Shu-bi-dua - der var engang et popband
Michael Bundesen: Alting har en ende – fortalt til Kaare Sørensen. People’sPress, 2018
Tilpas op til julesalget udkom Michael Bundesens selvbiografi.
Michael Bundesen, der var den markante frontfigur i hele Danmarks Shu-bi-dua – poporkestret, der holdt i 40 år. Gennem hele karrieren var han yderst lukket om sit privatliv, men til gengæld yndet forsidestof i medierne.
Shu-bi-dua nyskabte det danske sprog i 1970’erne med gakket lyrik, som ofte blev serveret med gedigen rock og udenlandske hit. Vi skrålede med på ”Brutale løg” og ”Kylling med soft ice og pølser”.
Og der var markante meninger i befolkningen. Hvis man var til tidens anden sværvægter – Gasolin’ – var man i hvert fald ikke til Shu-bi-dua. Og det tonegivende anmelderkorps havde ikke mange roser til denne flok polerede, forkælede drenge fra de nordlige, rigere forstæder.
Med årene er bedømmelserne blevet mere nuancerede, for der er jo virkelig kongeniale sprogperler imellem.
Vi har manglet den komplette krønike om Shu-bi-dua. Der er kommet enkelte bøger fra de tidligere medlemmer Jørgen Thorup, Bosse Hall Christensen og Michael Hardinger. Alle personlige beretninger, hvor der ikke lægges noget imellem, når begrebet "tidligere medlemmer" forklares. Ham dér Bundesen har vist været en bestemmende herre …
En succeshistorie
Men endelig: Nu får vi hans egne ord. På mere end 300 sider ruller Michael Bundesen sit liv ud. Både det glamourøse musikerliv og det personlige hverdagsliv. Et oftest hæsblæsende liv, som brat blev ændret med to blodpropper i 2011.
Alting har en ende er indrammet af denne begivenhed. Prologen foregår i Michel Bondesens hoved 20. maj 2011 på Rigshospitalet. Han beskriver, hvordan han prøver at finde ordene. Dé ord, som han har levet af i årtier; dé ord, som han altid har memoreret før en koncert. Og nu er de væk. Væk.
En alvorlig indgang til en bog, som ellers foregår i sjov og glæde. Fra barndommen og ungdommen i gode kår beretter Bondesen om en sorgløs tilværelse med troen på egen værdi – ”Jeg skulle være den danske Elvis”. Til egen stor undren vinder ungersvenden ikke alle sangkonkurrencer, men talentet rækker alligevel til optræden og pladeudgivelser.
Bundesen læser kedelig jura, for ”musikken kan man jo ikke leve af”. Han får også job på Danmarks Radios P3, og her møder han Michael Hardinger. Sammen danner de et kreativt makkerpar, som holder i årtier. ”Fed rock” ser dagens lys i 1973 – Shu-bi-dua er en realitet.
Det andet orkester
Fra starten er rivaliseringen med Gasolin’ åbenlys. En rivalisering, som man efter læsning af bogen, ved faktisk har fyldt en del i Bundesens liv. På dette tidspunkt, hvor Gasserne er store, og Shubberne er på vej op, mødes de til en dobbeltkoncert. Hvor Shu-bi-dua IKKE må låne Gasolin’s lysanlæg. Og da Michael går forbi Gassernes tourbil, ruller Kim Larsen blot vinduet ned og siger ”Hej Elvis”. ”Den idiot” er Bundesens lakoniske bemærkning.
Et af bogens kapitler hedder ”Det andet orkester”. Og det er jo selvfølgelig Gasolin’, som ikke engang bliver nævnt ved navn, men blot ”det andet orkester”. Kapitlet emmer af mindreværdsfølelse – anmelderne elskede jo Gas’ og hadede Shu-bi-duas lette pop. Alligevel spores en let hoveren, når Bondesen flere gange konstaterer, at shubberne solgte flere plader end ”det andet orkester”.
Det går udadtil godt med Danmarks poporkester, men internt er der ”uro i drengegruppen”, som Bundesen kalder det. Gennem bogen ligger implicit, at Bundesen i alle Shubi-årene har været dominerende og har taget enerådende beslutninger, der er blevet skumlet over. Eksempelvis har han flere gange under koncerten ændret sætlisten, så de sikre træffere er kommet med på bekostning af nye, mere uprøvede numre. ”For det er jo det, publikum vil ha’”. Ja, eller Michael Bundesen vil ha’.
Han begrunder sine valg grundigt. I kapitlet ”Jagten på det perfekte” lukker han os ind i sit arbejde med at læse publikum under en koncert; hvordan de indfanges – ”det er en slags videnskab”.
Bundesens medfødte optimisme gør, at hvert kapitel trods alt ender med en succesoplevelse. Selv det mørkeste kapitel omkring udgivelsen af Shu-bi-dua 18 med H.C. Andersentekster, som mildt sagt fik lunkne anmeldelser, slutter med en lykkelig minikoncert på Nordisk Film.
De tre svære ord
Men ”alting har en ende”, og her bliver det altså blodpropperne, der definitivt stopper Shu-bi-dua. Sygdomsforløbet beskrives hudløst. Den daglige kamp med genoptræning og også sangtræning ugentligt i hospitalets kælder.
Bogens slutning er en moden og viljestærk mands livsbetragtninger. Bundesen erkender sit til tider vanskelige ego, og han forliges med flere tidligere uvenner. Han vil endog medgive, at ham dér Kim Larsen har skrevet nogle vidunderlige sange.
Michael Bundesen har altid været et blufærdigt menneske, som ikke har haft let ved at udtrykke sine følelser. ”Jeg har haft svært ved at sige til dem, jeg elsker, at jeg elsker dem. Så denne bog er også min måde at sige det på.”
Alting har en ende lægger nogle af de sidste brikker i det komplicerede puslespil, der hedder Michael Bundesen. Vi har nu et mere nuanceret billede af en af Danmarks mest kendte sangere med den karakteristiske dybe, varme stemme og de finurlige ord.
Tak for sangen.