Anderledes Anne – nu med nitter

Forlag Multivers, som udgiver en del musikbøger, har startet en ny serie ”Danske albums”, der ”sætter fokus på markante udgivelser i dansk musik fra 1960’erne og frem”.

Første bind i den nye serie er Kim Larsen: Værsgo, skrevet af seriens redaktør Henrik Marstal. Bind 2’s forfatter er seriens anden redaktør Jan Poulsen: bogen om den første danske punkplade Minute To Go med Sods.

Tredje bog er om den overraskende plade ”Marquis de Sade” fra 1983. Her skifter den ellers ’pæne” Anne Linnet spor.
Bogens forfatter er Michael Gonzalez, hvis velskrevne ord vi kender fra de mange anmeldelser i musikbladet GAFFA. Desuden skrev han den monumentale bog om Anisette og Savage Rose Ild og frihed i 2018.

Virkeligt vendepunkt
Gonzalez starter med en fin beskrivelse af begyndelsen af 1980’erne, som Per Stig Møller kalder ’konservatismens årti’. Vi havde boligmangel, arbejdsløshed, Poul Schlüter, hvor udlandet havde Thatcher og Reagan. Nyt i musikken var hiphoppen og synthesizerbaseret pop.

Anne Linnet var et stort navn herhjemme. Siden 1973 havde Shit & Chanel præget vores lydbillede med vellydende pop med vedkommende tekster. Linnet udsendt den fine Tove Ditlevsen-plade ”Kvindesind”, og fra Anne Linne Band fik vi en velsmurt, velproduceret klang. Men som hun skriver i sine erindringsbøger, var der alt for mange kompromiser i Anne Linnets liv, og hun oplevede en voksende rastløshed og identitetssøgen.

Et besøg i New York City i foråret 1983 blev skelsættende for Linnet. For det første blev hun præsenteret for det nye vidunder: synthesizeren Jupiter-8. Og vigtigst: besøg i byens nye klubber, hvor hun både oplevede sadomasochismen og hiphoppen.

Ved hjemkomsten sagde manageren: ”Hold da op, hun er godt nok glad!”, og projektet i hendes hoved tog form – som Gonzales formulerer det: musikken opstod af vilje og nødvendighed.

Sex og sadomasochisme
Sammen med musikerne Kent Hansen, nu på elektriske trommer, Moussa Diallo på funket bas og Per Møller på syngende og grædende guitar gik Anne Linne i gang med at indspille det helt anderledes album ”Marquis de Sade”. Det fremgår af bogen, at musikerne faktisk ikke kendte historien om marquis’en særlig godt, og Per Møller fortæller i et noget senere interview, at teksternes indhold først sent gik op for musikerne.

For det er saftige tekster, der kredsede om sex og sadomasochisme. Dén sadomasochisme, som er blevet misforstået mange gange og sandelig bliver det i året 1983, da pladen udkommer.

Michael Gonzalez har foretaget en stor research og kan derfor gøre os klogere på begrebet masochisme, tak for det.

Syv skæringer
I et centralt kapitel gennemgår Gonzalez pladens syv numre, hvor især ”Glor på vinduer” og ”Nattog” den dag i dag står stærkt. Glem alt om Linnets tidligere kønne klange med velklingende flerstemmige kor. Her er det den rå og tørre maskinelle klang, der er dominerende. Tekster tales-råbes-synges.

Og ikke kun den auditive udtryk beskrives, også pladens visuelle aspekt beskrives fint: Forsiden med en kvinde med sæk over hovedet hængt bagbundet op i en krog i loftet, hvabehar.
Indtil i dag har spørgsmålet været åbent: Er det sangerinden selv, der afbildes? Myten punkteres; Kent Hansen fortæller detaljeret om optagelserne, hvor det er en fotomodel, der bruges.
Allerede før pladen udkommer i september 1993, er der ballade i luften. For flere af numre spilles live inden udgivelsen, og det store Anne Linnet-publikum er i vildrede og ligefrem vrede.

Hvad er nu det her for noget?
De mange negative anmeldelser, der alle fokuserer på de S/M-hyldende tekster, bidrager til balladen. Rødstrømper kommer på barrikaden og blokerer koncerter.
Reaktioner, der kommer helt bag på Anne Linnet. Hun troede, måske naivt, at publikum ville have større indsigt i sadomasochismen, som jo ikke forherliger kvindevold, men netop er baseret på gensidig accept og respekt efter klart givne regler.

Så queer
Det er en nydelse at læse Gonzalez’ informerende og velskrevne ord på grundlag af en omfattende research. Det gælder også tiden efter 1983, hvor de forskellige såkaldte bølger af feminismen beskrives – og deres reaktioner på Marquis de Sade. Forfatteren kommer med en klar definition af nutidens queer. Queer-elementer, som allerede var til stede på pladen – for 40 år siden.

Trommeslageren Kent Olsen fortæller til forfatteren, at det var direkte forfærdeligt i begyndelsen. Ingen tilhørere, kæmpe underskud. Men ifølge manageren Henriette Blix havde ingen af musikerne penge op af lommen. Her kunne forfatteren jo har spurgt musikerne, om det er rigtigt? Eller lad blot svaret blæse i vinden; jeg har det fint med ikke at vide alt.

Slutteligt kan Gonzalez berette om Linnets videre karriere, der bød på de populære og storsælgende plader ”Barndommens gade”, ”Jeg er jo lige her” og ”Min sang”. Og her har vi en behagelig og smuk musik; så fjernt fra den turbulente Marquis de Sade-tid. ”Anne Linnet har ikke siden rykket grænser på samme måde” kan forfatteren tørt konstatere.
Så tak til Michael Gonzalez for dette velskrevne kapitel om en epokegørende plade i dansk musikhistorie.