man kunne være mere eller mindre god til.

Og der var mange, der var gode til rhythm & blues i 1940’erne og de omkringliggende år. Scenen var uhyre frodig, og denne swingende bluesmusik fik hurtigt forskellige udtryksformer i Chicago og New Orleans, på østkysten og på vestkysten.

Siden skulle den elektrificerede og opdaterede country blues fra Chicago tage bluespublikummets fokus, mens jazzen bevægede sig over i bebop, cool, post-bop og hard bop. De pågående rytmer – og mange af rhythm & blues-musikkens hits – blev overtaget af det hvide Amerikas spirende rock’n’roll. Og det unge sorte publikum kastede sig sidenhen over en anden af rhythm & bluesens efterkommere, soul.

Rhythm & blues levede naturligvis videre, både i ”ren” form og i den West Coast blues, der fusionerede den med Chicago bluesens mindre bands og mere rå udtryk. Men 1940’erne var genrens storhedstid, og det var gyldne år for de store blues shouters, natklubbernes croonende bluespianister, den kreolsk- og caribisk-influerede New Orleans-R&B og boogie-woogie-pianisternes halsbrækkende tempo.

Classics Records

Det franske pladeselskab Classics Records, der eksisterede fra 1989 til 2008, blev stiftet udelukkende for at udgive kronologisk ordnede samlinger af tidlig jazz og, i den såkaldte Blues & rhythm series, efterkrigs-rhythm & blues.

Selskabet udgav i alt 965 cd’er. Jazz-cd’erne udkom i serien The chronological (ofte fejlagtigt skrevet ”chronogical” på coveret!), men forventeligt nok var grænserne netop så udviskede, at flere udgivelser i denne serie lige så vel kunne være udkommet i Rhythm & blues series. Boogie-woogie-pianisterne er for eksempel konsekvent kategoriseret som jazz.

Historisk og vidunderlig

Der er hundredevis af timer med ikke bare historisk, men også aldeles vidunderlig musik. De fleste af cd’erne er i dag svært opdrivelige, men heldigvis ligger de danske biblioteker inde med mange af dem til fri afbenyttelse (se og bestil dem her). Her har man også mulighed for at læse de grundige covernoter med detaljerede diskografier.

Er man tilfreds med ”blot” at lytte til musikken, findes mange af optagelserne på diverse streamingtjenester. Jazz-serien hedder her Complete jazz series, mens rhythm & blues-serien med lidt besvær kan søges som Classics.

På Spotify-playlisten til venstre kan du høre et lille udvalg.

Læs mere om blues i 1940'erne her.