Guide til Joy Division
Joy Division leverede sort kunst i dets allersmukkeste form
På mandag den 18. maj er det nøjagtig 40 år siden at frontmanden bag et af rockhistoriens allervigtigste bands Joy Division gik bort. Ian Curtis døde i en alder af blot 23 år.
Fire år inden hans tragiske død, mødte den karismatiske fronfigur første gang to af de øvrige Joy Division-medlemmer - Bernard Sumner og Peter Hook - under en Sex Pistols koncert i Manchester i 1976. Mødet blev starten på et af rockhistoriens mest indflydelsesrige bands, som dannede skole for en lang række af eftertidens bands.
Joy Division havde ikke en lang levetid. De nåede blot at udgive to albums - "Unknown pleasures" og "Closer" - samt en række singler der er udgivet på den fantastiske compilation "Substance"
Hvor Joy Divisions to studie albums befinder sig et mørkere og mere rock-orienteret postpunk-univers, viser compilation-albummet "Substance" for alvor, at Joy Division havde rødder i den spirende britiske punkscene i 70'erne. Hør lydklip fra "Substance"-albummet øverst i artiklen.
På trods af de få udgivelser præsterede Ian Curtis og Joy Division at sætte et aftryk i fremtidens musik, som få andre i rockhistorien.
Til minde om Ian Curtis og Joy Division genudsender vi den fremragende guide til Joy Division med en dybt inspirerende artikel af Martin Hall.
Læs Bibzooms guide til Joy Division her
Filmatiseringer
Ian Curtis er blevet portrætteret flere gang på film. På bibliotekernes filmtjeneste Filmstriben kan du se to fremragende filmatiseringer omkring Ian Curtis og Joy Division.
På bibliotekernes filmtjeneste Filmstriben kan du se de to fremragende spillefilm om Joy Division og den Manchester-musikscene, i hvilken Joy Division spillede en helt central rolle.
Filmen "Control" er en pseudodokumentarfilm om Ian Curtis og Joy Division. Ian Curtis føler at han mister kontrol, da han får konstateret at han lider af epilepsi. Han lever nattelivet på scenen som forsanger for Joy Division og er splittet mellem forholdet til sin kone og en elskerinde. Svære depressioner bliver en konstant følgesvend. Filmen Control handler mere specifikt om Ian Curtis' liv og portrætterer ham fra skoletiden omkring 1976 til hans død i 1980. Se filmen på Filmstriben
Filmen "24 Hour Happy People" er en pseudodokumentarfilm om klub- og pladeselskabsejeren Tony Wilson, Factory Records, Joy Division, New Order og Happy Mondays. 24 Hour Party People fortæller historien om Factory Records' opståen og fald, med første halvdel af filmen omhandlende Joy Division, og især Ian Curtis, og anden del et andet Factory-band, Happy Mondays. Se filmen på Filmstriben
Introduktion til de to studie-albums fra Joy Division
Unknown pleasures (1979)
Der er noget majestætisk over albumomslaget til Joy Divisions debutalbum fra 1979. De pulserende hvide stråler der bølger henover den kulsorte baggrund skaber en nærmest højtidelig atmosfære omkring "Unknown pleasures". Albummet, der blev indspillet i løbet af en uge i Strawberry Studios i Stockport var både visuelt og musikalsk nyskabende. Et album der ubetinget fremstår som et af de største og mest markante momenter i rockhistorien.
Dykker man ned i lyduniverset der gemmer sig bag "den sorte diamant", mødes man af et musikalsk udtryk der er alvorstungt og foruroligende mørkt. Stilmæssigt har musikken stærke rødder i den primale punk-scene. Samtidig bevæger det sig i ekstremt mørk og dyster lydsfære der, i kombination med flittig brug af industrielle lyde, digitale effekter og rumklang, giver albummet et særpræget lydmæssigt udtryk.
Desperationen i musikken gennemsyres af en undertrykt og rastløs vrede gennem hele albummet. "Unknown pleasures" er et tidløst album. Et æstetisk og sonisk pragtværk. Et lydspor der sender stråler af forfald og uundgåelige dommedag langt ud i rummet.
Closer (1980)
Hvis "Unknown pleasures" er lyden af forfald og dommedag, er det efterfølgende album "Closer" det post-apokalyptiske lydspor efter dommedagens komme. "Closer" er lyden af uhåndterlig sorg - en storladen og mørk dødsmesse. To måneder forinden udgivelsen af "Closer", havde Ian Curtis taget sit eget liv. At den karismatiske frontfigur var så tæt på selvmordets rand, høres med al tydelighed på albummet, hvor vokalen afspejler ulykke og mistet livsmod.
Som albummet lakker mod enden, bliver udtrykket mørkere og mørkere. Mørket kulminerer med albummets næstsidste nummer "Eternal", der må være et af de sorteste øjeblikke i musikhistorien - som en begravelsesmarch uden det mindste tegn på lys og håb.
Afskedsnummeret "Decades" runder på smukkeste vis af med en stemning frembragt endeløs, men alligevel en fornemmelse af at der selv i det sorteste øjeblikke er lys, et alle andet sted langt ude i horisonten.
Tony Wilson - manden bag pladeselskabet Factory Records, der stod bag udgivelsen af begge albums - beskrev engang "Closer" som en katedral. "Closer" er et gotisk hovedværk.
Det er sort kunst i dets allersmukkeste form.