Sange om fabriksarbejde

Når man taler om arbejde, er det først og fremmest lønarbejde, man taler om, og det er også lønarbejdet, der er i fokus på årets Golden Days-festival.

Der er mange forskellige former for lønarbejde og mange forskellige former for lønarbejds-sammenhænge – jeg omtalte et par af dem i en tidligere artikel her på hjemmesiden: ”Sange om arbejdslivet”. Her nævnte jeg også, at jeg ville vende tilbage til en af de omtalte sange i artiklen, Bruce Springsteens ”Factory”, og det gør jeg her i denne artikel om sangtekster om en af de traditionelt hårdeste former for lønarbejde, fabriksarbejdet.

Der er andre former for hårdt fysisk arbejde, f.eks. i bygge- og anlægsbranchen; men når fabriksarbejdet fremstår som en af de ”reneste” former for hårdt lønarbejde, er det, fordi denne type arbejde så godt som altid kun har lønnen som motivation. Inden for servicesektoren kan lønarbejderens motivation måske også være at få dækket nogle sociale behov, og inden for de kreative fag har lønarbejdet ofte den ekstra funktion at skabe identitet eller at give afløb for nogle indre tilskyndelser. Fabriksarbejdet er der derimod sjældent andet positivt at sige om, end at det giver smør på brødet. Derfor er fabriksarbejdet, som det beskrives i rocklyrikkens tekster, også næsten altid ensbetydende med ubehag og lede, hvilket jeg i det følgende vil illustrere med nogle eksempler.

Opslidende fabriksarbejde
Bruce Springsteen skrev efter eget udsagn sangen ”Factory” (1978) under indtryk af faderens hårde fabriksarbejde, som endte med at koste ham helbredet. Men faktisk handler sangteksten ikke så meget om selve fabriksarbejdet - som Springsteen i realiteten heller ikke kender så meget til ud fra egen erfaring - men derimod om fabriksarbejderens liv set gennem hans nærmestes (primært sønnens) øjne: ”Early in the morning, factory whistle blows/ man rises from bed and puts on his clothes/ man takes his lunch, walks out in the morning light/ it´s the work, the working, just the working life”. Hvad der siden sker inde på fabrikken, hører vi ikke noget om; men det er næppe noget godt, eftersom arbejderne om eftermiddagen forlader fabrikken ”with death in their eyes”.

Det er den samme historie, man møder i Warren Zevons ”The factory” (1987), hvor både far og søn har givet deres liv til fabrikken: ”Early in the morning I feel a chill/ the factory whistle blows loud and shrill/ I´d kill my wife or she´d kill me/ but we gotta go to work in the factory/ Six days a week at the factory/ up early in the morning at the factory”. Det lyder ikke, som om fabriksarbejdet levnet meget overskud til familielivet – hvorimod sangens sidste vers fortælle om alle de dårligdomme, man kan samle op på bilfabrikken: “Kickin´ asbestos in the factory/ punchin´ out Chryslers in the factory/ breathin´ that plastic in the factory/ makin´ polyvinyl chloride in the factory”. Warren Zevon har vist simpelt hen ikke noget godt at sige om fabriksarbejdet.

John Mellencamp er langt hen ad vejen enig med sine to ovenstående musikerkolleger, når han skal beskrive fabriksarbejdets destruktive indvirkning på fabriksarbejderne, selv om jeg-personen i hans sang ”Factory” (1978) kan tage lidt lettere på situationen end personerne i de ovennævnte sange. Mellencamps jeg-person har nemlig på ingen måde tænkt sig at blive hængende i fabriksarbejdet, som for ham kun er en midlertidig beskæftigelse med det ene formål at tjene nogle hurtige penge: ”Working at the factory/ gonna get me some of them luxuries/ well now, me and the boys/ machines are making noise/ working at the factory”. Arbejdet på fabrikken er ganske vist hårdt og ensformigt; men når det er overstået, er der penge til at holde fri og more sig hele sommeren: ”I´m diggin´ real hard for some money to spend/ well, it ain´t that bad if the summer´s free”. Her taler vi vist ikke for alvor om livsfarligt nedslidende fabriksarbejde.

I periferien af fabriksarbejdet
Der er mange sange, hvori fabriksarbejdet lige nævnes, men hvor emnet for sangteksterne er noget helt andet end selve arbejdet. Hvad Bob Dylans sang ”Tombstone blues” (1965) egentlig handler om, er det ikke let at sige; men sangen indeholder bl.a. linjerne: ”Mama´s in the factory/ she ain´t got no shoes”. The Rolling Stones´ ”Factory girl” fra LP´en ”Beggars Banquet” (1968) handler om at stå uden for fabrikken og vente på, at ens kæreste får fri fra arbejde; men der er sandt at sige ikke megen kærlighed at spore i beskrivelsen af den udkårne: ”Waiting for a girl and her knees are much too fat/ waiting for a girl who wears scarves instead of hats/ her zipper´s broken down the back/ waiting for a factory girl”.

Det er en noget nedladende tekst, Jagger og Richards her har skrevet om fabriksarbejdersken, som har pletter på tøjet, og som primært fremhæves for sin vane med at drikke sig fuld fredag aften; men hvad med dig selv, kunne man passende spørge jeg-personen i sangteksten? Er du selv bedre eller mere spændende end fabriksarbejdersken, som dog i det mindste arbejder for at have råd til at gå i byen med dig? De to sangskrivere viser ikke nogen større indlevelse i fabriksarbejderskens person, og det samme lidt distancerede forhold til arbejderklassen går igen i en anden sang fra samme LP – en sang, der ellers formentlig er tænkt som en slags solidaritetserklæring med de hverdagshelte, sangteksten handler om: ”Salt of the earth” (1968).

Her lyder det bl.a.: ”Let´s drink to the hard-working people/ let´s think of the lowly of birth/ spare a thought for the rag-taggy people/ let´s drink to the salt of the earth”. Ja, ja, det kan være meget godt, Mick og Keith; men det bliver nu nok aldrig rigtig politisk korrekt for udenforstående at skåle for underklassen og pjalteproletariatet, som er dem, sangteksten drejer sig om. Man skal være lidt varsom med sin terminologi og med sine udtryk i forbindelse med potentielt følsomme emner.

Ray Davies fra The Kinks har altid været en mester i at lave skarpe øjebliksbilleder af almindelige menneskers hverdag i sine sange, f.eks. i sangen ”Dead End Street” (1966). Her præsenteres man således for en udsigtsløs tilværelse, der minder meget om den i The Animals´ ”We gotta get out of this place”; men til forskel fra jeg-personen i denne sang har jeg-personen i ”Dead End Street” slet ikke noget arbejde! Derfor hører sangen heller ikke hjemme her i en artikel om fabriksarbejdersange – men den kunne næsten lige så godt have gjort det.

Ray Davies har imidlertid skrevet en anden sang, der passer fint ind i konteksten her, nemlig sangen ”Working at the factory” (1986), som til gengæld handler om en meget atypisk form for fabriksarbejde. Sangen fortæller om, hvordan dens jeg-person altid har ønsket at undgå fabriksarbejdet, men nu alligevel på paradoksal vis er havnet præcis der: ”All I lived for was to get out of the factory/ now I´m here, seemingly free, but working at the factory”. Forklaring følger.

Jeg-personen så det som en vej bort fra det trivielle fabriksarbejde, da han i 1963 valgte at blive (studie)musiker og som sådan kunne skabe sin egen tilværelse. Det virkede da også et stykke tid; men inden længe overtog de store selskaber kontrollen over musikbranchen, så musikerne nu til forveksling kom til at ligne samlebåndsarbejdere: ”But then the corporations and big combines/ turned musicians into factory workers on assembly lines”. Så nu er jeg-personen lige vidt: ”Take the money, make the music pay/ working at the factory/ all I lived for was to get out of the factory”.