Blues Music Awards 2019, del 2
The Blues Music Awards uddeles hvert år af The Blues Foundation.
Musikerne/pladeselskaberne er selv ansvarlige for at indstille deres udgivelser.
I år gælder det, at bluesoptagelser udgivet mellem 1. november 2017 og 31. oktober 2018 er valgbare.
I denne og tre yderligere artikler gennemgår BibZoom dette års nominerede udgivelser.
Næsten alle kan lånes på biblioteket.
I den forrige artikel gennemgik vi de nominerede til Album of the Year-prisen ved dette års Blues Music Awards (læs her). Med undtagelse af Curtis Salgado & Alan Hagers Rough cut er alle de nominerede til Album of the Year ikke overraskende også nomineret i andre kategorier.
Shemekia Copelands America’s child er således i spil om prisen for Contemporary Blues Album. De nominerede her er:
- America’s child (Shemekiah Copeland)
- Belle of the West (Samantha Fish)
- Chicago plays the Stones (The Living History Band)
- Hold on (Kirk Fletcher)
- Wild again (The Proven Ones)
Brudt igennem
Efter for alvor at være brudt igennem med Chills & fever (2017) skyndte sangerinden og guitaristen Samantha Fish sig at følge den op inden for samme år med Belle of the West.
Hvor den første var en soul- og rhythm & blues-plade, trækker Belle of the West mere på traditionel blues og folk.
Den nu 30-årige Samantha Fish album-debuterede i 2009 og tiltrak sig hurtigt opmærksomhed, ikke mindst fra tyske Thomas Ruf, hvis pladeselskab Ruf Records altid har et godt øje til unge, kvindelige bluesmusikere.
På Ruf Records har Samantha Smith nu udsendt syv cd’er, inklusive to Girls with guitars-trio-plader.
Belle of the West er produceret af North Mississippi Allstars-guitaristen Luther Dickinson, og hans baggrund i hill country blues har da også sat sit præg på albummets lyd.
Tilmed medvirker andre hill country-musikere som Lightnin’ Malcolm og Jimbo Mathus, men Belle of the West er ingenlunde et rendyrket hill country blues-album. Snarere bruges stilen som et fundament, hvorpå Samantha Fish bygger lag af blandt andet country og americana.
Genistreg
The Rolling Stones begik en lille strategisk genistreg, da de udgav bluespladen Blue & lonesome i 2016. Albummet eksponerede briternes rødder i Chicago blues, blev en kommerciel succes hos både rock- og bluespublikummet og indbragte The Rolling Stones en Grammy.
Året efter gengældte Chicago hyldesten med Chicago plays the Stones, hvor nogle af byens stolte sønner fortolker sange af Jagger & Richards.
Husorkestret er The Living History Band med blandt andre Bob Margolin og Kenny ”Beedy-Eyes” Smith, og de spiller bag nogle af de største nulevende Chicago-bluesmusikere som Buddy Guy, John Primer, Billy Boy Arnold og Billy Branch – og også nogle mindre kendte som Mike Avery og Carlos Johnson.
Sangene er primært store Stones-hits som ”Angie”, ”Gimme shelter” og naturligvis ”Satisfaction”, men selv om de ikke nødvendigvis er blueskompositioner, bliver de til Chicago blues i hænderne på disse kompetente folk.
Mick Jagger og Keith Richards blåstempler pladen ved selv at medvirke som gæster på hver sit nummer.
Håndplukket
Amerikanske Kirk ”Eli” Fletcher er en meget anvendt studie- og live-guitarist, som kan høres på plader med blandt andre Kim Wilson, Janiva Magness og James Harman. Han er medlem af allstar-gruppen The Mannish Boys og har været leadguitarist i The Fabulous Thunderbirds, og så har Joe Bonamassa håndplukket ham til flere projekter.
I eget navn har Kirk Fletcher udsendt en god håndfuld plader, hvoraf Hold on altså er den seneste. Fletcher er rundet af både West Coast- og Texas-bluestraditionerne, men Hold on er en soul- og funk-influeret moderne bluesplade, hvor Kirk Fletcher blandt andet synger duet med Joe Bonamassa-protegéen Mahalia Barnes.
Kirk Fletcher har fire gange tidligere været nomineret til Blues Music Awards – alle sammen for sine guitarfærdigheder – men han har endnu sin første sejr til gode.
Særdeles erfarne
The Proven Ones er det meget dækkende navn for en gruppe særdeles erfarne sessionmusikere og middelstore stjerner i eget navn. Anthony Geraci, der som nævnt i del 1 er nomineret i Album of the Year-kategorien, er med, og det samme er stjerneguitaristen Kid Ramos.
Jimi Bott har spillet trommer for stort set hele den amerikanske West Coast-scene og er med i The Mannish Boys, hvor hans makker i rytmesektionen, bassist Willie C. Campbell også slår sine folder.
Sidste mand i The Proven Ones er sanger og mundharpespiller Brian Templeton, der har en fortid som frontfigur i The Radio Kings. Han har også udsendt et par soloplader og indspillet med The Knickerbocker All-Stars.
Wild again er således lyden af østkyst-møder-vestkyst-blues (tilført et skud soul), og de to former er såmænd ikke så forskellige, som man kunne tro. Det er The Proven Ones’ første udgivelse.
Nikke genkendende
I kategorien Traditional Blues Album kan vi nikke genkendende til to af de nominerede. Her finder man nemlig atter The Nick Moss Band og Anthony Geraci. Det samlede felt ser således ud:
- The blues is alive and well (Buddy Guy)
- The high cost of low living (The Nick Moss Band featuring Dennis Gruenling)
- The luckiest man (Ronnie Earl & the Broadcasters)
- Tribute to Carey Bell (Lurrie Bell & the Bell Dynasty)
- Why did you have to go (Anthony Geraci)
Legende
Buddy Guy er bluesens ubetinget største nulevende legende. 55 BMA-nomineringer har manden indkasseret, de to af dem i år, og 36 gange har han indtil videre vundet.
The blues is alive and well er den seneste i rækken af Buddy Guy-plader produceret af Tom Hambridge, der også som vanligt har stået for en del af sangskrivningen (deres fælles komposition (med Richard Fleming) ”Cognac” er nomineret som Song of the Year).
Albummet har netop vundet årets Grammy i samme kategori (læs mere her).
Elegant
Hele 30 BMA-nomineringer er det blevet til for den elegante blues- og jazzguitarist Ronnie Earl ud over de to, som han er tildelt i år. Han har vundet fire gange.
Ronnie Earl dukkede op som leadguitarist i Rhode Island-bandet Roomful of Blues i 1979, men havde allerede inden da spillet sammen med The Fabulous Thunderbirds i Texas. Han forblev hos Roomful of Blues indtil 1988, men havde sideløbende en solokarriere fra 1983 og frem.
The Broadcasters har dækket over skiftende musikere i Ronnie Earls backingband, der har omfattet store navne som Darrell Nulisch, Jerry Portnoy og Bruce Katz. I vore dage består The Broadcasters af pianist Dave Limina, sangerinde Diana Blue, trommeslager Forrest Padgett og bassist Paul Kochanski.
Der er desuden gæsteoptræden af Sugar Ray & the Bluetones på The luckiest man, der som de flest Ronnie Earl-plader indeholder en blanding af instrumental- og vokalnumre.
Bluesdynasti
Lurrie Bell er søn af den højt respekterede Chicago-mundharpespiller Carey Bell, som spillede med Muddy Waters og Willie Dixon i 1970’erne og døde i 2007. Den nu 60-årige Lurrie har for længst skabt sig et navn af egen kraft, og på Tribute to Carey Bell inddrager han tredje generation – sønnerne Steve, Tyson og James Bell – i en hyldest til deres bluesdynastis grundlægger.
Der er tale om Chicago blues af den gamle skole, og Lurrie Bell anses da også som en af de sidste, der spiller denne type blues i dens reneste form.
Lurrie Bell har selv valgt guitaren som sit instrument, men til gengæld er der assistance fra de hæderkronede mundharpespillere Charlie Musselwhite og Billy Branch.