Jan Poulsen: Sods: Minutes To Go

Det musikaktive forlag Multivers, som udgiver en del musikbøger, har startet en ny serie ”Danske albums”, der ”sætter fokus på markante udgivelser i dansk musik fra 1960’erne og frem”. Efter første bind i den nye serie Kim Larsen: Værsgo af seriens redaktør Henrik Marstal er forventningerne til bind 2 høje. Og her er det den anden redaktør af serien, Jan Poulsen, der er forfatter.

Erfaren herre
Nu drejer det sig om den første danske punkplade, den første plade med Sods: ”Minutes To Go” fra 1979.
Og den helt rigtige fortæller er Jan Poulsen.

Han var selv aktiv i det gryende punkmiljø, og han har skrevet de monumentale bøger ”Under en sort sol” om netop Sods, som senere blev til Sort Sol. Og moppedrengen ”Something rotten! Punk i Danmark” fra 2010.

Samtidigt har han beriget os med andre fine musikerbiografier; Bibzoom har tidligere begejstret anmeldt hans bøger om Eik Skaløe, David Bowie og Dizzy Mizz Lizzy.

Nærværende bog er som de andre bøger i serien en indbydende, lille sag på halvanden hundrede sider.

3 ud af 4 bandmedlemmer
I forordet fortæller Poulsen om sin første koncert med Sods i 1978 på Christiania. Og han har siden fulgt gruppen – også med de ovennævnte professionelle resultater. Som han også kan fortælle naturligvis bliver brugt i denne bog. Det gælder mange af de historiske beretninger og mange af de interessante citater. Naturligvis. Og samtidigt sympatisk, at han nævner dette – det er desværre ikke alle forfattere, der vedkender sig dette pragmatiske genbrug.

I interviewlisten bagerst i bogen står der ved nøglepersonerne typisk to årstal: 2001 og 2020. Én af Sods medlemmer er dog ikke interviewet til denne bog: forsangeren Steen Jørgensen. Hvorfor mon ikke? Derfor er Jørgensen så heller ikke med i den længere takkeliste.

Fra Engeland…
Nå, men Jan Poulsens bog er stadig en overskuelig og grundig introduktion til den helt nye musikbevægelse, som ramte verden sidst i 1970’erne.

Første kapitel indledes med Sex Pistols-koncerten i København i 1977, hvor alle de fire kommende medlemmer af Sods var til stede. De måtte simpelthen bare selv i gang med at spille!
Poulsens drevne skrivesprog kan nydes. Han taler om ”digtere og drømmere, driverter og døgenigte”, selvom de to sidste betegnelser vel er ens, men ordene smager godt. Han er heller ikke bleg for at kalde poeten Patti Smith’s tilhængere for ”musikjournalister og andre kultursnobber” – ha ha.

…til Danmark
I Danmark spiller de fire unge Steen Jørgensen, Tomas Ortved, Knud Odde og Peter Peter en koncert med fire numre a to minutter på Rødovre Statsskole i november 1977. Og regner med, at det var det. Men det var det ikke.

For nu starter det rigtigt. Punkmiljøet bliver en realitet, og kerneordene er: uprøvet, energi, attitude. Det er lige Sods. Steen synger falsk, en ’rigtig’ bassist står bag Knud og flytter hans hænder til de rigtige steder på bassen. Fantastisk.

Produceren Poul Bruun, som stod bag Gasolin’s succes, ser muligheder med Sods; de har dén energi, der ligner det unge Gas’. Videre til det hippe studie Sweet Silence, hvor Freddy Hansson og Flemming Rasmussen forgylder den danske musik. Her bruger Poulsen også Rasmussens fine samling røverhistorier Rock & stjernestøv, der udkom for to år siden.

Jan Poulsen har her herlige historier. Peter Peter mangler strenge på guitaren og hugger to fra en af Kim Larsens guitarer, der står i studiet. Og Søren Berlevs trommer er også tilgængelige, og de lyder altså bedre…

Historier
Første prøvetryk af debutpladen ”Minutes To Go” ankommer, og de fire knægte går helt amok og spiller pladen konstant. Og selvom det er punk, nævnes, at nu er der forældreaccept, når der ligefrem udkommer en rigtig plade.

Jan Poulsen har en god og lang forklaring på pladens titel, og Peder Bundgaard fortæller levende om omslagets tilblivelse. For knap 10 år siden udgav Poul Bruun sin samling røverhistorier Hit, shit og albuer. Dén bog refererer Poulsen ikke til. Her er ellers en helt anden historie om omslaget til ”Minutes To Go”; det’ da sjovt.

De 9 sange
Her kunne godt være et nyt kapitel, for nu gennemgår Jan Poulsen samtlige 9 numre.
Vi får hele fem sider om åbningsnummeret ”R.A.F.” Ikke så meget om selve sangen, men mere dens baggrund med fascinationen af terroristgruppen Rote Armee Fraktion. En fascination - ikke en accept. Poulsen skriver ”Sods afklæder dem denne tossegode indbildskhed i sangen”.

De resterende 8 sange får knap så mange ord, men præcise omtaler af stemningen i numrene og sporadisk om musikken. Jeg har gennemhørt numrene. Og bemærket bl.a. de få akkordskift. Flere er med blot to akkorder. ”Pathetic” skifter eksempelvis blot mellem en A og en G akkord. Her er der en fællesnævner med sangene i første bog i denne serie: Kim Larsens ”Blaffersangen” kører på samme måde. Make it simple – det ka’ la’ sig gøre.

Slutnummeret ”Ghost Rider” får længere omtale. Nummeret er pladens eneste covernummer. Fra den amerikanske duo ”Suicide”, som i flg. Poulsen er fortolket af alle, men Sods var først!

De usikre anmeldere
Fjerde kapitel beskriver tiden efter udgivelsen. Her citeres de mange lunkne anmeldelser. Vi får Bjarne Jes Hansens fra ”kommunistavisen Land og Folk” (Poulsens prædikat), Torben Billes nedsabling og de to anmeldelser fra Information – en positiv og en negativ. For typisk var anmelderne i tvivl: Her er noget nyt – hvordan skal vi forholde os til det?
En gennemgående holdning er dog, at pladen er fyldt med energi.

I dag
Sidste kapitel omhandler Sods/Sort Sol i tiden fra udgivelsen af ”Minutes To Go” til i dag, hvor gruppen får D.M.A.s ærespris i 2017 og Steen Jørgensen er i efteråret 2022 den gamle mand i TV2’s 12. sæson af ”Toppen af poppen”.

Jan Poulsen siger tørt: ”Den første udenlandske fortolkning af et Sods-nummer lader stadig vente på sig”.
Men jeg giver ham gerne ret i, at pladen satte megen gang i dansk rock og fik dermed stor betydning for eftertiden”.

Og overskrifterne?
Bogen indeholder, hvad jeg vil kalde skjulte gåder.
De fem kapitler har overskrifter, som passer til teksten. Men samtidigt er de også titler på store plader, der udkom på samme tid som ”Minutes To Go”.
Her er ”All Dressed Up And Nowhere To Go” (Culpepers), Før natten bli’r til dag (Lone Kellermann), Lediggang agogo (C.V. Jørgensen), Over stok og sten (her dog Bikstok Røgsystem fra 2005) og Tiderne Skifter (Sebastian).

Plader, som er rimeligt langt fra tidens punk. Men de plader, som de fleste af os hørte i de år.
Så det er måske Jan Poulsens cadeau til den almindelige, upunkede dansker?

Det er jo lidt paradoksalt at skrive en pæn bog om noget upænt – punken. Men en stor tak for arbejdet; det har givet mig en behagelig genopfriskning af den forholdsvis korte tid, hvor de grimme guitarlyde pressede sig ind på vores sanser.

Godt arbejde, Jan Poulsen. Igen.