Lange-Müller – meget mere end ”Vi elsker vort land”

Det er en imponerende række af komponistbiografier fra forlaget Multivers, vi er nu nået til nr. 27. Og jeg forestiller mig, der er mange danske komponister at tage af endnu.
Denne gang er det seriens redaktør, der er forfatter. 
Jens Cornelius har tidligere skrevet de fine biografier om Victor Bendix og Emil Reesen.
Denne gang drejer det sig om senromantikeren Peter Erasmus Lange-Müller, der levede 1850-1926. Det vil sige i den brydningstid, hvor også Carl Nielsen levede. En brydningstid, hvor den romantiske musik veg pladsen for den nye, mere enkle og frie stil.
Hvordan er det nu med Lange-Müller? Jo, rigtig mange har med svingende held forsøgt at synge Holger Drachmanns midsommervise på Lange-Müllers melodi ved bålet sankthansaften. 
Endvidere har en del kor prøvet kræfter med hans Madonna-sange. Og titlen ”Kornmodsglansen” får det varme blik frem i voksne mandskorsangere. 
Men derudover?

Danmarks nationalkomponist?
Denne videbegærlighed formår Jens Cornelius virkelig at stille med denne velskrevne og nærværende lille bog.
P.E. Lange-Müller var – i flg. bogens bagsidetekst – sin tids mest populære danske komponist. Og i bogens indledning kan Cornelius fortælle os, at Lange-Müller faktisk havde status som Danmarks nationalkomponist. 
Hvaba?! Dén må vi lige få igen.
Og det får vi heldigvis, så vi faktisk forstår, at det forholdt sig sådan. Den viden har den senere musikhistorie sandelig overskygget med det intense arbejde med Carl Nielsen-tiden.  

Jens Cornelius fortæller indledende, at der er udkommet to bøger om Lange-Müller; i 1938 og 1946. Begge med den beethovenagtige skæbnefortællingsstil – om kampen for kunsten gennem personlig lidelse. 
I nærværende bog får vi et mere nuanceret billede af kunstneren og mennesket. Et billede, der har kunnet lade sig gøre efter forskning i dagbøger, breve og andet materiale.  
Cornelius skriver flydende og sobert beskrivende, hvor det ofte er hovedpersonen selv, der får ordet. 

Kronisk syg
Lange-Müller er en flittig og vellidt komponist, der hele livet lider af kronisk hovedpine, mindreværd og modløshed.
Første kapitel er et øjebliksbillede fra festforestillingen på Det Kongelige Teater 1925, som hylder Lange-Müller. Hovedpersonen er genert og mismodig – alle ved, at det er slutningen på en romantisk tid.

Herfra starter den klassiske biografi fra fødslen. Peter Erasmus fødes ind i en fin familie, hvor faderen er jurist, embedsmand og politiker. 
Her er ikke den fattige kunstner på et koldt loftsværelse, men en baggrund i de højeste kredse. Men allerede fra 4-årsalderen er Peter svagelig og kronisk syg. For syg til en almindelig skolegang, men får privatundervisning i hjemmet. 

Efter en studentereksamen med topkarakterer påbegynder han forskellige studier. Også musikkonservatoriet droppes efter blot et halvt år trods gode lærere. Cornelius mener, det skyldes det dårlige forhold til konservatoriets leder, den almægtige Niels W. Gade. Også han finder Lange-Müllers kompositioner udygtige med sine fremmedartede klange og overraskende vendinger.

Rejsende og komponerende
Trods stor tvivlen på egne evner fortsætter Lange-Müller med at skrive, og de første sange bliver godt modtaget. Og det gælder nærmest alle hans kompositioner. Blandt andet orkestersuiten ”I Alhambra”, der opføres 1876 i den nye koncertforening, som Lange-Müller er med til at starte. 

På det tidspunkt har Lange-Müller allerede foretaget mange rejser. 
Hele livet rejser han kolossalt meget – måske flere mil end H.C. Andersen? Da han besøger det virkelige Alhambra, bliver han dybt skuffet. Bogen gengiver et brev, hvor han virkelig morsomt beretter om det i virkeligheden noget mindre Alhambra. 
Ellers er der ikke megen sjov i Lange-Müllers liv, der er fyldt med kronisk sygdom og tungsind. 

Cornelius gennemgår flere af Lange-Müllers værker, som vi ikke hører i dag. Her er to symfonier, der bliver redigeret flere gange. Men Cornelius konstaterer tørt, at uden nye udgaver af partituret har de to symfonier ingen fremtid. Jeg tænker, at denne bog måske får et af vores orkestre til at kigge en gang på dem? 
I årtier er jagten på ’glemt’ musik intensiveret, og resultatet ses i de mange spændende koncertprogrammer. 

Der var engang
Centralt i bogen står samarbejdet med den flamboyante Holger Drachmann. Som opfordrer, nærmest beordrer, Lange-Müller til at skrive musik til skuespillet ”Der var engang”.
De to yderst forskellige kunstnere starter et frugtbart samarbejde, og ”Der var engang” bliver en langtidsholdbar succes. Selvom samtiden påpeger musiklån fra andre komponister. Her får vi en markant udtalelse fra Carl Nielsen, der ikke er i tvivl om, at musik, der ’genbruger’ andres kompositioner, ofte er mere originale end ’rene’ værker. 
Interessant. Og hele livet har Carl Nielsen gode tanker om Lange-Müllers musik, selvom den er fjern fra hans egen.
Solosangen ”Midsommervisen” får et liv uden for ”Der var engang” som dén, der bliver sunget som fællessang ved sankthansbålet. Som Cornelius kalder en umulighed på grund af sangens sværhedsgrad. Og han fortsætter med at glæde sig over, at vi siden 1980 har kunnet synge Shu-bi-duas melodi. 
Ja ja – jeg mener, at vi stadigvæk kan synge Lange-Müllers melodi. Når bare der er et par stykker, der kan synge for.

Fraværende familiefar
Lange-Müller har gennem årene udtalt sig om ønsket om ægteskab. Og minsandten, om ikke det lykkes: Som 42-årig gifter han sig med den 16 år yngre Ruth, som han har haft som elev i 10 år. Sikken sendrægtighed. 
Og det bliver et godt ægteskab, tre døtre kommer til i løbet af få år. Men med en temmelig fraværende far, for hvem komposition og sygdom fylder. 
Da fru Ruth også er svagelig, rejser parret jævnligt på kurophold ved Middelhavet. Lange-Müller opsøger verdens førende læger, men intet hjælper. 
En tysk øjenspecialist påpeger kombinationen af nærsynethed og langsynethed som årsag. Dette synshandicap har Lange-Müller levet så længe med, at en korrektion opgives. Men det er dette handicap, som et barnebarn, lægeuddannet, senere giver som grund for Lange-Müllers sygdom. Og samtidig nedtoner den psykiske tilstand. Hvor Cornelius mener, at det tunge sind og mindreværdet også har spillet ind.

Eftermælet
I Lange-Müllers sidste år forbereder han sit eftermæle. Dagbøger redigeres og beskæres, kompositionerne revideres. Både 70-års og 75-års fødselsdagene fejres storladent trods hovedpersonens vægring. 
Lange-Müllers fatale faldulykke og hans sidste dage beskrives nøje, og til hans bisættelse spilles blandt andet en uropførelse af hans egen sørgemusik. Bogens forfatter MÅ kommentere: ”Det er der da format over, når man er komponist.” 

Jens Cornelius har skrevet en fin, velskrevet og forholdsvis nøgtern biografi over en ener i det danske musikliv. Enkelte gange spreder han superlativer om sig, som når sangen ”Genboens første vise” beskrives: ”Sangen er et miniaturemesterstykke, diskret men subtilt harmoniseret, så den blide dur-stemning hele tiden trækkes mod mol og får en uimodståelig ømhed”.
Ifølge Cornelius står lied- og romancesang svagt i dagens Danmark, men Lange-Müllers sange lever og synges stadig.
Og med denne bog er interessen forhåbentligt vakt til at høre mere af P.E. Lange-Müllers musik.