Jubilerende englesang

Københavns Drengekor er i dag en omfattende virksomhed med den traditionsmættede sangskole som kerne.
En enestående institution i dansk musikliv blev grundlagt for 100 år siden, og det skal fejres. Naturligvis med koncerter, men også med et gedigent jubilæumsskrift.
Og her har man hyret Henrik Engelbrecht som forfatter. Engelbrecht, der efter min mening er Danmarks fremmeste musikformidler i skrift med en imponerende række bøger bag sig.

Kvalitetsbestillingsværk
Denne gang er det et decideret bestillingsarbejde. Præcis som tidligere komponisters arbejde. Mozart, Haydn skrev både frie værker, men sandelig også musik på bestilling. Og naturligvis vil den pengestærke bestiller også have en vis grad af indflydelse på værket.

Så denne gang er der knap så farverige og vildt sprudlende fortællinger, som vi har oplevet i eksempelvis Engelbrechts Opera i Danmark 1634-2005 og i bogen Arven efter Lumbye.
For få måneder siden fik vi en anden korbog, nemlig Lyden af et livsværk om det rytmiske kor Vocal Line. Det er to bøger, der begge er gedigne, velskrevne, billedrige – og grundlæggende handler om glæden ved at synge i kor. Men sandelig på forskellige måder.

Københavns Drengekor er en såre klassisk og traditionsrig institution, der har en stor opgave i at passe i vores moderne samfund.
”Drengenes verden” giver os et grundigt indblik i korets historie og liv - til fest og i dagligdag.

Efter et bemærkelsesværdigt kort forord af Kong Frederik X, som også er korets protektor, giver Henrik Engelbrecht os et oversigtsvenligt rids af tidligere tiders syngedrenge. Hele bogen har gode overskrifter, informerende underoverskrifter og overskuelige afsnit. Jeg mener, denne bog må være et forbillede for, hvor læsepædagogisk man kan præsentere sit stof – bravo!

Renæssancen genopdages
I 1800-tallet dukker en ung Thomas Laub op i dansk musikliv. Han begejstres for Henrik Rungs genopdagelse af renæssancens mestre og starter sit store reformarbejde med kirkemusikken. På Laubs 70 års fødselsdag stiftes Samfundet dansk Kirkesang, og en arvtager kommer på banen: Mogens Wöldike.

Den 24-årige Mogens Wöldike bliver kantor i Holmens Kirke, hvor Laub er organist. Wöldike stifter det ambitiøse Palestrinakoret, der har 70 prøver på fem måneder, imponerende. Kapitlet slutter med en typisk Engelbrecht-cliffhanger: ”[…] Wöldike begynder på et andet korprojekt, som kommer til at tage meget af hans tid i resten af hans levetid.”

Mogens Wöldike over det hele
I fjerde kapitel er vi nået til 1924, hvor det agtværdige forlag Wilhelm Hansen skyder penge i projektet ”Københavns Drengekor”, hvor Mogens Wöldike ansættes. Han får også Laubs organiststilling I Holmens Kirke og bliver minsandten også sanginspektør. Her nævner Engelbrecht retfærdigvis, at pressen mæsker sig i historier om nepotisme.

Ambitionerne er høje: De første to år øves tre gange om ugen uden en eneste offentlig koncert. Pressen får dog adgang til en forkoncert, og reaktionerne er yderst positive.
Københavns Drengekors udvikling beskrives levende – med faste rammer på Hindegades Skole og fast engagement til tjenesterne i Christiansborg Slotskirke, hvor Wöldike bliver organist 1931. Og drengene får 1 kr. pr. tjeneste.

Vores refrænsanger John Mogensen bliver senere også korsanger. Og i hans biografi Så længe jeg lever fra 2014 kan man læse, at honoraret sandelig ikke blev udbetalt. Næ, det skulle stå til konfirmationen.

Samme Mogensen omtales i øvrigt ikke i ”Drengenes verden”. Bogens bagsidetekst nævner ellers senere kendte syngedrenge: Johan Reuter, John Mogensen, Gert Henning-Jensen, Gustav Winckler og Lukas Graham. Men vi kigger forgæves efter Mogensen, Winckler og Graham (eller Lukas Forchhammer, som han hedder) i selve bogen, øv.

”Drengenes verden” er ellers krydret med såkaldte ’øjenvidner’, hvor tidligere medlemmer kommer med en sides personlige ord. Jeg havde gerne læst Lukas Grahams ord. Måske er han ikke blevet spurgt, måske havde han ikke så meget positivt at sige? Men pyt, bogen er stadig et helstøbt værk; begrænsningens kunst har naturligvis spillet ind.

Til gengæld får Aksel Schiøtz sin velfortjente omtale. Det er også gennem ham, der kommer en invitation fra Benjamin Britten til et Englandsbesøg for drengekoret, som senere indspiller Brittens monumentale korværk ”A Ceremony of Carols”.

Vi kan i øvrigt glæde os til Schiøtz-biografien, som udkommer næste år med Engelbrecht som forfatter.

Den evige udskiften
De rigtigt mange aktiviteter under Wöldikes ledelse beskrives, men på en sådan måde, at vi ikke kommer til at kede os. En levende beretning med en generel hyldest af Mogens Wöldike. Men den lader os ikke i tvivl om, at han var en herre, der bestemte. I mange år.

Da Niels Møller bliver kunstnerisk leder i 1975, bemærker Engelbrecht: ”Men det betyder ikke, at Wöldike går på pension for alvor.”
Bogens ’øjenvidner’ beretter samstemmende om den vitale musikviden, de fik lært.

Peter Langdal påpeger den uafvendelige exit fra drengekoret, når stemmen går i overgang. For det er jo faktisk kun få år, drengene kan synge i drengekoret. Hvilket betyder et enormt arbejde med at bibeholde en egal klang i koret med de store udskiftninger. Det drejer sig jo om tusinder af drenge, der har været gennem Københavns Drengekor.
Langdal beretter lakonisk: ”Jeg kunne ikke synge mere. Hvad gør jeg nu? Og så lavede jeg et jazzorkester”.

Jazz?
Jazzen har en minimal rolle i ”Drengenes verden”, selvom organisten og jazzkomponisten Bernhard Christensen var involveret i en årrække. I tidligere nævnte John Mogensen-biografi fortæller Mogensen til gengæld om de ’voksne’ i herrekoret, der i korværelset bag orglet spillede jazz.

I nyeste tid er der dog også plads til andre genrer end de klassiske; koret medvirker ved det store laserlysprojekt ”Lyset” langs den jyske vestkyst i 1995. Og der startes et samarbejde med jazztrompetisten og arrangøren Palle Mikkelborg – og senere med Jacob Buchanan og Aarhus Jazz Orchestra.

Sidste øjenvidne er Carsten Seyer-Jensen, der IKKE har sunget i Københavns Drengekor. Men er den nuværende kapelmester. Og den første af de i alt kun fem ledere, der ikke kommer fra ’egne rækker’. Og Seyer-Jensen ser med stor fortrøstning frem mod de næste 100 år.

Et værdigt punktum for denne formidable bog – en oplagt julegave til de 5.000 drenge, der gennem 100 år har sunget i koret. Og ”Drengenes verden” har et veludstyret billedmateriale, så mange kan sikkert genfinde sig selv.

Vandkæmmet og i matrostøj. Og med ren englesang.

Tak for en særdeles appetitlig og læseværdig præsentation af en institution i det danske musikliv: Københavns Drengekor.