20 år med Bo Kaspers Orkester og "Vilka tror vi att vi är"

I år er det 30 år siden, Bo Kaspers Orkester udsendte gruppens første cd, ”Söndag i sängen”, og 20 år siden cd´en ”Vilka tror vi att vi är” blev udgivet. Jeg har altid været en stor fan af gruppen, ikke mindst på grund af dens afslappede og afslappende blanding af rock og jazz, og det er jeg ikke alene om: Bo Kaspers Orkester er et af de bedst sælgende bands i Norden, og gruppens live-optrædender er altid særdeles godt besøgt.

På flere måder inkarnerer Bo Kaspers den klassiske svenske melankoli, som både kommer til udtryk i gruppens afdæmpede musik og i dens ofte bittersøde tekster om tabt kærlighed og om længsel.

Men det er ikke altid, teksterne emmer af vemod og tristesse. Ind imellem møder man også en uventet kampgejst og et skarptskuende klarsyn i forhold til verdens uretfærdigheder i sangteksterne hos Bo Kaspers Orkester, og det er stort set altid frontfiguren Bo Sundströms fortjeneste – for det er ham, der skriver gruppens tekster.

Teksten
En af de Bo Kaspers-tekster, der under dække af en lækker og iørefaldende, viseagtig melodi med strygerakkompagnement, rummer en ganske skarp kommentar til vore dages letsind og uansvarlighed, er titelmelodien fra albummet ”Vilke tror vi att vi är”.

Hvem tror vi egentlig, at vi er, lyder spørgsmålet igen og igen i en tekst, der uden de store paroler, men med en fint underspillet ironi går skarpt i rette med tidens ulyksalige tendens til at begå diverse dumheder uden tanke for konsekvensen af ens handlinger. Karakteren af de dumheder og uansvarligheder, der opregnes i sangteksten, spænder lige fra den enkeltes selvcentrerede egotrip til brud på etablerede juridiske og kulturelle retningslinjer for god opførsel, hvis der da ikke ligefrem er tale om decideret kriminalitet, måske ”bare” begået af ren uopmærksomhed.

Stilen i Bo Sundströms sangtekst er ikke den hårde fordømmelse, hvilket ellers nok kunne have været på sin plads over for personer, der ”kommer til” at tage en forkert taske med på flyet, eller som optræder unødvendigt provokerende i fremmede kulturelle miljøer. Sundström benytter sig derimod af en ironi og en humor, der får hans budskab til at fremstå meget klarere, end hvis han var kommet med en regulær bandbulle: ”Vi går luciatåg i Harlem/ och råkar tappa bort dom andra/ klädda i vitt och tända ljus/ och hittar inte vårat hus”. At gå luciaoptog i Harlem – det er da et herligt billede på tankeløshed og en udmærket metafor for det moderne, egofikserede menneske, der tumler rundt i tilværelsen som en elefant i en glasbutik, uden tanke for andre eller for andet end sin egen umiddelbare tilfredsstillelse.

Noget tilsvarende gælder også andre af Sundströms små punktnedslag på det uansvarlige menneskes hensynsløse fumlegængeri i nutidens tilværelse, ikke mindst afslutningsversets moralske opsang om vores opførsel i privatsfæren: ”Vi ljuger blint för dom vi älskar/ och glömmer bort dom få vi känner”. Hvem tror vi egentlig, at vi er, at vi kan tillade os at opføre os så dårligt?

Tiden
Ikke mindre end 11 gange lyder det manende spørgsmål: ”Vilka tror vi att vi är?” i løbet af sangen, og det er et spørgsmål, der har relevans i mange sammenhænge. Hvem tror vi egentlig, at vi er, når vi bedrager vores nærmeste, og når vi tror, at andre gider høre på vores praleri om personlig succes og fremgang? Hvem tror vi, at vi er, når vi tillader os at ignorere andres kulturelle eller religiøse traditioner og bare tromler vores egen vilje igennem? Hvem tror vi, at vi er, når vi ødelægger den natur og det miljø, der tilhører os alle, og som gerne skulle kunne holde mange generationer endnu? Hvem tror vi, at vi er, når vi snyder og svindler vores medmennesker, bare fordi det kan lade sig gøre, og fordi det lige passer os? Og hvem tror vi, at vi er, når vi glemmer at tænke på samfundets fattige og udstødte, bare vi selv kan score en hurtig gevinst? Osv. osv.

Bo Kaspers Orkester peger i sangen på et ganske lille udvalg af de uligheder og skævheder, der prægede dagens (svenske) samfund i 2003, da ”Vilka tror vi att vi är” blev til – og som desværre er næsten endnu mere påtrængende i dag, 20 år efter pladeudgivelsen. Og ikke bare i Sverige. Bo Sundströms sangtekst rummer ingen løsninger og kan nok ikke rokke meget ved de urimeligheder, den påpeger; men den gjorde et stort indtryk på mig, da jeg hørte den første gang, og teksten genlyder stadig i mit hoved, hver gang jeg hører om politiske fiflerier, om griske fiskeres og landmænds ødelæggelse af hav- og landmiljøet omkring os og om magtfuldkomne lederes overgreb mod deres ansatte.

Der er rigeligt at tage fat på stadigvæk, og måske Bo Kaspers Orkesters retoriske udbrud: ”hvem tror vi egentlig, at vi er?” og: ”hvad er det, der giver os ret til at opføre os så uansvarligt, som vi gør?” kan hjælpe os til at se vores egen rolle i dagens vækstsamfund lidt klarere. Man har da lov til at håbe – og hvis Bo Sundströms ord falder på stengrund hos lytteren, er hans og orkestrets musik i hvert fald en fornøjelse at lægge ører til i de 4 minutter, ”Vilka tror vi att vi är” varer. En stærk protestsang, pakket ind i blødt silkepapir.