Blues for begyndere, del 9: 1990-1999

Læs del 8 her.

1990’ernes blues står i høj grad i John Lee Hookers tegn. Hooker har været med siden 1948, hvor han debuterer med ”Boogie chillen”. Som titlen antyder, er den – og en meget stor del af hans repertoire – baseret på klaverbluesens boogie-woogie-rytmer, som på John Lee Hookers guitar bliver til en unik form for delta blues.

Det hypnotiske beat og Hookers nærmest messende stemme og fuldstændige mangel på respekt for, hvor mange takstslag der forventes i en verselinje, giver ham en enestående, men ofte efterlignet lyd, der leder tankerne mod det dybeste Mississippi, men også mod vestafrikanske landsbyer.

John Lee Hooker er uhyre produktiv og spiller gerne under mere eller mindre gennemskuelige pseudonymer (Texas Slim, John Lee Booker m.fl.) for at komme uden om kontraktlige forpligtelser, og han får en lang række hits, bl.a. ”Boom boom” og ”I’m in the mood”.

Højdepunkt

Karrierens kommercielle højdepunkt bliver dog The healer, der udgives i 1989 under medvirken af Carlos Santana, Robert Cray, Bonnie Raitt, Charlie Musselwhite m.fl. og er produceret af slide-guitaristen Roy Rogers. Albummet giver ikke bare Hooker, men hele bluesgenren et kommercielt løft.

Det bliver efterfulgt af flere allstar-album under Rogers’ og Van Morrisons supervision, og op igennem 1990’er opfattes John Lee Hooker som bluesgenrens grand old man. Han lever sine sidste år i finansiel tryghed og dør i 2001.

Overordnet set må bluesgenren dog affinde sig med at være et nicheprodukt, som befinder sig langt fra single-hitlisterne. En markant undtagelse er Tracy Chapmans ”Give me one reason”, en blues, der når tredjepladsen på US Hot 100 i 1996.

To år tidligere har grunge-kongerne Nirvana fået en del opmærksomhed omkring deres MTV Unplugged-optagelse af ”Where did you sleep last night” – en anden titel for folkemelodien ”In the pines”, som Leadbelly og andre har indspillet i bluesy udgaver (en single-udgivelse af Nirvana-versionen bliver aflyst i efterdønningerne af forsanger Kurt Cobains selvmord).

Særegen

Flere blues-pladeselskaber er opstået i Alligator Records' kølvand, bl.a. Blind Pig (1977). I 1992 får de følgeskab af Fat Possum Records, der har speciale i den særegne hill country blues.

Hill country blues er opstået i det nordlige Mississippi og udmærker sig ved det hypnotiske groove, der opnås gennem en simpel instrumentering bestående (ofte) af slagtøj i march-lignende rytmer, slide-guitar og en messende, fortællende sangstil (ja, der er bestemt ligheder med John Lee Hooker!).

Stilen bygger på den såkaldte fife & drum-musik, der praktiseres af Othar Turner helt frem til hans død som 95-årig i 2003. Sin mere moderne form (med elektrisk guitar) finder den med Mississippi Fred McDowell, men det kommercielle gennembrud kommer i 1990’erne med R.L. Burnside og Junior Kimbrough.

De er dog begge allerede oppe i årene, og Kimbrough dør i 1998, Burnside i 2005. I vore dage videreføres hill country-stilen primært af deres og Othar Turners efterkommere og kredsen omkring dem, bl.a. i North Mississippi Allstars, men den kan også høres i musik fra Otis Taylor og Alvin Youngblood Hart.

Afrikanske rødder

Hill country blues regnes af mange for den blues-subgenre, der ligger tættest på bluesens afrikanske rødder. Og netop den afrikanske blues, eller ”desert blues”, får en opblomstring i 1990’erne.

Hovedeksponenten er Ali Farka Touré fra Mali, hvis stilmæssige ligheder med John Lee Hooker mange (inklusive Touré selv) ser som et bevis for bluesmusikkens rod i Afrika. Hvad de måske glemmer, er, at Touré er født i 1939 og har lyttet intensivt til Hooker det meste af sit liv! Påvirkningen er nok gået begge veje.

De har dog ret for så vidt, at der er åbenlyse sammenfald mellem delta og hill country blues og visse musikformer, der spilles i Vestafrika. De rytmer, det tonesprog og den brug af strengeinstrumenter (bl.a. slide-teknik), man hører især i Mali, men også i Mauretanien, Niger, Senegal, Elfenbenskysten, Guinea og Vestsahara, gør, at man med rimelighed kan karakterisere musikken som blues.

Konventioner

I desert blues er kompositionerne dog mindre fastlåst i konventioner, end det gør sig gældende for den amerikanske variant (igen et lighedspunkt med Hooker) – i hvert fald konventioner, som er genkendelige for vestlige ører.

Mange af ørkenbluesens udøvere tilhører befolkningsgruppen mandingo eller nomadefolket tuareg. Blandt sidstnævnte finder man nogle af de største navne, Tinariwen, Terakaft, Tamikrest og Etran Finatawa, som udfylder tomrummet efter Ali Farka Tourés død i 2006. Andre succesrige kunstnere er Bombino, Amadou & Mariam, Habib Koité og Alis søn Vieux Farka Touré.

Flere amerikanske bluesmusikere finder inspiration i den vestafrikanske blues og indspiller sammen med dens udøvere. Det gælder f.eks. Taj Mahal, Corey Harris og Eric Bibb.

Genopblomstring

Harris og Bibb er også en del af 1990’ernes genopblomstring af den akustiske blues, som omfatter både hård delta blues (f.eks. Rory Block, Alvin Youngblood Hart), blød Piedmont blues (f.eks. Keb’ Mo’, Paul Rishell & Annie Raines) og folk blues (f.eks. Kelly Joe Phelps).

På den elektriske front dukker en ny generation af guitarhelte op for at tage stafetten op efter Stevie Ray Vaughan. En af dem, der opnår stor crossover-succes i første halvdel af årtiet, er canadiske Jeff Healey.

Kenny Wayne Shepherd og Jonny Lang debuterer begge i 1995 og udråbes til de store hvide blueshåb. De orienterer sig dog begge i højere grad end Vaughan mod bluesrock (og i Langs tilfælde soul), og det samme kan siges om mange af deres samtidige som Chris Duarte, Bernard Allison, Jimmy Thackery og Tinsley Ellis.

Uventet

Endelig sniger bluesmusikken sig ind nogle uventede steder. De fængende guitar-riffs viser sig at være perfekte til tv-reklamer, og pludselig hører man bidder af Howlin’ Wolf, Bo Diddley, Stevie Ray Vaughan og George Thorogood i den bedste sendetid. Tendensen er begyndt allerede i 1980’erne, hvor Muddy Waters i 1988 får et overraskende, posthumt single-hit med ”Mannish boy”, der er blevet brugt i en Levi’s-reklame.

Et stort hit i 2000 er electronica-kunstneren Mobys ”Natural blues”, der sampler kraftigt fra Vera Ward Halls ”Trouble so hard”, optaget af John Lomax i 1937. En anden Library of Congress-optagelse, fængselssangen ”Tangle Eye blues” fra 1948, bliver brugt af T.D.F. i nummeret ”Blue rock” i 1997. Billie Holidays ”God bless the child” samples af Alex Gopher på ”The child” (1999), og senere kan man også høre blues-samples og –toner hos f.eks. canadiske Kid Koala og franske St. Germain.

Læs del 10 her.