Andersen og operaen

Den 2. april – vores allesammens H.C. Andersens fødselsdag – udkom dette imponerende værk af operaspecialisten og foredragsholderen Henrik Engelbrecht. Et digert værk på 483 flotte, glittede sider med en masse billeder. Så mange sider med undertitlen ”H.C. Andersen i operaen” – er det ikke overkill?

Forrige år udkom samme forfatters ”Opera i guldalderens København”. En herlig og begavet bog, der gjorde perioden nærværende og interessant. På 180 sider; dét var overkommeligt. Og Engelbrecht skrev virkelig ekstraordinært levende, så måske også et værk om H.C. Andersen og operaen – og med det dobbelte omfang?

Lad mig sige det med det samme: Henrik Engelbrecht er stadig velskrivende og formår at fastholde læseren, hvis blot der er en smule interesse for opera eller for H.C. Andersen. Og hvis interessen er for begge emner, er denne bog fuldstændig uundgåelig og pragtfuld lystlæsning.

”Hjertet brast i toner” er både underholdende læsning til lænestolens afslapning, men så sandelig også videregivelse af en kolossal viden og indsigt i stoffet. Researcharbejdet må have været enormt; bogens grundlag er H.C. Andersen egne voluminøse skriverier og dagbøger samt en systematisk gennempløjning af talrige teaterprogrammer og samtidige dagblade.

Ukronologi
”Hjertet brast i toner” består af 16 kapitler, hvor hovedparten er kapitler omhandlende de store operabyer. Her er Hamburg, Berlin, Paris, London, München, Wien. Det betyder, at forfatteren vover at gå imod den sædvanlige kronologi. Eksempelvis er tredje kapitel om Hamburg og Berlin med undertitlen 1831-67 og 11. kapitel vedrørende München omhandler tidsrummet 1834-74. Så tidsmæssigt overlapper de enkelte kapitler hinanden.
Det er da forfriskende; ikke blot den kronologiske, vanlige smøre. ”Så var han der, og så rejste han bagefter derhen”. Nej, vi får en helhedsbeskrivelse af eksempelvis musiklivet i Wien på 20 sider. Og dermed får vi også en sammenhængende oversigt over, hvad der rørte sig på scenen i Wien 1834-72. På den måde får vi flere, sammenhængende og appetitvækkende beskrivelser af Europas musikhistorie i 1800-tallet.

Unge Andersen
De første par kapitler omhandler barndommen i Odense og den første, svære tid i kongens København. Som et eventyr at høre om den mærkelige dreng i Odense som via teaterplakater og smugkig på Odense Teater drømmer sig ind i verdenen på de skrå brædder. Og ”Den lille fynske nattergal” kommer som 14-årig til hovedstaden og uden hæmninger og med utrættelig energi render han alle de tonegivende på dørene – for at komme ind i varmen. På nærmest anekdotisk vis formår forfatteren at beskrive disse barokke indslag; overskrifterne er ”Han er gal!” og ”Rullepølse på galleriet”, hvor Andersen i sin selvbiografi beretter eventyrligt om fortrædeligheder, der ofte vendes positivt i Andersens univers. Hans ihærdighed giver minsandten også plads i operakoret, men slutter med en fyring. Gode, indflydelsesrige mænd ser dog muligheder i den mærkelig dreng, og en friplads på latinskolen i Slagelse bliver fixet.
Henrik Engelbrecht vælger konsekvent at skrive i nutid, så vi er alle sammen med; det er NU, det sker. Som i ”Opera i Guldalderens København” giver det en friskhed, så vi endnu lettere er med på lige at snuppe et par sider mere.

Europa rundt
H.C. Andersen er en skarp iagttager, og han udviser en stor nysgerrighed til at prøve nyt, høre ny musik. Selv operaer, som han ikke bryder sig om, hører han adskillige gange. Og bogen er spækket med Andersens mange notater, hvor han ikke lægger fingrene i mellem. Samtidigt får vi et fantastisk indblik i de europæiske operahuse med deres optrædende og publikum. Og som i Engelbrechts tidligere bog overraskes jeg igen over, hvor vildt det gik til sig i forhold til i dag. Publikum var der straks med mishagsytringer og også begejstrede tilråb. Og det var helt normalt, at man ikke overværede en hel forestilling. Gennem hele livet gjorde H.C. Andersen det samme: Så måske de første to akter af en opera eller måske det sidste. Så kunne han også nå de vigtige middagsselskaber og visitter både før og efter. Og nogen gange to (del)forestillinger på en aften. Det må have været en fragmentarisk oplevelse – og samtidig var der en knævren og snakken blandt publikum, der ofte havde madkurv med. Og så taler vi i dag om uopdragent publikum til rockkoncerter, der står og snakker!

Andersen, damerne og mændene
Tidens store sangere får også vægtig omtale i bogen. Sopranen Maria Malibrans underskønne sang udløser hos Andersen denne bedømmelse: ”Det var mig som hørte jeg en Svanesnart slaae med Vingerne mode de høie Ætherstrømme, snart dykke ned i det dybe Hav og kløve den hule Brænding idet dens bristende Hjerte henblødte i Toner.”
Digterens forelskelse i den svenske nattergal Jenny Lind er velkendt, og Engelbrechts udlægning læses med ny interesse. Og også i 1840’erne kendte man til idoldyrkelse. Hele merchandiseapparatet virkede upåklageligt, og Jenny Linds honorar pr. koncert svarede til en almindelig årsløn.

H.C. Andersens seksualitet er nedtonet i bogen; vi hører da om hans forelskelser i bl.a. storhertugen i Weimar og hører hans egne ord om ’lystigheden’, men det er heller ikke bogen ærinde.
Til gengæld bliver vi præsenteret for så fantastisk mange personer, at jeg bliver lidt lang i blikket ved en kontinuerlig læsning. Men tag bogen i mindre bidder og nyd de raffinerede guldkorn side op og side ned.

Det Kongelige
Efter turen rundt i Europa kommer vi tilbage til, hvor det hele startede – Det Kongelige Teater i København. De sidste knap 150 sider er helliget vores egen skueplads, hvor vi får en levende, letlæst og detaljeret krønike om en udviklingsrig periode i teatrets historie. Her har Andersen ekstraordinære sammenligningsmuligheder fra hans rige udenlandsrejser. Officielt roser han generelt teatret, men i dagbogen og i de mange breve til personlige venner lægger han ikke fingrene imellem.

Digteren H.C. Andersens hovedbeskæftigelse – at digte – er yderst nedtonet i denne bog. Enkelte steder får vi dog løftet en flig. Som da han forlader teatret efter ouverturen til Mozarts ”Don Juan” og går hjem og skriver ”Grantræet”, hvorefter han vender tilbage til forestillingen og er klar til kommandantscenen…
Andensidste kapitel omhandler librettisten H.C. Andersen. Og det er sandelig ingen solskinshistorie. Gang på gang får han afslag på sine indsendte tekster; de er simpelthen for dårlige. Ni operatekster bliver antaget. Tre bliver aldrig realiseret, og fem opføres meget få gange. Kun ”Liden Kirsten” til Hartmanns musik bliver en succes; den er opført 332 gange på vores nationalteater.
Hvordan kan Andersen dog have lavet sådan noget makværk? Henrik Engelbrecht er inde på, at digteren i sin hast sjuskede og kun fokuserede på honoraret – den usle mammon. Kapitlets lakoniske slutreplik: ”Andersen bliver ikke husket for sine bidrag til hverken skuespillet eller operaen.”

En vægtig bog
”Hjertet brast i toner” er en enorm bedrift – en bog, der både rummer fagvidenskabelige kvaliteter og giver skønlitterære fornøjelser. Det er interessant at læse H.C. Andersen grundige beskrivelser af de mange, mange operaer. Det er ikke bogens ærinde at stille de store spørgsmål til Andersens dømmekraft. For naturligvis skal vi tage hans udtalelser som det, de er: En ’lægmands’ interessante vurderinger. Engelbrecht noterer i ”Opera i guldalderens København”: ”H.C. Andersen viser igen, at hans musikdramatiske dømmekraft ikke er knivskarp.”

Nuvel, alligevel er det en stor fornøjelse og en sublim videntilegnelse at læse ”Hjertet brast i toner”. En cadeau til forskeren Engelbrechts enorme researcharbejde og en taknemmelighed og glæde for forfatteren Engelbrechts formidlingsevner. Jeg fik viden, og jeg blev underholdt – tak for et vægtigt værk i det store H.C. Andersen-univers.