Ole Frimer Band - Live in Eppingen

04-09-20
Af: 
Kenth K. Nielsen - Det Kgl. Bibliotek, Aarhus

Ole Frimer Band: Live in Eppingen

Katti Records KR 31, 2020 (dansk dist. Pladekisten/LongLife Records)

 

Så er Ole Frimer Band på banen igen. Tidligere på året udsendte de albummet faerdmen nu er det tid for et live-album, Live in Eppingen. Albummet er indspillet i 2019 i forbindelse med en turné i Tyskland. Ni dage - ni koncerter hvor denne optagelse stammer midtvejs fra. Det var det allerbedste tidspunkt, fortæller Ole Frimer. Bandet havde energi, setlisten var på plads og det hele spillede helt rigtigt. Frimer kalder selv albummet her for noget af det ypperste i hans katalog, og det er da også en lille live-perle, bandet her har begået.

Setlisten er et strejftog gennem Frimer-klassikere, nyere numre og andre gedigne bluesnumre. Åbningsnummeret er et nyt take på et nummer, der første gang var at høre på albummet Blålys. Dengang hed det "Lysningen", men på Live in Eppingen præsenteres det som "The Clearing". En flot, stemningsskabende indledning. Vi får en fornem, fornem version af hvad man næsten kan kalde Frimers signatur-nummer "Sheltered Roads". Som et lille kuriosum er der medtaget et dansk-sproget nummer "Single City". Ja, titlen er engelsk men teksten dansk (i oversættelse til engelsk i bookletten). Ole Frimer fortæller, at dette nummer gik rent ind hos det tyske publikum, trods teksten altså var på dansk. 

Ole Frimer fortæller videre, at bandet rent publikumsmæssigt sigter bredt. Det er ikke bare et dansk publikum, og med 60-70 procent af deres spillejobs i udlandet vidner det da også om, at bandet har godt fat i det europæiske publikum. Frimer fortæller videre, at der da også er mere radiotid for denne type musik på udenlandske kanaler.

Men hvorfor et live-album nu? spurgte jeg Frimer. Jo, fordi tiden var moden til det, svarede han. Det er fem år siden, at bandet sidst udgav et live-album, Live at Blues Baltica. Siden da er der skiftet ud på holdet, idet Niels Ole Thorning har afløst Palle Hjorth på tangenter. Han er nu helt og fuldt integreret i bandet, og det fortjener at blive dokumenteret med et livealbum. Et nyt pust. Lidt ny sound og et på alle måder lytteværdigt album. Det er ikke en fuld koncert fra a-z, men et udpluk af nogle højdepunkter, hvoraf flere ikke har været ude i live-versioner tidligere. Også lydmæssigt står albummet flot. En helt ren, klar lyd hvor man både hører og fornemmer musikken, men uden at "renheden" bliver klinisk, så at sige.

Ole Frimer Band tager ud på en releaseturné her i efteråret. Giv dig selv en god blues-oplevelse og tag til en af koncerterne. Forinden kan du lytte til Live in Eppingen og få en idé om hvad du kan forvente. God fornøjelse.

Ole Frimer Band består af:

Ole Frimer, gutar og sang; Jesper Bylling, bas; Niels Ole Thorning, tangenter og Claus Daugaard, trommer