Glæde og skilsmisse

Vi er nu på andendagen af SPOT Festival, og igen er det på SPOT FLUX, jeg er tilstede.
SPOT FLUX er den nye platform: Et samarbejde mellem SPOT Festival og Dansk Komponistforening om præsentation af nyskrevet kompositionsmusik for klassiske ensemble.
I går hørte jeg i SPOT FLUX-regi to koncerter. Med Athelas Sinfonietta og en herlig koncert med Aarhus Kammerorkester.

Selvom de fleste af SPOTs koncerter er indendørs, spiller vejret også en rolle. Gårsdagens sommervarme er skiftet ud med dagens småregn og kølighed. Der hastes fra det ene indendørs spillested til det andet.
Og vi er en del, der står klar til at komme ind i Musikhusets Rytmiske sal kl. 15, hvor vi mødes med en særegen opstilling.

Deltag!
Pladserne til Århus Sinfoniettas musikere er placeret i en oval – næsten midt i lokalet.
Komponisten Lil Lacy byder velkommen og forklarer opstillingen: Under koncerten kan vi koncertgængere stå, hvor vi vil, hele vejen rundt om orkestret. Og vi er også velkomne til at gå rundt og nærstudere særlige dele af orkestret.
Hun fortæller dernæst om koncerten, der starter med hendes egen komposition ”The Conch and The Chrysanthemum”, som er sidste sats af hendes værk ”You’re Somehow Connected”.
En sats på 8 minutter, der hyldes lyset og livsglæden.
Tak for en venlig og imødekommende introduktion – her er en rar stemning, her vil vi gerne være.
Og det er ikke første gang, Århus Sinfonietta spiller på SPOT Festival. I 2019 havde jeg fornøjelsen af Lil Lacys kammeropera ”One world above, another below".

Konkylien og krysantemummen
Et harmonisk værk, hvor den særegne sammensætning af konkylie og krysantemum-blomsten giver både overraskende og velkendte klange. Min placering i bunden af ovalen bag slagtøjet gør, at balancen mellem blæserne og strygerne kunne være bedre. Meeen: jeg kunne da bare tage imod opfordringen til at flytte mig!
Men de fine og distinkte klange når mine ører fint, og på lærredet bag orkestre er diskrete videobilleder af stiliserede blomster. Som kun beriger lydbilledet – hvis de forstyrrede, kunne jeg la’ være med at se.
For det er med denne musik, at tilhøreren selv bestemmer, hvad der skal lægges i musikken. Uden at kende værket på forhånd får jeg en oplevelse, der taler til mine sanser og giver min fantasi frit spil.
Værket indledes med sydlandske rytmer – er det en tango? Ja, en dans for to i en konstant rytme, hvor de mange soloinstrumenter får lov at udtrykke sig, stramt dirigeret af Mathias Skaarup Sørensen.
Mod slutningen hører jeg havets jævne bevægelser, og træblæserne har udskiftet instrumenterne med strandsten, der gnides mod hinanden og komplementerer strandens lydbillede. En sand lise for sjælen.

Trennungsbriefe
Lil Lacy er atter på scenen for at præsentere koncertens andet værk: Thomas Agerfeldt Olesens følelsesdramatiske værk ”Trennungbriefe”. Her medvirker desuden den tyske skuespiller Jenny Thiele, der synger, taler og skriger sig gennem præsentationen af disse Trennungsbriefe – skilsmissebreve.
Agerfeldt Olesen har i anden sammenhæng brugt denne specielle ”sprogmusik”, som han beskriver således:
”Jeg har opfundet en særlig måde at notere en sprogligt gestikulerende musik på; sikkert ikke enestående, men ikke desto mindre min egen opfindelse.
Min forestilling om sprogmusikken var, at den skulle benytte sig af lige så mange tonefrekvenser som sproget gør. Derfor fjernede jeg nodesystemets fem linjer, så musikerne – i de afsnit, hvor der spilles sprogmusik – kun har nodesystemets øverste og nederste linje at referere til.
Disse linjer repræsenterer stadig tonerne, de ville have repræsenteret i et nodesystem med fem linjer, men er her bare fikspunkter i et trinløst frekvensområde.
At bevæge sig i et trinløst frekvensområde er det, fuglesang – som vi mennesker tit hører som musik – gør.”
Og så kører det over stok og sten. Den distinkte, klare tyske stemme skærer gennem hele musikklangen. Og yderligere bliver teksten projiceret op på lærredet – endog med dansk oversættelse.
Min placering i salen gør, at jeg ikke kan læse hele teksten. Men det har jeg det helt fint med. For jeg hører tonen, klangen i stemmen, og trods mit beskedne tyskkendskab er jeg ikke i tvivl om de overordnede linjer i denne korrespondance.
De bærende talestemmer spilles af trompetisten Anders Larsen og basunisten Niels-Ole Bo Johansen – imponerende. Med flittig brug af sordin hører vi den ordløse tale parallelt med Thieles tale/sangstrøm. Der klukles hørbart fra publikum – der er virkelig tegnefilmassociationer i ørerne. Her er muligheden for en - måske sund – distance til alvoren i en skilsmisse.
Vi får også et tæt duet med recitatoren og bratschen, der nøje følger det talte ord. Jeg forestiller mig lange prøveforløb for at få denne præcise symbiose.
Sinfoniettaen bidrager med en enestående lydcollage til disse skilsmissebreve. Der buldres og brages fra slagtøjsafdelingen; selv et kompressorhorn skriger sin enerverende lyd.
Mod slutningen spiller en strygekvartet en harmonisk ”Gute Nacht”, men de to stemme/messinginstrumenter kan ikke dy sig for en smule disharmoni.
Skal vi ikke kalde det en åben afslutning?
Thomas Agerfeldt Olesen vælger at hænge sit liv til offentligt skue – men gennem en fantastisk udtænk metode og på en unik skueplads.
Så spændende; så alvorligt – men svært at holde smilene tilbage.

Vi klapper begejstret, og hvis vi ikke havde stået op i forvejen, havde vi rejst os.
Aftenens to komponister modtager i spotlyset den fortjente hyldest.
Tak for en spændende oplevelse på SPOT FLUX, som til denne koncert kom det blandede publikum i møde med åbne arme. Og næste gang har vi helt sikkert mere mod på at vandre rundt under koncerten.
Er det en aftale?

SPOT FLUX er et spændende initiativ. Jeg håber, vi også kan opleve det ved SPOT Festival 2025. Og gerne med endnu mere pædagogisk forarbejde, tak.