60 år med "Another side of Bob Dylan"

Bob Dylans optræden ved Newport festivalen i juli 1965 blev ledsaget af en udbredt forvirring og utilfredshed blandt publikum, som var noget uforberedt på Dylans nyfundne interesse for at forstærke musikken elektronisk. Der var dog også en del tilskuere, som syntes godt om det elektriske akkompagnement til sangene – læs mere herom i artiklen ”The times they are a-changing” her på hjemmesiden.

Men allerede ved Newport festivalen i 1964 var der dele af tilhørerskaren, som ikke fik det, de var kommet efter. Ganske vist spillede Dylan sine sange akustisk og solo (efterfulgt af et nummer sammen med Joan Baez); men de fire numre i sættet var sange fra den endnu ikke udsendte LP ”Another side og Bob Dylan”, og disse nye sange var ikke den slags protestsange, som lytterne var vant til fra Dylans side.

I stedet var der tale om mere eller mindre rendyrkede kærlighedssange, og hvad skulle man nu mene om dem, når man var kommet for at høre politiske sange?

Storpolitik og kønspolitik
Publikums forvirring over Dylans sangrepertoire ved Newport festivalen i 1964 blev kun forstærket ved mødet med hans nye plade, der udkom d. 6. august 1964. Pladen havde titlen ”Another side of Bob Dylan”, og selv om titelvalget ikke var Dylans eget, og selv om han heller ikke brød sig særligt om titlen, fortæller den ganske meget om indholdet på LP´en. De nye sange adskiller sig fra flertallet af sangene på den forudgående plade, ”The times they are a-changing” (1963), derved at de ikke beskæftiger sig med samfundets uretfærdigheder eller med storpolitiske emner, men derimod næsten alle tager udgangspunkt i relationer mellem mennesker og i psykologiske forhold.

Skiftet fra det offentlige liv til privatsfæren i sangenes emneunivers gik ikke upåagtet hen hos musikkritikerne. De to indflydelsesrige kritikere Irwin Silber og David Horowitz hudflettede Dylan for at sælge ud og for i stedet for de politisk orienterede sange at hellige sig sange om følelseslivet og om kærlighedsrelationer. Horowitz kaldte oven i købet de nye sange udtryk for dårlig smag og manglende selvkritik. Albummet opnåede da heller ikke de samme salgstal som den forudgående plade, så noget tyder på, at Dylans kernepublikum endnu ikke var helt parat til at følge musikeren på hans nye kurs – og det, selv om hans tidligere udgivelse netop havde titlen ”The times they are a-changing”.

Selv var jeg for ung i sommeren 1964 til rigtigt at tage stilling til Dylans kursskifte. Jeg var 14 år og gik mere op i kapløbet mellem The Beatles og The Rolling Stones, så Bob Dylan fangede først min interesse i forbindelse med albummet ”Bringing it all back home” – eller måske endda først med ”Highway 61 revisited” (begge fra 1965). Men der var mange, der diskuterede Dylans nye, mere indadvendte sange i 1964, og der var nok lige så mange, der tog afstand fra Dylans ”svigt”, som der var fans, der var begejstrede for den nye linje.

Eftertidens dom over ”Another side of Bob Dylan” har indsat albummet på dets retmæssige plads som endnu et hovedværk i en lang række af hovedværker, og eftertiden har oven i købet i bagklogskabens klare lys kunnet revurdere Dylans tilsyneladende opgivelse af politikken til fordel for intimsfæren som en nydefinering af, hvad det vil sige, at noget er politisk. I 1964 var der ikke så mange, der talte om kønspolitik og om forholdet mellem kønnene som en mulig kampzone for magtstrukturerne i samfundet.

Den diskussion kom først lidt senere; men Bob Dylans nye sange foregriber faktisk den ulmende kvindekamp i samtiden, som hen ad vejen udvidede forståelsen af de mikroøkonomiske magtstrukturer til blot at være en anden side af de makroøkonomiske magtstrukturer. Eller sagt på en anden måde: sangene på ”Another side of Bob Dylan” betød på ingen måde en opgivelse af de politiske sange for Dylans vedkommende. Tværtimod; fokus var bare flyttet fra parolerne og slagordene til en analyse af de kønspolitiske magtforhold i relationerne mellem mennesker.

Yngre nu end dengang
Opgøret med de tidligere Dylan-sanges skråsikkerhed og fastlåste standpunkter kommer på den nye plade tydeligst til udtryk i sangen ”My back pages”. Her fortæller sangskriveren i blomstrende billeder og sprudlende metaforer om, hvordan han – for det kræver ikke megen fantasi at gætte på, at det er Dylan selv, teksten handler om – tidligere gik på barrikaderne med ideologier som vejvisere og med sort-hvide fordomme som sine vigtigste følgesvende.

I fire vers fortæller Dylan ganske selvironisk om sin egen fortid som ideologisk frontkæmper – eller måske snarere om den rolle, han tidligere blev påduttet, og som kritikerne gerne så, at han stadig ville tage på sig: rollen som politisk bannerfører.

”My back pages” er en herlig sang med et (måske lidt for) kunstfærdigt billedsprog og med et fantastisk omkvæd, der har bud til lyttere langt ud over Dylans samtid: ”I was so much older then/ I´m younger than that now”. Sangen er et højdepunkt i Dylans store sangkatalog; men den er langt fra den eneste perle på et album med mange dybe indsigter og vigtige udsagn – samt med humor, og naturligvis med en masse langtidsholdbare melodier. Både ”All I wanna do”, ”To Ramona” og ”It ain´t me babe” er vægtige indlæg i den ovenfor omtalte kønspolitiske diskussion, Dylan i disse år førte med sig selv og sine omgivelser – selv om det altså ikke var alle i disse omgivelser, der forstod sangskriverens hensigt med sine tekster.

Sangen ”Chimes of freedom” er den længste sang på pladen og er med sine majestætiske og næsten apokalyptiske billeder den sang, der tematisk ligger tættest på Dylans tidligere politiske sange, f.eks. ”A hard rain´s a-gonna fall” fra 1962. I den nye sang er det et tordenvejr, der giver sangskriveren associationer til klokkeringning og samtidig kommer til at fungere som katalysator for en lang gennemgang af og støtteerklæring til verdens talrige udstødte og underkuede personer: ”For the confused, accused, misused, strung-out ones and worse/ and for every hung-up person in the whole wide universe/ and we gazed upon the chimes of freedom flashing”.

Der er ikke nogen form for konkrete handlingsanvisninger eller gode råd til de mange fortabte eksistenser i sangteksten, som i stedet nøjes med at opsende et fromt håb om frihed for dem; men Dylan ville jo netop heller ikke være agitator eller politiker mere. Han var først og fremmest digter, og ”Chimes of freedom” er en sang fyldt med fine formuleringer.

Endnu et par udødelige Dylan-sange kunne have været at finde på ”Another side of Bob Dylan”, nemlig ”Mama you been on my mind” og ”Mr. Tambourine man”, som begge var skrevet og også indspillet på dette tidspunkt, men som af forskellige grunde ikke fandt vej til albummet. Albummet er da også rigeligt spækket med god musik og eksistentielt vægtige sange selv uden de to indspilninger, som først blev udsendt senere i forbindelse med Dylans ”The bootleg series”.

Man kan roligt konstatere, at 1964 – som så mange andre år – var et uhyre kreativt år for Bob Dylan, som ud over at opbygge et eget sangkatalog uden lige i denne periode også var med til at hjælpe andre musikere på vej med deres karrierer ved at give dem noget substantiel musik at arbejde med.

The Byrds er nok det mest fremtrædende eksempel på denne del af Dylans betydning, og gruppen fik efterfølgende hits med ikke mindre end 5 af Dylans 1964-sange: ”Mr. Tambourine man”, ”My back pages”, ”All I really wanna do”, ”Chimes of freedom” og ”Spanish Harlem incident”. The Byrds har i sandhed meget at takke Bob Dylan for; og vi andre har nydt godt af det frugtbare bekendtskab.