Om fællessang og dens betydning

I efterhånden længere tid har debatten om fællessangen i Danmark og alle dens kvaliteter bølget. Der fremkommer flere og flere videnskabelige undersøgelser, der viser de sundhedsfremmende egenskaber ved fællessangen. Foruden de mange fællesskabende goder.  Men det er ikke alle, der synes, det er så pragtfuldt at synge sammen. Hvordan er det nu med det?

Det er blevet belyst i adskillige bøger de sidste par år. Jeg har tidligere skrevet om 
Når vi synger – en antologi om sangens betydning (2025), Fællessang – fælles sag? (2022) og
Så syng da: Fællessang og fællesskab  (2018).

Nu er der kommet en lille bog fra Aarhus Universitet, der ud fra en større undersøgelse med verificerede baggrundstal kan konkludere en pæn del udsagn om dét at synge sammen. 
Bogen er på blot 75 sider – nærmest en pamflet, men spækket med facts og forklaringer herpå. 

”Så syng da, Danmark” har kollektivt forfatterskab af fem forfattere, der alle er tilknyttet Enhed for Sangforskning på Aarhus Universitet. Det fremgår ikke af bogen, men denne enhed er tilknyttet Center for Grundtvigforskning, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. 

Professor Katrine Frøkjær Baunvig, leder for Center for Grundtvigforskning på Aarhus Universitet, er redaktør på bogen. De øvrige forfattere er Anne Agersnap, Lea Wierød Borčak, Thomas Husted Kirkegaard og Sasja Emilie Mathiasen Stopa.

Forhistorien
”Så syng da, Danmark” indledes med flere kapitler om fællessangens historie i Danmark. Der er desværre ingen indholdsfortegnelse i bogen, men jeg kan så fortælle, at bogen har 14 kapitler med fængende overskrifter.  Her er ”Fællessang – en dansk folkesport” og ”Fællessang som uhåndgribelig kulturarv”. Denne uhåndgribelighed, som nærværende bog gør mere håndgribelig.

Sang fremfor tekst
Vi hører om DR’s initiativer under coronaen med Philip Fabers morgensang. Men allerede inden da så og hørte vi ”Live fra Højskolesangbogen”, og 2008 var erklæret ”Sangens år”.
Siden højskolernes opståen i 1800-tallet har foreningsdanmark været fyldt med fællessang. Et særligt fællesskab: sang er multimodal, idet den udtrykker sig både i ord og i musik, som bliver et fælles tredje. Vi hører, at fællessangen stiller skarpt på syngehandlingen – uanset kontekst.
Her var det oplagt at få det gode citat fra N.F.S. Grundtvig, der i 1828 fremfører den tanke, at det, der rører os i salmesangen, ikke så meget er salmen i sig selv som menighedens ”inderlige deltagelse”. Imponerende udtalelse fra en ordets mand, der skrev omkring 1.600 salmetekster. 
Citatet bruges af Henrik Marstal i ovennævnte ”Fællessang – fælles sag?”
Det er faktisk også en af konklusionerne: at det at synge er for os vigtigere end hvad, vi synger!

Det er først efter seks kapitler, at forfatterne begynder at konkludere på undersøgelsen, hvor 2.031 repræsentativt udvalgte danskere er blevet spurgt af analysefirmaet YouGov. 

De 22 procent
Under overskriften ”Danskerne kan lide at synge sammen” berettes, at 91% har sunget sammen med andre. Og her kommer det famøse tal 22%, som er grebet af flere medier: 22% finder det ubehageligt at synge med andre. Så det er faktisk hver femte, der ikke bryder sig om, at ’alle danskere synger sammen’. 
Men det betyder også, at der så faktisk er rigtigt mange, der kan li’ det. 
Som forfatterne også er inde på, vil det være interessant at finde ud af, hvad der eventuelt kan ændre billedet.

Barndommens sang
De adspurgte har også svaret på spørgsmål om  sangen i barndommen, og her er det tydeligt, at de sangfyldte hjem – og skoler – giver større sangglæde som voksen. Derfor er det også skønt, at kulturministeren har påbegyndt den store opgave med at få mere sang, morgensang, i skolerne. 
Det er i øvrigt interessant, at en fjerdedel finder det pinligt at synge. Her har vi igen den manglende sanghistorie fra barndommen og måske den desværre ofte hørte bemærkning: Du synger ikke godt. 
Så er det jo rart, at holdningen blandt de sangglade er, at det er vigtigere, at man synger med, end at det er pænt. 

Coronaens sang
En kapiteloverskrift er ”DR’s ”Fællessang – hver for sig” virkede ikke”. Virkede ikke? Der var gentagne seerrekorder! Men undersøgelsen viser, at de adspurgte ikke sang mere efter de mange udsendelser end før. 
Ja ja, men jeg er ikke i tvivl om, at udsendelserne har givet fællessangen en vigtigere plads i vores bevidsthed. Det er også, hvad Philip Faber udtaler andetsteds: der er sået gode frø. 

En syngende fremtid
Som afsluttende refleksion ridser forfatterne fællessangstraditionen op og lover, at nye undersøgelser er på vej. Især Lea Wierød Borčak vil tage fat på undersøgelse af de famøse 22% - hvad kan man gøre for dem?
”Så syng da, Danmark” slutter med denne håbefulde sætning: ”Med denne lille bog har vi taget et skridt og fået en række svar – og mod på at kaste os over en lang række nye spørgsmål.”

Bravo. Det glæder vi os til.
Og vi fortsætter med opfordringen: ”Så syng da, Danmark!”.