Grammyens blueshjørne

Musikkens ”awards season” nærmer sig, og den største musikpris, Grammyen, skal uddeles den 10. februar i Staples Center i Los Angeles.

Bluesmusikken har sit eget lillebitte hjørne af Grammy-festlighederne. Genren er klumpet sammen med americana, bluegrass og folk m.m. under overskriften American Roots Music. Her uddeles der to blues-specifikke priser, Best Traditional Blues Album og Best Contemporary Blues Album.

I perioden 2012-2016 var der faktisk kun én bluespris (Best Blues Album), men den blev splittet op igen i 2017.

Valgbare

Desuden er bluessange valgbare sammen med de øvrige roots-genrer i kategorierne Best American Roots Performance og Best American Roots Song, og der har været desert blues-musikere som vindere i Best World Music Album-kategorien. Det kan også ske i år.

Endelig kan bluesen i teorien kante sig ind i de generelle kategorier (Record of the Year, Album of the Year, Song of the Year og Best New Artist), men det sker uhyre sjældent og kommer heller ikke til at ske i år.

Så er der generelt større chancer i de kategorier, der handler om produktion, kompilering og præsentation. I år er bokssættet Voices of Mississippi repræsenteret i to kategorier: David Evans er nomineret for Best Album Notes, og William Ferris, April Ledbetter & Steven Lance Ledbetter for Best Historical Album.

Konservativt

The Recording Academy, der uddeler Grammyen, er normalt ret konservativt i sine bluesnomineringer. I sin levetid var B.B. King for eksempel nærmest sikret Best Traditional Blues Album-prisen på forhånd, når han havde udgivet noget, og i perioden fra 1983 (hvor prisen blev uddelt første gang) til 2009 (hvor han udgav sit sidste studiealbum) vandt B.B. King denne pris ikke mindre end ti gange.

Tilsvarende har Buddy Guy fire gange vundet trofæet for Best Contemporary Blues Album og i 2015 for Best Blues Album. I år er den 82-årige Guy pudsigt nok blevet gammel nok til at kunne vinde for Best Traditional Blues Album; dette på trods af, at hans stil ikke har ændret sig stort i mange år!

De nominerede i kategorien Best Traditional Blues Album er:

• Something smells funky ’round here (Elvin Bishop’s Big Fun Trio)
• Benton County relic (Cedric Burnside)
• The blues is alive and well (Buddy Guy)
• No mercy in this land (Ben Harper & Charlie Musselwhite)
• Don’t you feel my leg (Maria Muldaur)

Indflydelsesrig

Elvin Bishop blev oprindelig kendt som guitarist (sammen med Michael Bloomfield) i The Paul Butterfield Blues Band. Dette indflydelsesrige Chicago-orkester var med til at bringe den elektriske blues tilbage i rampelyset under 1960’ernes blues-revival.

Siden gik Elvin Bishop sine egne veje, og fra han debuterede i 1969, er det blevet til en lang række album som solist, med The Elvin Bishop Group og The Elvin Bishop Band og som duo med Little Smokey Smothers. Sammen med pianist og guitarist Bob Welsh og percussionist Willy Jordan har han nu Elvin Bishop’s Big Fun Trio.

Trioformatet – som jo altså er uden bas og egentlige trommer – har givet Bishops blues et mere økonomisk og nedbarberet præg, uden at han har sluppet sit energiske, elektrificerede udtryk.

The Paul Butterfield Blues Band blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame i 2015, og Elvin Bishop kom i The Blues Hall of Fame som solist året efter.

Something smells funky ’round here er Elvin Bishops andet album med The Big Fun Trio. Også det forrige, Elvin Bishop’s Big Fun Trio, blev Grammy-nomineret. Samlet set er det tredje gang, Elvin Bishop er nomineret. I 2008 og 2017 måtte han se sig forbigået; den 10. februar ser vi, om tredje gang er lykkens gang.

Hill country blues

Cedric Burnside er barnebarn af legendariske R.L. Burnside, og den 40-årige trommeslager slår da også sine folder inden for hill country bluesen, som R.L. Burnside er den mest kendte eksponent for. Cedric Burnside har spillet med mange af stilens største navne, herunder Jessie Mae Hemphill, Kenny Brown, T-Model Ford og naturligvis R.L. Burnside.

På Benton County relic hører man kun Cedric Burnsides vokal og hans og Brian Jays trommer og guitar, hvilket giver musikken det karakteristiske trance blues-præg, der har paralleller i vestafrikansk griot-musik og ørkenblues såvel som i John Lee Hookers intense boogie.

Cedric Burnside har udgivet otte album, herunder ét med Burnside Exploration (sammen med onklen Garry Burnside), to sammen med Lightnin’ Malcolm, tre med Cedric Burnside Project og ét med Allison Burnside Express (sammen med Bernard Allison).

Nomineringen for den roste Benton County relic er hans anden Grammy-nominering. I 2015 blev Cedric Burnside Projects Descendants of hill country nomineret som Best Blues Album, men blev overgået af Buddy Guys Born to play guitar.

Med i opløbet

Netop Buddy Guy er da også med i opløbet igen, denne gang med The blues is alive and well. 82-årige George ”Buddy” Guy lever da også i bedste velgående, hvilket man kunne opleve ved selvsyn på sidste års to danske festivaler Blues Heaven i Frederikshavn og Blues Paradise i Næstved.

Buddy Guy er dog en af sidste overlevende fra Chicago bluesens storhedstid i 1950’erne og 60’erne. Han arbejdede i flere år som studieguitarist (og –bassist) i Chess-studierne, inden han selv albumdebuterede i 1967 med I left my blues in San Francisco.

Chess vidste dog ikke, hvad de skulle stille op med Buddy Guys rock-influerede højoktan-blues eller hans vilde sceneshow, hvor han længe inden Jimi Hendrix spillede guitar med tænderne, bag ryggen osv.

Der skulle gå helt frem til 1991, før Buddy Guy fik sin første Grammy. Damn right, I’ve got the blues vandt prisen for Best Contemporary Blues Album, og det var da også den plade, der endelig gav ham hans store, folkelige gennembrud.

Siden har han været fast inventar, når listerne med nominerede er blevet offentliggjort. I alt 14 nomineringer er det blevet til, og Buddy Guy er gået sejrrig hjem med samlet set syv priser, herunder en Lifetime Achievement Award i 2015.

Siden 2008 har Buddy Guy arbejdet sammen med produceren, sangskriveren og trommeslageren Tom Hambridge, hvilket foreløbig har udmøntet sig i seks album. Fire af disse er blevet Grammy-nomineret, heriblandt altså The blues is alive and well. Hambridge har vanen tro lavet et stramt produceret album med en håndfuld crossover-gæstestjerner, blandt andre Jeff Beck, Keith Richards og Mick Jagger.

Samarbejde

49-årige Ben Harper og 74-årige Charlie Musselwhite dokumenterede deres samarbejde med Get up! i 2013, selv om de allerede da havde kendt hinanden og arbejdet sammen sporadisk i mange år. Pladen blev en stor succes og indbragte Ben Harper hans tredje Grammy. For Charlie Musselwhite var det den første Grammy-pris, selv om han har været nomineret ikke mindre end 13 gange.

Musselwhite var, lige som Elvin Bishop, en del af 1960’ernes blues-boom i USA. Han anses for en af genrens helt store nulevende mundharpespillere og har ved siden af en imponerende stak soloalbum medvirket som gæst på en lang række bluesplader – og så er det i øvrigt ham, der spiller den markante mundharpe på INXS’ ”Suicide blonde”.

Sangeren, sangskriveren og guitaristen Ben Harper albumdebuterede i 1994 og har fra begyndelsen spillet en intelligent og populær singer/songwriter-folkrock, der trækker på blues, soul, funk m.m. Som instrumentalist er Ben Harper bedst kendt for at spille akustisk slide-guitar.

Ud over Charlie Musselwhite har Ben Harper også haft et frugtbart samarbejde med The Blind Boys of Alabama, og deres fælles album There will be a light skaffede ham hans første to Grammyer (og nominering til en tredje) i 2004.

Den velanmeldte No mercy in this land kan nu skaffe endnu en pris til kaminhylden hos Harper og Musselwhite.

Greenwich Village

Sangerinden Maria Muldaur var en del af folk-scenen i Greenwich Village, New York, dengang da også Bob Dylan slog sine folder dér. Hun var først kendt som Maria D’Amato og medlem af Jim Kweskin & the Jug Band, men giftede sig med folk blues-musikeren Geoff Muldaur.

Geoff & Maria Muldaur udgav et par duo-plader, inden de blev skilt, og Maria Muldaur påbegyndte en solokarriere. Den startede godt med pophittet ”Midnight at the oasis”, der blev Grammy-nomineret som Record of the Year i 1974.

Fire yderligere nomineringer er det blevet til i en lang og alsidig karriere, der har budt på folk, jazz, gospel, pop, rock og ikke mindst nogle fremragende bluesplader. Blandt andet har Maria Muldaur gjort det til sin mission at udbrede kendskabet til ”classic female blues” (læs mere her), og den nu nominerede Don’t you feel my leg er netop en hyldest til sangerinden Blue Lu Barker.

Louisa ”Blue Lu” Barker er da heller ikke særlig kendt i vore dage. Hun levede fra 1913 til 1998 og skrev og indspillede blandt andet sangen ”Don’t you feel my leg”, som har været på Maria Muldaurs repertoire (og indspillet adskillige gange) siden karrierens begyndelse, og som nu er blevet titelnummer på et Grammy-nomineret album.

Kaniner

I den anden blueskategori, Best Contemporary Blues Album, har The Recording Academy i år trukket lidt flere kaniner op af hatten end sædvanligt. Til gengæld bekræfter årets udvalg en tendens, nemlig at hvis en kendt kunstner fra en anden genre udgiver en bluesplade, har han eller hun en god chance for at blive nomineret i en af blueskategorierne.

I år er det Boz Scaggs, der opfylder dette kriterium. Tidligere års nominerede har f.eks. været Willie Nelson, Dion, The Rolling Stones og Cyndi Lauper.

De nominerede i kategorien Best Contemporary Blues Album er:

• Please don’t be dead (Fantastic Negrito)
• Here in Babylon (Teresa James and the Rhythm Tramps)
• Cry no more (Danielle Nicole)
• Out of the blues (Boz Scaggs)
• Victor Wainwright and the Train (Victor Wainwright and the Train)

Pudsigt

Fantastic Negrito har et pudsigt kunstnernavn, men når man kigger i hans pas og ser fødenavnet Xavier Amin Dphrepaulezz, virker Fantastic Negrito pludselig helt ordinært!

Forventningerne er høje til opfølgeren Please don’t be dead, efter at Fantastic Negrito for to år siden vandt sin første Grammy for albummet Last days of Oakland. Det var hans første fuldlængde-album under dét navn, om end han tidligere havde udsendt et par ep’er og desuden albummet The X factor under navnet Xavier.

Fantastic Negrito spiller en rå kombination af blues, soul, rock, funk m.m. og er klart det mest utraditionelle indslag blandt de nominerede i blueskategorierne. Please don’t be dead er tilmed mindre bluesy end forløberen, men Fantastic Negrito må stadig betragtes som en spændende, postmoderne fornyer af bluesgenren.

Grammy-debutant

Teresa James er Grammy-debutant, idet hun har modtaget sin første nominering for Here in Babylon.

Det er hendes tiende albumudspil, og som sædvanlig bakkes hun op af sit band med evigt roterende sammensætning, The Rhythm Tramps. I dette tilfælde er det blandt andet erfarne folk som Hammond-organisten Mike Finnigan og blæserfolkene Darrell Leonard og Joe Sublett.

Teresa James er fra Houston, Texas, hvor der er en stolt tradition for at lade genrerne blandes og påvirke hinanden. Hun beskriver selv sin blues-lyd som påvirket af ”the Louisiana sound”, southern rock, rhythm & blues og en smule country blues.

Igennem sin efterhånden mangeårige karriere har Teresa James spillet med store navne som Delbert McClinton, Marcia Ball og Tommy Castro, og hun har sunget duet med Levon Helm fra The Band.

Here in Babylon er indspillet live i studiet, hvilket Teresa James selv mener, har givet pladen en mere organisk fornemmelse end tidligere album.

Trampled under Foot

Danielle Nicole, hvis efternavn er Schnebelen, gjorde sig først bemærket i trioen Trampled under Foot, som hun dannede i 2000 sammen med sine to brødre.

Soul blues-pladen Cry no more er hendes andet soloalbum, og det er første gang, hun er nomineret til en Grammy.

Hun har dog allerede høstet to Blues Music Awards, én i kategorien Best Instrumentalist – Bass, og den anden for Best Contemporary Blues Album of the Year, der i 2014 gik til Trampled under Foots album Badlands.

På Cry no more medvirker en hel flok af stjerneguitarister: Sonny Landreth, Walter Trout, Kenny Wayne Shepherd, ”Monster” Mike Welch, Luther Dickinson og Danielle Nicoles bror Nick Schnebelen.

Steve Miller Band

Boz Scaggs spillede blues med Steve Miller i sine unge år og blev medlem af Steve Miller Band, hvor han spillede og sang på gruppens første to plader. Han havde dog allerede påbegyndt en solokarriere, og den fortsatte han nu.

I 1976 fik han fire hitsingler, og han vandt han sin første og hidtil eneste Grammy for én af dem, ”Lowdown”, der blev hædret i kategorien ”Best Rhythm & Blues Song”.

Hele fire Grammyer var Boz Scaggs faktisk nomineret til i 1976, og i alt har han været nomineret syv gange. Forrige gang var tilbage i 1997, hvor han lige som nu var nomineret i kategorien Best Contemporary Blues Album for cd'en Come on home. Dengang gik prisen til Taj Mahal.

Out of the blues er et soul blues-album med tryk på soul. Scaggs lægger ikke skjul på sin forkærlighed for den Memphis soul, der udgik fra især Stax og Hi Records i 1960’erne og 70’erne, og det er i høj grad den stil, han emulerer på Out of the blues.

Pladen er en blanding af Boz Scaggs’ egne kompositioner og periodeklassikere af blandt andre Don Robey og Jimmy McCracklin.

Stort navn

Blues- og boogie-woogie-pianisten, organisten og sangeren Victor Wainwright er stille og roligt ved at udvikle sig til et stort navn på den internationale bluesscene.

Efter at have selvudgivet tre album dannede han i 2011 sammen med Damon Fowler og JP Soars southern rock-supergruppen Southern Hospitality, der skrev kontrakt med det kendte blues-pladeselskab Blind Pig.

Blind Pig udsendte også Victor Wainwrights næste album, Boom town, i 2015, inden han skiftede til det tyske Ruf Records. Her kom så Victor Wainwright and the Train, en samling af jump blues, rhythm & blues og boogie med gæsteoptræden af guitaristerne Dave Gross og ”Monster” Mike Welch.

Albummet har altså skaffet Victor Wainwright hans første Grammy-nominering. Han er dog to gange – i 2013 og 2014 – blevet hædret med prisen Pinetop Perkins Piano Player of the Year ved Blues Music Awards.

Desuden har Victor Wainwright indspillet med blandt andre Mick Kolassa, Nancy Wright og Mitch Woods.

Kampen om prisen

I verdensmusik-kategorien kan en nigersk bluesman og en malisk sangerinde begge blande sig i kampen om prisen.

De skal konkurrere mod nigeriansk afrobeat, sydafrikansk gospel og sovjet-jødiske sange fra den 2. verdenskrig. De nominerede til Best World Music Album er:

• Deran (Bombino)
• Fenfo (Fatoumata Diawara)
• Black times (Seun Kuti & Egypt 80)
• Freedom (Soweto Gospel Choir)
• The lost songs of World War II (Yiddish Glory)

Desert blues

Guitaristen og sangeren Bombino, der i virkeligheden hedder Omara Moctar, er lige nu et af de største navne inden for den såkaldte desert blues. Han tilhører en tuareg-stamme fra Niger og synger på sproget tamashek.

Bombino cd-debuterede i 2009 med sit band Group Bombino på pladen Guitars from Agadez, vol.2, der nærmest må kaldes feltoptagelser.

Det første professionelt indspillede album, Agadez, udkom i 2011 under navnet Bombino.

En håndfuld velanmeldte album er siden fulgt, men Deran er det første, der er blevet Grammy-nomineret. Det er i øvrigt også den første nominering nogensinde til en kunstner fra Niger.

Bombino spiller en energisk og medrivende blues, der som megen afrikansk blues er baseret på repetitive, insisterende guitarrytmer. Han har flere gange spillet i Danmark, senest i 2018, hvor han optrådte i København og Aarhus.

En tilsnigelse

At kalde Fatoumata Diawaras album Fenfo for blues er, indrømmet, en tilsnigelse. Traditionel malisk musik deler rødder med den amerikanske bluesmusik, og landet har fostret mange af de største desert blues-navne som Ali Farka Touré og Tinariwen, for blot at nævne et par stykker.

Fenfo, der betyder noget i retning af ”noget på hjerte,” blander en grundlæggende bluesfornemmelse med funk, afro-pop, soul m.m. Det er Fatoumata Diawaras andet studiealbum, og Grammy-nomineringen er hendes første.

Fatoumata Diawara er født i Elfensbenskysten i 1982 af maliske forældre. Som mange andre af Malis musikstjerner har hun tilbragt en stor del af sit liv uden for hjemlandet, som i lange perioder har været plaget af interne stridigheder.

Fatoumata Diawara spiller guitar og synger sine egne sange, der blander især Wassoulou-traditionen med en palet af internationale inspirationskilder. Hun albumdebuterede i 2011 med Fatou, hvor hun blev bakket op af notabiliteter som Tony Allen, Toumani Diabaté og John Paul Jones. På Fenfo er Toumani Diabaté atter med sammen med sin søn, Sidiki Diabaté.

Man kan i øvrigt opleve Fatoumata Diawara på dette års Roskilde Festival.

Andre nominerede

Et par andre blues-relaterede nomineringer bør nævnes: Blues- og soulsangerinden Bettye LaVette er nomineret i kategorien Best Traditional R&B Performance for sin version af Bob Dylans "Don't fall apart on me tonight". Den stammer fra hendes album med Dylan-fortolkninger, Things have changed, som også har fået en nominering til Best Americana Album.

Jazzpianisten m.m. Jon Batiste har indspillet "Saint James Infirmary blues", og det har indbragt ham en nominering i kategorien Best American Roots Performance. Og blandt de sange, der er nomineret som Best American Roots Song, finder vi "Build a bridge", som Jeff Tweedy skrev til gospel-, blues- og soulsangerinden Mavis Staples.

Dom Flemons' old time-plade Black cowboys er nomineret som Best Folk Album, og endelig er filmen om Eric Clapton, Life in 12 bars, nomineret som Best Music Film. Her er det instruktør og producer, der modtager prisen, og det vil i dette tilfælde sige henholdsvis Lili Fini Zanuck og John Battseck, Scooter Weintraub, Larry Yelen & Lili Fini Zanuck.

Afstemningen

Grammy-afstemningen sluttede den 9. januar. De stemmeberettigede er medlemmerne af The Recording Academy, som omfatter musikere, producere, sangskrivere og lignende.

Afstemningen foregår online, og hver stemmeberettigede person kan stemme i de fire generelle kategorier samt yderligere 15 kategorier. Medlemmerne opfordres til at stemme i de kategorier, hvor de er mest kvalificerede, men reelt er der ingen kontrol med, præcis hvilke kategorier man stemmer inden for. Blot forhindrer systemet, at man placerer sine stemmer i mere end de 4 + 15 kategorier.

 

UPDATE: Voices of Mississippi vandt både Best Album Notes og Best Historical Album.

Best Traditional Blues Album blev The blues is alive and well (Buddy Guy), og Best Contemporary Blues Album blev Please don't be dead (Fantastic Negrito).

Best World Music Album blev Freedom (Soweto Gospel Choir), så ingen Grammy til hverken Bombino eller Fatouma Diawara.

Der blev heller ingen priser til Bettye LaVette. Grammyen for Best Traditional R&B Performance blev delt mellem "Bet ain't worth the hand" (Leon Bridges) og "How deep is your love" (PJ Morton featuring Yebba), og Best Americana Album blev By the way, I forgive you (Brandi Carlile).

Brandi Carlile overtrumfede også Jeff Tweedy sang til Mavis Staples i kategorien Best American Roots Song, hvor hun vandt med "The joke", og samme sang løb med Best American Roots Performance-trofæet foran Jon Batistes "Saint James Infirmary blues".

Også Dom Flemons måtte gå skuffet hjem; Best Folk Album blev All ashore (Punch Brothers).