Mamas and Papas forever
Cass Elliot er død. Denny Doherty er død. John Phillips er død. Michelle Phillips er netop blevet 75 år og lever i bedste velgående – bl.a. i kraft af royalties fra sangen "California dreamin", som hun er medforfatter til. Tre fjerdedele af den legendariske gruppe The Mamas and the Papas er altså ikke længere i live – men det er gruppens musik heldigvis.
Historien om The Mamas and the Papas er fortalt mange gange før, både af udenforstående og af de enkelte gruppemedlemmer i en række biografier. Historien kan i al korthed resumeres således: via forskellige konstellationer blev de fire hovedpersoner i 1965 enige om at arbejde sammen som gruppe og tog fra østkysten til Californien, hvor de snart fik kontakt med pladeselskabet Dunhill og med produceren Lou Adler. Sidst på året indspillede de John Phillips' sang "California dreamin", som blev et gigantisk hit i USA i starten af 1966.
Derefter gik det slag i slag for The Mamas and the Papas med det ene store hit efter det andet. Trods indre stridigheder – bl.a. på grund af medlemmernes indbyrdes kærlighedsaffærer! – lykkedes det de fire individualister at holde sammen på gruppen frem til 1969, hvor ballonen omsider revnede, og de gik hver til sit. På grund af kontraktlige forpligtelser indspillede gruppemedlemmerne endnu en lp i 1971, People like us (genudsendt i 2012 med ni bonusnumre), selv om The Mamas and the Papas på dette tidspunkt i realiteten for længst var ophørt med at eksistere.
Inden da havde gruppen udsendt en række singler og fire glimrende studiealbums, hvortil kommer et album med liveoptagelser fra den navnkundige Monterey International Pop Festival i 1967, som John Phillips og Lou Adler var med til at stable på benene. Lydkvaliteten på livealbummet er ikke god – men det er lyden på studieindspilningerne til gengæld, og det er disse indspilninger, der er årsagen til denne lille artikel.
Honning for øret
Titler som "California dreamin", "Monday, Monday", "Dedicated to the one I love", "Creeque Alley", "Twelve-thirty", "I saw her again" osv. osv. demonstrerer i rigt mål, hvorfor The Mamas and the Papas blev så populære i anden halvdel af 1960'erne: gode melodier (primært skrevet af gruppens uofficielle leder, John Phillips), formidable harmonier samt nogle fantastiske arrangementer, der nærmest kunne beskrives som honning for øret (hvis det ikke var fordi, det lyder så ulækkert).
John Phillips bliver undertiden omtalt som: "sammen med Brian Wilson den mest originale amerikanske sangskriver i århundredets anden halvdel". Det er store ord, men der er en del om dem. En god melodi er guld værd, og John Phillips var en mester i at hælde fremragende og iørefaldende sange ud af ærmet. Derfor kan man også undre sig over fortsættelsen på ovenstående succesfortælling – en succes næsten uden sidestykke i rockhistorien. Der skete nemlig det med The Mamas and the Papas, at John Phillips i begyndelsen af 1980'erne ønskede at vende tilbage til det musikalske udgangspunkt, der havde skaffet ham og de øvrige gruppemedlemmer så stor fremgang i 1960'erne.
Cass Elliot var død i 1974, og Phillips' problematiske forhold til Michelle Phillips, som han blev skilt fra i 1970, betød, at hun heller ikke var aktuel i forbindelse med en eventuel gendannelse af the Mamas and the Papas. Derfor spurgte Phillips og Doherty sangerinden Elaine "Spanky" McFarlane (fra gruppen Spanky and Our Gang), om hun ville synge Cass Elliots altstemme, mens Phillips' egen datter fra hans første ægteskab, Mackenzie Phillips, blev hidkaldt til at stå for Michelle Phillips' sopranpartier i forhold til den oprindelige gruppe.
I begyndelsen af 1981 indspillede de fire sangere sammen med en gruppe studiemusikere en række nyskrevne numre, som bl.a. resulterede i demo-ep'en Go now!, og det følgende år fortsatte indspilningssamarbejdet omkring Phillips' nye sange, samtidig med at de nye Mamas and Papas begyndte at turnere med en blanding af gamle og nye numre. Der opstod imidlertid det problem, at der ikke var nogen pladeselskaber, som havde lyst til at tegne en pladekontrakt med John Phillips' nye gruppe, og da The Mamas and the Papas' optrædender på casinoer og lignende spillesteder efterhånden blev rene nostalgi-shows, blev det for meget for gruppemedlemmerne. "I don't want to do this anymore," meddelte John Phillips midt under et show i Las Vegas i august 1983, hvorpå han forlod scenen – og dermed var den nye version af The Mamas and the Papas en saga blot.
Dermed kunne historien være slut. Men i 2010 udsendte pladeselskabet Varese Sarabande Records, med speciale i genudsendelser af glemte klassikere og hidtil uudgivne numre, en dobbelt-cd med en række af studieoptagelserne med The Mamas and the Papas fra årene 1981-89, og dermed fik musikpublikummet omsider mulighed for at høre, hvad det var, John Phillips & Co. gik og puslede med i begyndelsen af 1980'erne. Og det er helt sikkert værd at lægge ører til.
Den ene af de to cd'er i sættet indeholder ganske vist kun en række fuldstændigt ligegyldige liveoptagelser fra 1982-83 med endnu en version af gruppen, denne gang med sangeren Scott McKenzie i forgrunden. Disse optagelser bringer intet godt nyt. Men det gør den anden cd til gengæld! Det er ganske umuligt – i hvert fald for denne lytter – at forstå, hvorfor John Phillips & Co. ikke kunne lande en pladekontrakt med et så stærkt materiale som det, man hører på de 16 originale sange på cd'en. Her er alle de kvaliteter, som The Mamas and the Papas stod for i 1960'erne, og de to nye kvindelige sangere gør et fint stykke arbejde med at formidle Phillips' glimrende sange, der er lige så stærke som noget andet, han tidligere har præsteret.
Den eneste forklaring, jeg kan få øje på, som måske kan begrunde sangenes lange ophold i glemslens gemakker, er, at tiden ikke var til gode melodier og smukke harmonier. Starten af 1980'erne var disco'ens glansperiode med slikket og overproduceret synthesizermusik, og i den sammenhæng kunne John Phillips' smukt konstruerede sange godt opleves som et fremmedelement. Men heldigvis er kvalitet jo langtidsholdbar, og de 16 sange på udgivelsen Many mamas, many papas beviser, at John Phillips' sangskrivertalent langt fra var brugt op ved udgangen af 1960'erne. Det er herligt, at vi i kraft af selskabet Varese Saraband nu får mulighed for at genhøre en af hippietidens største musikalske attraktioner – oven i købet med helt nye og ikke tidligere hørte sange. Anbefales varmt!
Mama Cass Elliot
I forbindelse med omtalen af genopdagede og genudgivne Mamas and Papas-optagelser må det være på sin plads her at nævne, at der også stadig kommer hidtil ukendte solooptagelser med de enkelte gruppemedlemmer på gaden. Varese Saraband-selskabet har over en længere periode udsendt hidtil ukendt John Phillips-materiale på en række mere eller mindre spændende cd'er (hvoraf de bedste af udgivelserne er meget spændende – jeg har tidligere skrevet om nogle af dem til Bibzoom). Og der dukker også ind imellem hidtil ukendt materiale med Cass Elliot – Mama Cass – op på markedet.
I tilknytning til markeringen af 40-året for sangerindens død på grund af hjertestop i juli 1974 har selskabet Real Gone Music genudsendt Cass Elliots femte og sidste soloudspil fra 1973, Don't call me Mama anymore. Cd'en betegnede et brat skift i Elliots musikalske stil, idet hun havde valgt at satse på et langt mere cabaret-agtigt repertoire end det, hun tidligere havde beskæftiget sig med. Genudgivelsen rummer ud over de originale sange fem bonusnumre, heraf to hidtil uudgivne. Hvis man kan lide Cass Elliots store stemme, kan man roligt lytte til den nye genudgivelse. Men hvis man er mere til Mamas and Papas-stilen, vil man nok med større fordel kunne lytte til den fine samlede genudgivelse af hele tre af Mama Cass' soloudgivelser: Cass Elliot / The road is no place for a lady / Don't call me Mama anymore (2010). Her får man virkelig valuta for pengene!
Så mangler vi bare, at Denny Dohertys første soloplade, Watcha gonna do (1971) og Michelle Phillips' første - og eneste – soloudspil med titlen Michelle Phillips (1977) igen bliver tilgængelige for almindelige lyttere/pladekøbere. Så skulle hele historien om The Mamas and the Papas efterhånden være ved at være dokumenteret til bunds. Og det er en smuk historie - hvis man ser bort fra de indbyggede personlige skænderier og efterfølgende rygtedannelser.
Lån Mamas and Papas fgra dit nærmeste bibliotek