En (halv)kort historie om musikken i Danmark

Forlaget Multivers udgiver i denne tid en stribe fine bøger i serien ”Danske komponister”. Der er nu udkommet 15, og de er alle holdt inden for en godt hundrede sider tekst; rart og overkommeligt.

Nu har forlaget udgivet bogen ”Musik i Danmark”. Sandelig en stor titel. Men undertitlen ”Den korte historie” indikerer, at her er alligevel et let overskueligt produkt.
Forfatteren Jens Hesselager er lektor ved Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet, og han har udgivet en lang række videnskabelige tekster.

”Musik i Danmark” klarer i 25 kapitler og på i alt 250 sider at give et bud på musikken i Danmark. Derfor er det fra starten klart, at der er foretaget konkrete dyk i historien, mens meget naturligvis er udeladt.

Bogen er holdt i et akademisk sprog, men så veldrejet, at læseren kun få gange lige må stoppe op for at få lirket sproglige knuder op, inden de går i for hård en knude.

I indledningen redegør Jens Hesselager for bogen; det er en historie om musikken i landet Danmark, som ikke nødvendigvis er dansk musik. Bogen perspektiverer musikken liv i forhold til staten, til nationen og til toppen af landet – oftest monarkiet.

Erindringsstedet
Et – for mig – nyt begreb introduceres: erindringsstedet. Et erindringssted kan være et rent fysisk sted, eksempelvis et mindesmærke, men er oftest et sted i mere abstrakt, metaforisk forstand. Gode eksempler er ifølge forfatteren bronzelurerne, som vi forbinder med vikingetiden og ser manifesteret på søjlen ved Rådhuspladsen. Ligeledes er folkeviserne et erindringssted, hvis mere og mindre væsentlige plads i vores musikhistorie gennemgås. Og et erindringssted kan være Højskolesangbogen, som ikke kun er en sangbog, men et begreb i vores musikbevidsthed.

Bronzelurerne er siden de første fund i 1700-tallet blevet forbundet med den spæde danske historie. Fra en tid, vi ofte kun kan gisne om. De er, i øvrigt fejlagtigt, ofte forbundet med vikingetiden – en dansk storhedstid. Og vi er alle stolte af det gode danske smør lurpak, som i nyere tid kunne erobre England – som vikingerne gjorde engang. Men den klingende musik ved vi ikke meget om.

De første skrevne vidnesbyrd beretter om, at de vilde nordboer sang med en rå tone. Og folkeviserne fortæller om de første harper. Efter sigende dræbte Erik Ejegod fire mænd under påvirkning af harpens kraft; sandelig stærke kræfter.

Disse Elverhøje
De danske folkeviser er samtidshistorie. De er tidligere tillagt befolkningen ’nedefra’, men senere forskning viser, at de stammer fra adelskulturen. Men uanset hvad, er folkeviserne et erindringssted, som i guldalderen får et gevaldigt opsving.

Her gennemgår Hesselager fire, meget forskellige, værker. Skuespillet ”Elverhøj” med Kuhlaus ”Kong Christian stod ved højen mast” affortryllede folkeviserne og ophøjede dem til kulturarv. Operaen ”Liden Kirsten” med musik af J.P.E. Hartmann citerede ikke folkeviserne direkte, men lod os vende tilbage til en idyllisk barndom. Librettoen er af vores eventyrdigter H.C. Andersen.

I Niels W. Gades kendte korværk ”Elverskud” bliver folkeviserne til et anderledes erindringssted; her er historien om almenmenneskelige drifter og vilkår for samtidsmennesket.
Endelig er der P. Heises og Chr. Richardts store opera ”Drot og marsk”, hvor de kendte folkeviser bliver flittigt brugt.

For Hesselager er andre nævnte erindringssteder de første trykte visebøger og stemmebøger, som benyttes af Chr. d. 4.s musikere.

”Musik i Danmark” indeholder et mellemkapitel: ”Instrument–intermezzo – et billedkapitel”. Her er 30 sider med ligeligt delt billeder af og tekst om benyttede instrumenter - fra de tidligere lurer over borgerskabets pianoforter til omtale af vores professionelle orkestre dags dato. Det er fint, men jeg kan godt undvære dette intermezzo; er det nødvendigt i ”den korte historie”?

Mænd og kvinder
Vi får interessant viden i afsnittene om den musik i Danmark, som er udenfor de nutidige grænser: I vores tidligere kolonier og på Færøerne, Island og i Grønland. Det er interessant, hvordan der både har været afhængighed af den danske kultur og samtid stor modvilje. Og som forfatteren nøgternt bemærker: Danmarks kolonihistorie er under revision i disse år.
Kapitel 16 og 17 omhandler henholdsvis Danske komponister og Kvindelige komponister. Som konsekvens ville jeg nok have kaldt det første kapitel Mandlige komponister. For det var det jo, og denne bog tager også kønsproblematikken op.

De to kapitler dækker en begrænset tid – fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor de fleste komponister er af tysk afstamning, til begyndelsen af 1900-tallet, hvor Carl Nielsens betydning er monumental. Og her er der en del kvinder, som nu i vores tid bliver taget frem; eksempelvis kom i år bogen om Tekla Griebel Wandall i omtalte serie om danske komponister.
Lillecarl

Tiden omkring Carl Nielsen er et vigtigt erindringssted, hvor også den danske sangskat får en saltvandsindsprøjtning med udgivelsen af melodibogen til Højskolesangbogen for præcis 100 år siden. Men samtidigt huskes også, at der blev skygget for de komponister, der ikke var enige med tidens strøm. Her må nævnes Rued Langgaard, som der flere gange i bogen nævnes med en vis sympati. Og det er vigtigt også at huske – eller genfinde – hvad der ellers let fortrænges. Vi får da også et par utvetydige citater efter Nielsens død, hvor vi ikke er i tvivl om, at hans fylde også gav store skygger.

I den nyere tid har vi jazzen som et prægnant erindringssted. Og på samme tid – i århundredets begyndelse - har vi Thomas Laubs store arbejde for at reformere kirkesangen; en reform, som vi mærker den dag i dag.

Vores tid
Når vi nærmer os nutiden og dens musikalske mangfoldighed erkender Hesselager, at der her er megen musik, som ikke kommer med i denne bog. Det er da også typisk, at det store noteapparat og litteraturliste oftest henviser til akademiske artikler. Populærmusikkens indhold og betydning må findes andetsteds. Vi får lidt forsigtige ord om grupper som Gasolin’ og Shu-bi-dua, og Hesselager udtaler mod slutningen, at ”erindringssteder er ikke evige, men underkastet kontinuerlige forhandlinger”.

”Musik i Danmark – Den korte historie” har lavet betydende nedslag i vores musikhistorie, og jeg har med glæde læst denne kalejdoskopiske gennemgang. Og det er fint acceptable valg, forfatteren har gjort. Vi ved jo alle, hvor vi kan finde mere.

Flere gange har jeg kigget på de allersidste sider.
Det har ikke hjulpet; der ER simpelthen intet navneregister. Det kan være i orden i en personlige con-amore-beretning, men i dette værk på et vist niveau er det da en selvfølgelighed, og manglen forringer desværre brugen af den ellers fine bog.

Bogens sprog er sandelig til den velmusikalske side, hvor der kan blive brug for opslag andetsteds. Jeg er ofte – og også her – taknemmelig for dén musikteori, jeg lærte af Fru Timmermann i et andet årtusinde.

Og ja, jeg vil fremover være opmærksom på musiske fænomener, som jeg vil kalde erindringssteder.
Tak for horisontudvidelsen.