Genrer


Syng den rytmiske fællessang med John Høybye
Så er der en ny sangbog på markedet. Og med kun én komponist. Det må siges at være en sjældenhed, når vi taler om fællessang.
For vi har flere sangbøger med een komponist, som ikke decideret er rettet til fællessang – eksempelvis Erik Grip-sangbogen. Der udkom også en Povl Kjøller-sangbog sidste år, og her er vi i børneafdelingen.
Men her har vi komponisten og korlederen John Høybyes bud på ikke mindre end 71 fællessange.
John Høybye er et af vores største navne inden for den rytmiske kormusik. I årtier var han dirigent for Tritonus-koret, der satte standard for rytmisk korsang.
Rigtig mange kor har sunget Høybyes velklingende, rytmiske korarrangementer. Og mange af disse er indspillet. Via bogens ressourceside, som kan tilgås via en QR-kode, henvises vi til indspilninger på streamingtjenesterne. Det har været en stor hjælp at høre det oprindelige swing, som for mig er lettere at fange med øret end med øjet.
Syng! – det’ sundt
I forordet ridser John Høybye kort fællessangens historie i Danmark op. Og fremhæver fællessangens mange egenskaber – fra mulighederne for at stimulere børns fantasi til de videnskabelige beviser for kroppens øgede produktion af oxytocin – kærlighedshormonet - ved fællessang. Høybye siger: ”Sangen er den direkte kanal til vores hjerter og sjæl, og når vi synger får vi kontakt med vores følelser”.
Ja, der er mange gode begrundelser for fællessang. Og til denne vil Høybye ydmygt bidrage med denne sangbog.
Så lad os gå i gang.
Sangbogen er inddelt i 11 grupper på samme måde som eksempelvis Højskolesangbogen. Vi har emnerne Morgen, Aften, Årstiderne (de fire samt Halloween og Jul), Menneskelivet, Tro og Kanon. Høybye har skrevet mange kanons – Halfdans Rasmussens ”Hvem har malet himlen blå” er særdeles kendt i det ganske land.
Til hver sang finder vi en stemningsfuld stregtegning. Vi skal dog helt om til bagerste side, bogens kolofon, for at se, at det er tegneren Claus Seidel, der er mesteren bag illustrationerne.
God morgen
Vi starter med fem friske morgensange – så kan dagen komme an. Hovedparten af bogens sange er glade jazzmelodier; oftest i klaveregnede b-tonearter. Det giver udfordringer for guitaristen, der efter transponering og brug af capo kan være med.
Eksempelvis i Jens Rosendals fine ”Som sol der rammer klodernes gang”, der er en af de to sange fra nærværende sangbog, der også står i nyeste udgave af Højskolesangbogen. Og som jeg synes fungerer rigtig godt på guitar.
Ester Bocks tekst ”Nu blitzer edderkoppespind i graner” er også i Højskolesangbogen, men med Lasse Lunderskovs udbredte melodi. Og det er en hård konkurrent at være oppe i mod for John Høybyes, som ellers swinger fint og melodisk.
Det gælder også melodien til den moderne salme ”Først brummer busserne” af Hans Anker Jørgensen. Som endvidere synges på Lunderskovs ovennævnte melodi. Og begge sange synges også på den mere end 200 år gamle melodi ”Nu rinder solen op af østerlide”.
Generelt er det godt med flere muligheder til melodivalg. Og hurtigt finder de forskellige forsamlinger en favoritmelodi. Så må tiden vise hvilken melodi, der blive den toneangivende.
Året rundt
I afsnittene med vores årstider får vi en skøn blanding af eftertænksomme voksensange og livsglade skrålebørnesange.
Fra Georg Metz’ teksttætte bossa nova ”Sommer fra Gedser til Skagen” til Esther Tranebergs ”Fang sol, fang sol i gule appelsiner” fra 1987. Med gode råd: ”Tomat, salat er bedre end en pille”. Idag ville man måske ikke skrive som her i sidste vers: ”Rosin og vin af kirsebær og druer / er godt for alle snuer / og farver blodet rødt”. Skål!
I 2016 skrev Georg Metz og John Høybye den fine korsuite ”Solskin og Sorten Muld”, hvor tre af sangene er med i sangbogen her. Især begejstres jeg af ”Efterår”. En smuk tekst til en molmelodi, der refererer både til Jakob Knudsen og Frank Jæger. Dén vil jeg gerne udbrede; betegnende er sangen også fundet værdig til Højskolesangbogen.
Vi er mange, der husker første Krumme-film, hvor John Høybyes søn Laus sang titelsangen. Og der udkom en hel LP, hvor sangen ”Skoven er så underfuld” viste sig at blive et blivende hit. Den er selvfølgelig også med her – og er ophøjet til sangbogens titel. Den er noteret med den uimodståelige modstemme, så gå bare i gang! Sangen har fundet vej til flere sangbøger, blandt andet til Friskolesangbogen og til Morgensangbogen.
Menneskelivet
Dette afsnit indeholder 11 sange. Her er nutidige sange med natursamhørighed og fremtidsbekymring. I sangen ”NærværD” mindes vi om mundbindstiden. Hold da op; det føles allerede længe siden, men er vigtigt at huske.
Afsnittet slutter med den flotte grundlovssang ”Vidunderlige lille land”, hvor jeg hører både Schierbeckske og Sebestianske kvaliteter. Hvert vers starter med ”Vidunderlige lille land, mit barske land, mit milde land”. Vores lille land er ikke blevet mindre barskt, siden sangen blev skrevet for 20 år siden.
Tro
Vi er i en mere alvorlig afdeling: ”Tro”. Med dødsdigt af Grethe Risbjerg Thomsen og sorgfulde påsketekster. Jeg vil gerne fremhæve Marie-Louise Ravnsbergs smukke tekst ”Nattetanker”. Med en velsmygende melodi af Høybye, hvis molmelodi lægger sig teksttæt. Og derfor MÅ tredje, andensidste vers, klinge i dur, hvor fortælleren kysser sin elskede. For så at slutte med den alt for nære død, der gør den efterladte så alene. Som i sangen ”Getsemane Have” har vi her en kromatisk nedgang i bassen, som traditionelt signalerer vemod, sorg, fortvivlelse.
Godnat
John Høybyes sangbog slutter med fire stilfærdige aftensange. Han har skrevet en inderlig melodi tilegnet oldebarnet Magda til Halfdan Rasmussens tekst ”Klokken er mange”. Som i Harald Bergstedts kongeniale ”Solen er så rød, mor” er småfuglene gået til ro, og døren er låset. Og som i Carl Nielsens melodi holder vi os til den godnatvuggende taktart 6/8.
Børnegodnatsange er ofte fast traditionsbundne. For den gode godnatsang er jo dén, som min mor sang for mig. Og som min mormor måske sang for min mor. Men her er en ny, som jeg gerne så indlemmet i den rige sangskatkiste.
Bagerst i bogen er forfatter- og indholdsregistre. Ikke færre end 23 af sangene er med tekst af Eva Chortsen. Sandelig et frugtbart samarbejde gennem flere årtier. Chortsen er en produktiv forfatter med ørehængende tekster. I skolesangbogen Dansk Sang 500 har hun hele 17 tekster med.
Syng!
Sangbogen ”Skoven er så underfuld – og 70 andre fællessange” indeholder mange gode bud på nye fællessange. Sange, som flere kender fra korsammenhænge, og med den indgang kan de komme på fællessangsrepertoiret. Og som vanligt kræver det en forsanger/akkompagnatør, der er hjemme i det rytmiske repertoire.
John Høybye har virkelig valgt kvalitetsmæssige tekster af høj standard. Enkelte er holdt i det ligefremme børneunivers – til børnene. Og vi rigtigt voksne får tekster med en dybde, der går i hjertet.
Som det skal være, er nogle melodier sangbare fra første gennemsyngning, mens der skal arbejdes mere med andre.
Så jeg opfordrer igen: Syng! Det er på dén måde, sangene bliver til sange og viser deres værd. Så vil historien vise, hvilke sange, der vil blive sunget igen og igen.
Tak for sangen, John!
Foto: Foto: Peter Elmelund
John Høybye: Skoven er så underfuld – og 70 andre fællessange
Dansk Sang, 2026