Blues for begyndere, del 5: 1950-1959
Chicago blues
Storhedstid: Ca. 1948-1965
Kendetegn: Oftest en solist med tæt sammenspillet band med guitar, bas, klaver, trommer og mundharpe. Den elektriske guitar er i fokus, men det primære soloinstrument kan også være mundharpe eller klaver
Væsentlige navne: Tampa Red, Big Bill Broonzy, Big Maceo Merriweather, Sonny Boy Williamson I, Memphis Minnie, Muddy Waters, Howlin’ Wolf, Jimmy Rogers, Little Walter, Bo Diddley, Slim Harpo, Magic Sam, Otis Rush, Arthur “Big Boy” Crudup, Memphis Slim, Sunnyland Slim, Elmore James, Willie Mabon, Junior Parker, Eddie Boyd, Billy Boy Arnold, Magic Sam, Sonny Boy Williamson II, Koko Taylor
Nutidige udøvere: The Mannish Boys, The Cash Box Kings, Kim Wilson, John Primer, Bob Corritore, Mud Morganfield, The Kilborn Alley Blues Band, Mississippi Heat, Lurrie Bell
West Coast blues
Storhedstid: Ca. 1948-1960
Kendetegn: Jump blues-baseret band-musik med swing-rytmer, jazzet elguitar, glat og sofistikeret lyd, croonende vokal
Væsentlige navne: T-Bone Walker, Charles Brown, Amos Milburn, Percy Mayfield, Johnny Otis, Lowell Fulson, Jimmy McCracklin, Pee Wee Crayton
Nutidige udøvere: Sugar Ray & the Bluetones, Rick Estrin and the Nightcats, Robben Ford, Ronnie Earl, Kid Andersen
Læs del 4 her.
Med urbaniseringen opstår der vigtige blues-midtpunkter i byer som Los Angeles, New York, Atlanta og ikke mindst Chicago. Muddy Waters kommer til Chicago i 1940’erne, og efter et par kommercielle vildskud hitter han med ”I can’t be satisfied”/”Feel like going home” i 1948.
Singlen rammer det helt rigtige sted mellem den elegante, urbane elektriske blues og den rå, down-home delta blues fra landdistrikterne, og den går lige i hjertet (og fødderne) på de mange sorte industriarbejdere, der måske nok er ”urbaniserede”, men samtidig har sjælen rodfæstet i Mississippi-deltaets marker.
Muddy Waters bliver den nye konge af Chicagos bluesscene. Han er en eminent slide-guitarist, har en kraftfuld og udtryksfuld stemme og har både star quality på scenen og er vellidt af musikerne i bluesmiljøet.
Han har Chicagos bedste band, oprindeligt med Jimmy Rogers, Otis Spann og Little Walter, senere med bl.a. Pinetop Perkins, Earl Hooker, Pat Hare, Big Walter Horton, Carey Bell, James Cotton, Junior Wells, Bob Margolin, Jerry Portnoy og Paul Oscher. Og han får en perlerække af hits (og blues-klassikere), bl.a. ”(I’m your) hoochie coochie man”, ”Mannish boy”, ”I’m ready” og ”Got my mojo working”.
Chess
Muddy indspiller for pladeselskabet Chess (og dets under-labels), som bliver Chicagos nye blues-kraftcenter, også pga. Muddys største rival, Howlin’ Wolf. Begge modtager sange fra blueshistoriens vel nok største sangskriver, Willie Dixon, der også fungerer som bassist, talentspejder m.m. for Chess.
Willie Dixon skriver bl.a. ”Hoochie coochie man” til Muddy og ”Spoonful”, ”Little red rooster” og ”Back door man” til Wolf, lige som han forsyner andre kunstnere med hits som ”I can’t quit you, baby”, ”My babe”, ”Wang dang doodle”, ”The seventh son”, ”I ain’t superstitious”, ”You shook me” og ”The same thing”!
Blandt Muddy Waters’ og Howlin’ Wolfs samtidige i Chicago er Sonny Boy Williamson II (den første er blevet myrdet ved et voldsomt knivoverfald!), Elmore James, Willie Mabon, Eddie Boyd, Billy Boy Arnold og nye stjerner som Otis Rush, Magic Sam og Buddy Guy. Dette er Chicago bluesens storhedstid!
Band-musik
Selv om der er fokus på solisterne, er Chicago bluesen i høj grad karakteriseret ved, at det er band-musik. Det tætte sammenspil mellem guitar, bas, trommer, klaver og mundharpe er en stor del af Muddys og de andres succes.
Lige som mange af Muddy Waters’ bandmedlemmer får stor succes i eget navn, er f.eks. pladeselskabet Melroses produktioner kendetegnet ved, at alle stjernesolisterne samtidig er backing-musikere på hinandens plader. Det tekniske og kunstneriske niveau er simpelthen utrolig højt i denne periode.
Chicago er også hjemsted for to af rock & roll’ens grundlæggere, Bo Diddley og Chuck Berry. Mange af de tidlige rock & roll’ere var også store bluesmen, hvad man kan få bekræftet ved at lytte til f.eks. Diddleys ”I’m a man” og ”Before you accuse me” eller Berrys ”Wee wee hours”.
Memphis
"The blues had a baby and they named it rock and roll," synger Muddy Waters. Rock & roll trækker naturligvis på flere kilder, heriblandt country og doo-wop, men i marts 1951 indspiller rhythm & blues-musikeren Jackie Brenston sangen ”Rocket "88"” i Memphis med sine Delta Cats, som reelt er Ike Turners Kings of Rhythm, hvor Brenston er saxofonist. Singlen, der er bygget op efter blues-skabelonen, regnes af mange som den første rock & roll-udgivelse.
Og når vi nu er i Memphis, kommer vi nok heller ikke uden om Elvis Presley, hvis første indspilninger i mange tilfælde er ren blues eller rhythm & blues. Han låner en del fra bl.a. Jimmy Rogers og især Arthur ”Big Boy” Crudup, men hans ”egen” ”Heartbreak Hotel” falder også pænt inden for blues-kategorien.
Jazz-tendenser
I Californien videreføres rhythm & bluesens jazz-tendenser i West Coast blues. Udøverne er egentlig musikere fra især Texas, som har rykket teltpælene op og er flyttet vestpå. The Southern Pacific Railroad, der kører gennem Texas, har nemlig endestation i Los Angeles.
Blandt andre T-Bone Walker, Charles Brown, Percy Mayfield og Amos Milburn grundlægger her en blues-stil, der nok er band-orienteret som Chicago bluesen; men hvor man i Chicago har haft held med at inkorporere delta bluesens rå energi, søger West Coast-musikerne mod swing-rytmer, jazzet guitar og en næsten croonende vokal.
Også her står klaver, guitar og senere mundharpe centralt, men musikken er langt mindre pågående end i Chicago. Blæsere er ikke usædvanlige og er med til at danne et billede af en mere sofistikeret, gennemarrangeret bluesform.
Læs del 6 her.