Stort – Sannes selvbiografi

Her op til jul udkom denne helstøbte selvbiografi. Sanne Salomonsens “Det hele” er en god gaveidé til den, der bare interesserer sig en smule for dansk musik.

For her får vi et vægtigt vidnesbyrd om musikkens verden det sidste halve århundrede, fortalt af én af dem, der har befundet sig på toppen siden 1970’erne: sangerinden Sanne Salomonsen.

Hun udgiver sin første soloplade som 17-årig i 1972. Bliver forsanger i Sneakers. Senere Anne Linnet Band. Succesrige soloplader. Får som 50-årig en blodprop i hjernen. Kæmper sig tilbage. 

Og er den dag i dag stadig en af de mest karismatiske sangere – på vej til 70-års fødselsdagen sidst i december.
Sikken et liv, sikken en styrke, sikken en vilje, sikken en ærlighed. 

Beundringsværdigheden øges gennem læsningen af ”Det hele” – respekter bare vokser og vokser.

Ærligheden starter på første side: ”Dette er historien om mit liv, som jeg husker den”.

I bogens prolog får vi et øjebliksbillede på den aften i september, hvor Sanne skal på scenen første gang efter blodproppen. Angsten lyser ud af siderne, men samtidig troen. Troen på, at hun kan. Og det kan hun.

Herefter får vi bogens resterende knap 400 sider med Sannes historie kronologisk,
Men her er ikke noget gaaab – med sin luftige layout, de mange stærke billeder og den særdeles velflydende tekst er læsningen en ren fornøjelse.
Bogen er skrevet ”i samarbejde med Danni Travn”. Vi kender Travn for hans eminente biografier om bl.a. Lis Sørensen og Bent Fabricius-Bjerre. 

Travn er i min optik en af vores bedste biografer, der formår at ramme den biograferedes livstone og gøre teksten særdeles nærværende.

Vi har hørt mange af de fantastiske historier før. I de mange interviews af Sanne Salomonsen og blandt andet i Majse Njors bog ”The book” fra 2005. Men her får vi en samlende helstøbthed.

Tidligt ude
Bogen er opdelt i tre æra, og efter bogens prolog får vi i første æra historien om barnet Sanne og den unge Sanne til slutningen af 1970’erne. 
Forældrene får en intens og kærlig beskrivelse. Faderen er den udadvendte eventyrer, der som velestimeret ornitolog har hele verden som sin arbejdsplads. Moderen er hjemmets holdepunkt, en handlekraftig kvinde, der hele livet har en tæt kontakt til Sanne.  
Sanne trives ikke i skolen, og hun bliver mere og mere bevidst om sit unikke sangtalent, der langsomt giver hende en identitet, en status. Hun starter med at ryge hash som 12-årig og musikken fylder mere og mere – blandt andet har hun en trio med tvillingerne Rebecca og Sanne Brüel. Hun siger selv: ”Jeg trådte direkte fra barndommen og ind i musikbranchen”.

Sanne Salomonsen får roller i tidens store musicals ”Hair” og ”Jesus Christ Superstar”, og som 17-årig udkommer hendes først soloplade. Dén husker jeg tydeligt; især hendes danske udgave af ”Killing Me Softly with His Song”. 
I 1974 bliver hun kæreste med bassisten Bo Stief, som mindes med varme – han gav hende ”grounding”. Tilbuddene strømmer ind, og hun siger ja til det meste – fra u hu-kor for John Mogensen til avanceret musik med Palle Mikkelborg. Og hun erkender frejdigt, at hun kender sin værd. I vokalkvartetten ”Flair” siger sangerinden Jannie Høeg direkte: ”Du fylder det hele”.
Vi er i en tid med flere og flere stoffer, og Sanne Salomonsen holder sig ikke tilbage med eksperimenterne. Men hun er ikke i tvivl: den største rus får hun af… sangen. Og det er den gennemgående stærke kraft i hendes liv.

Musik og mænd
Sanne Salomonsen skilles fra Stief. Bliver kæreste med Morten Kærså, karismatisk leder af Sneakers, der får Sanne som forsanger, og her nørdes avancerede klange. Et rimeligt højrøvet band, hvor Sanne jævnligt må skære igennem med hendes ”Tal ordentligt!”. 
Og samtidigt har Anne Linnet startet sit band med Anne, Lis Sørensen og Sanne i den vokale front. 
Vi får nærmest nye projekter på hver side i bogen – og nye affærer. Nogle anonyme, nogle med navns nævnelse…
Sanne Salomonsen er med på den første Grønne Koncert i 1983 – undertegnede husker tydeligt Fruens Bøge i Odense dén sommer. 
Endelig møder hun sit livs største kærlighed: den svenske guitarist Mats Ronander. Hun betegner det som en voksenforelskelse, når han spiller sit gudesmukke guitarspil. 
Parret får sønnen Victor, og vi får en dejlig både unik og hverdagsagtig beskrivelse af fødslen med 16 kornede polaroid-fotos. Ikke helt dagligdags; 10 dage efter fødslen er hun i øvelokalet – Roskilde Festival og Grøn Koncert venter forude. 
Beskrivelsen af begyndende problemer med den drikkende og voldelige mand er blevet flittigt beskrevet i medierne efter udgivelsen af ”Det hele”. Her er det Sanne Salomonsens bog, så vi tror på hendes ord.

Sanne har nu det vigtige midtpunkt i livet, sønnen. Derfor er det også et nej tak til muligheden for at blive stor i USA. Hendes viljestyrke highlightes gennem flere one-liners som: ”Du kan skabe dit eget liv, hvis du tør” og ”Alle fortjener kærlighed og respekt”. 
Vi kan mærke en stor og ægte stolthed i at spille ”Prud Mary” for prinsesse Mary i nationalarena; en begivenhed, der fremhæves mellem de virkelig mange store musikoplevelser.

”Jeg skal, jeg vil, jeg kan”
Er den indledende overskrift for Sane Salomonsens tredje æra. Hun begynder at arbejde på en plade med C.V. Jørgensens musik, da blodproppen i hjernen rammer hende 2006. Anfaldet og den efterfølgende lammelse beskrives tæt, og vi følger beundrende Sannes stærke vilje i genoptræningen. For det er jo dét, hun kan – synge. 
Sanne var tidligere blevet spået, at en stor omvæltning ville komme. Jo tak, det er nu. Her er en tårefremkaldende beskrivelse af den første tid og vejen mod generobring af scenen. Som blandt andet indeholder en mime-koncert. Det gør hun aldrig igen. 
Sanne opnår også et gevaldigt løft ved at komme til at ride igen og hermed styrke sangermuskulaturen. 
Hun arbejder på en ny plade med stærke numre som ”Taxa”, Thomas Helmigs ”Det var hvad det var” om deres forhold og sangen ”Overgir mig langsomt”. En sang, Sanne ikke selv magter at synge, men som Mads Langer gi’r en hudløs version af i det musikalske tv-program ”Toppen af poppen”. Dén version er vi vist mange, der husker. 
Vi får en realistisk beretning fra Sanne Salomonsens ene år som dommer i X-Factor. Hun indgyder tro og håb i de unge talenter. Men hun er ’blot’ sig selv og spiller ikke det taktiske spil, som hendes meddommere Remee og Blachman udøver perfekt. Og Remee giver hende gode fif vedrørende hele medieomtalen. Så har hun prøvet det. 
Ligeledes bliver Sanne nok smigret over ideen om en musical om Sanne Salomonsen. Hun omtaler projektet rimeligt diplomatisk, men sjusk – det vat det. Hvad både publikum og anmeldere også mener.

En status
Mod bogens slutning får vi velreflekterede betragtninger. Sanne Salomonsen udtaler, at hun ”endte med at være en dårlig ven” for mange, for det   var musikken, der var det vigtigste. Men ”inde i musikken kunne vi altid mødes”. 
For Sanne er musikken den altoverskyggende kraft, hendes styrke, hende vilje, hendes format.
En sej fighter, der har en dyb tillid til fremtiden.
Og nu har vi en stærk selvbiografi, perfekt og diskret hjulpet på vej af Danni Travn, der ikke kan andet end styrke vores beundring for vores stærke sangerinde Sanne Salomonsen.

Tak for din historie – som mere eller mindre har berørt vores egen historie på et tidspunkt.