Blues Music Awards 2019, del 3
The Blues Music Awards uddeles hvert år af The Blues Foundation.
De nominerede udvælges af en fagjury bestående af 100 personer, der arbejder inden for blues-industrien. Jurymedlemmernes navne hemmeligholdes.
I denne og tre yderligere artikler gennemgår BibZoom dette års nominerede udgivelser.
Næsten alle kan lånes på biblioteket.
I vores gennemgang af årets nominerede ved Blues Music Awards i Memphis, og dermed nogle af sidste årets stærkeste internationale bluesudgivelser, er vi nu nået til del 3. Første del behandlede de nominerede til hovedprisen Album of the Year (læs her), og som nævnt breder disse album sig også ganske naturligt ud over de øvrige album-kategorier.
Genganger
I kategorien Acoustic Album finder vi en genganger i Journeys to the heart of the blues af Joe Louis Walker, Bruce Katz og Giles Robson.
De nominerede i denne kategori er:
- A woman’s soul (Rory Block)
- Black cowboys (Dom Flemons)
- Global griot (Eric Bibb)
- Journeys to the heart of the blues (Joe Louis Walker/Bruce Katz/Giles Robson)
- Wish the world away (Ben Rice)
Mesterlig
Efter at have hyldet sine læremestre på seks udgivelser i sin Mentor series har den mesterlige amerikanske country blues-guitarist og -sangerinde Rory Block nu taget hul på en ny serie, Power women of the blues.
Første cd i serien hylder ”the empress of the blues,” Bessie Smith.
På A woman’s soul er Rory Block gået uden om de mest fortærskede Bessie Smith-sange, og hvor originalerne oftest blev indspillet med et fuldt jazzband, fremstår Blocks fortolkninger rå og nøgne med kun hendes egen guitar og lejlighedsvis bas og percussion som akkompagnement.
Rory Block er i år nomineret til to Blues Music Awards. Det bringer hendes samlede antal nomineringer op på 25; fem gange har hun vundet.
Oldtime
Dom Flemons har en fortid i det populære folkemusik- og blueskollektiv Carolina Chocolate Drops. Han er ekspert i amerikansk oldtime-musik i alle dens afskygninger, og på Black cowboys har han taget fat i præcis det, som titlen angiver: de sorte cowboys’ ofte oversete sangtradition.
Albummet lander således et sted mellem folkemusik, blues og country, og det er udgivet af Smithsonian Folkways, der er det amerikanske nationalmuseums pladeselskab. En del af pladens formål er således at dokumentere og bevare det stykke kulturhistorie, som sangene udgør.
Dom Flemons synger og spiller guitar, banjo, panfløjte, knæverpinde og fife & drum. På pladen medvirker desuden Alvin ”Youngblood” Hart, Jimbo Mathus m.fl.
Det er Dom Flemons’ første BMA-nominering som soloartist. Med Carolina Chocolate Drops har han været nomineret til en enkelt Blues Music Award, dog uden at vinde.
Produktiv
Den erfarne Eric Bibb har 22 Blues Music Award-nomineringer bag sig, og han har hidtil taget tre trofæer med hjem. Den produktive amerikaner har udgivet mere end 40 album, mange af dem i samarbejde med andre bluesmusikere som Rory Block, Knut Reiersrud og Habib Koité.
Titlen Global griot, som hans seneste cd bærer, er således ganske beskrivende for denne alsidige musikalske historiefortæller (grioter er traditionelle vestafrikanske historieformidlere og hoftrubadurer).
Eric Bibb er kendt for sin behagelige stemme, sit bløde folk blues-guitarspil og ikke mindst sin evne til at forene forskellige musiktraditioner fra Afrika, USA og Europa. På Global griot spiller han med musikere fra Mali, USA og Sverige, og den er blevet hyldet som en hans allerbedste plader.
Ubeskrevet blad
Hvor Eric Bibb har et stort output bag sig, er Ben Rice til gengæld et forholdsvis ubeskrevet blad. Han er i år nomineret til tre Blues Music Awards, men han har ikke tidligere været i juryens søgelys.
Til gengæld har han besøgt Danmark, nemlig i 2018, hvor han optrådte sammen med sangerinden Karen Lovely.
Ben Rice slår ellers normalt sine folder i det nordvestlige USA, men har fået international bevågenhed efter to gange at have deltaget i International Blues Challenge i Memphis – og vundet prisen for bedste guitarist i 2014.
Guitaren er altså hans primære instrument, og han har studeret såvel jazz- som klassisk guitar og spillet keltisk og mexicansk folkemusik.
Ben Rice har en håndfuld albumudgivelser på samvittigheden, men Wish the world away ser ud til at blive hans gennembrud.
Mindre puristiske
Kategorien Blues Rock Album blev indført for ti år siden for at tilgodese mindre puristiske (men voldsomt populære) blueskunstnere som Gary Moore eller Joe Bonamassa. Den første vinder i kategorien var Jeff Healey.
I år indeholder kategorien disse nominerede:
- The big bad blues (Billy F. Gibbons)
- High desert heat (Too Slim and the Taildraggers)
- Live at the ’62 Center (Albert Cummings)
- Poor until payday (The Reverend Peyton’s Big Damn Band)
- Winning hand (Tinsley Ellis)
Sprang ud
Efter næsten halvtreds år som leder af ZZ Top sprang guitaristen og sangeren Billy F. Gibbons ud som solokunstner i 2015 med albummet Perfectamundo. Det blev i 2018 fulgt op af The big bad blues, som nu har indbragt ham hans første to Blues Music Award-nomineringer.
Hvor det første album flirtede med cubanske rytmer, er The big bad blues mere direkte boogie-blues, som vi også kender det fra ZZ Top.
Mundharpespilleren James Harman bibringer albummet et skud Chicago blues, der understreges af Muddy Waters-numre som ”Standing around crying” og ”Rollin’ and tumblin’”.
For anden gang
Too Slim and the Taildraggers er for anden gang nomineret i Blues Rock Album-kategorien (første gang var i 2012). Bandet har eksisteret siden 1986 og udgivet 13 studieplader og fem live-album.
Orkesterlederen er sanger og slide-guitarist Tim ”Too Slim” Langdon fra Spokane, Washington, og hans største inspirationskilde er ZZ Top. High desert heat er da også et bluesrock-album, som læner sig op ad ZZ Top-traditionen, om end der også høres southern rock i stil med Allman Brothers eller Lynyrd Skynyrd.
Too Slim and the Taildraggers er inde i en god stime med seks album i streg, som har ligget i top 10 på Billboards blues-hitliste. Måske kan de krone værket med en Blues Music Award.
Særlig rolle
Live-album spiller en særlig rolle inden for lige præcis bluesmusikken. Genren er præget af en høj grad af improvisation, og mange studieplader bliver indspillet med den hensigt at genskabe lyden og energien fra kunstnerens live-show. Plader som B.B. King: Live at the Regal, Albert King: Live wire/blues power og The Allman Brothers Band: At Fillmore East regnes blandt disse kunstneres bedste og vigtigste udgivelser.
Albert Cummings’ Live at the ’62 Center er optaget i hans hjemby Williamstown, Massachusetts. Den 51-årige guitar-ekvilibrist begyndte at spille blues efter at have set og hørt Stevie Ray Vaughan, og Vaughan-inspirationen har været en rød tråd gennem Albert Cummings’ karriere. På 2003-albummet From the heart bakkes Cummings således op af afdøde Stevie Ray Vaughans backinggruppe Double Trouble.
Live at the ’62 Center er det 2. live-album fra Albert Cummings og hans ottende cd i alt. Det er første gang, han er nomineret til en Blues Music Award.
Livligt
Hvis der er nogen, der kan levere et livligt live-show, er det The Reverend Peyton’s Big Damn Band, som har besøgt Danmark flere gange. Poor until payday er dog ikke en live-optagelse, men derimod den niende studieplade fra trioen.
The Reverend Peyton’s Big Damn Band blev dannet omkring årtusindskiftet af ægteparret Josh ”Reverend” Peyton og ”Washboard” Breezy Peyton ud fra en fælles kærlighed til især Charley Patton. Skiftende trommeslagere har fuldendt bandet, og den seneste i rækken hedder ”Sad” Max Senteney.
Det nedbarberede trio-format med guitar, vaskebræt og slagtøj giver The Reverend Peyton’s Big Damn Band en rå og beskidt delta/hill country blues-lyd.
The Reverend Peyton’s Big Damn Band har ikke tidligere været BMA-nomineret, men gode hitlisteplaceringer (nr. 1 på iTunes Blues Chart, nr. 4 på Billboard Blues Album Chart) har nok været med til at fange BMA-juryens opmærksomhed.
Flittigt
Den 61-årige guitarist og sanger Tinsley Ellis har indspillet og turneret flittigt siden debuten i 1986. Med sit seneste album, Winning hand, er han vendt tilbage til det traditionsrige Alligator Records – hans tredje periode på selskabet – og det har altså sikret ham to Blues Music Award-nomineringer. Ellis har i forvejen to nomineringer med i bagagen fra tidligere år.
Tinsley Ellis er vokset op med the British invasion som baggrundstæppe og er påvirket af guitarister som Jeff Beck og især Eric Clapton, men også af disses inspirationskilder Freddie, Albert og B.B. King.
Bag Ellis hører man hans efterhånden faste band Steve Mackey på bas, Lynn Williams på trommer og den altid fremragende Kevin McKendree på tangenter.