Bruce Springsteen og "Brilliant disguise"

I 1987 havde Bruce Springsteen brug for at trappe lidt ned i forhold til gigantsuccesen ”Born in the USA” (1984) og den efterfølgende række af store stadionkoncerter. Han havde brug for at genopfinde sig selv som sangskriver med sange, der ikke længere handlede om piger og drenge og hurtige biler, men derimod om voksne mennesker med de håb, drømme og længsler, der knytter sig til dét at blive voksen.

Den målsætning resulterede i albummet ”Tunnel of love”, hvor sangteksterne var præget af tvivl og usikkerhed i forhold til de valg, alle bliver nødt til at foretage, ikke mindst valg af livspartner. Usikkerheden i forhold til, hvad kærligheden til et andet menneske indebærer – eller burde og kunne indebære – gennemtrænger hele pladen, og titler som ”I ain´t got you”, ”Two faces (have I)” og ”When you´re alone” taler deres tydelige sprog om de problemer, forsøget på at etablere et tillidsfuldt kærlighedsforhold kan løbe ind i.

Helt centralt i rækken af eksistentielt ladede sange på ”Tunnel of love” står sangen ”Brilliant disguise”, hvor spørgsmålene om tillid og om at kunne gennemskue sig selv er i fokus: ”Trust is a fragile thing; it requires allowing others to see as much of ourselves as we have the courage to reveal. But you drop one mask and find another behind it, until you begin to doubt your own feelings about who you are”, har Springsteen fortalt i bogen ”Songs” (1998) – og igen i selvbiografien ”Born to run” (2016).

Teksten
“Brilliant disguise” handler om kærlighed, men ikke den slags kærlighed, man selv har lyst til at opleve. Sangens jeg-fortæller er både relativt nyforelsket og nygift, hvilket burde være oplægget til en lykkelig sang om kærlighedens velsignelser; men samtidig er jeg-fortælleren både jaloux og usikker på sine følelser over for kæresten.

Derfor er der ikke megen glæde at spore i teksten, som tværtimod handler om mistro og betænkeligheder og om en grundlæggende tvivl om forholdets bæredygtighed. Hvem er den elskede egentlig? Hvad vil hun med jeg-fortælleren? Er han god nok til hende? Og er hun god nok til ham? Spørgsmålene, der presser sig på om natten, når lyset er slukket, er mange og afføder blot nye spørgsmål samt mistillid, hemmeligheder og løgne: ”And then it all falls apart/ when out go the lights”.

Selv om sangteksten handler om følelsesmæssig usikkerhed, er der nok i det konkrete tilfælde i virkeligheden ikke så meget at være i tvivl om. De to personer i teksten har ikke tillid til hinanden, og mistillid er et dårligt fundament at bygge et kærlighedsforhold på. Den megen snak om masker og roller i teksten indikerer tydeligt for lytteren, at der næppe er nogen fremtid for de elskende; forholdet er i realiteten slut, og det var det i dét øjeblik, hvor de involverede udskiftede de umiddelbare følelser med betænkeligheder og gustne overlæg: ”Tonight our bed is cold/ I´m lost in the darkness of our love”.

”God have mercy on the man/ who doubts what he´s sure of”, lyder den uhyggelige konklusion på sangen, og det tilsyneladende paradoksale udsagn i formuleringen – hvordan kan man tvivle om noget, man er sikker på? – fortæller mere end mange ord om parforholdets fastlåste situation. Han er vistnok sikker på, at hun elsker ham; men hvad nu, hvis hun alligevel ikke gør det? Her er tale om en mental dødsspiral, som det ikke er rart at være fanget i.

Måske man allerede meget tidligere i historien kunne have forudsagt det håbløse i forholdet, for hvad ligner det at blande en sigøjner-spåkvinde (eller –mand) ind i relationen? ”The gypsy swore our future was right/ but come the wee wee hours/ Well maybe, baby, the gypsy lied”. Det kan godt være, at besøget hos sigøjneren kan affærdiges som en uskyldig spøg, der ikke betyder noget. Men når man efter besøget begynder at spekulere over, om sigøjnerens spådom nu også var korrekt, er det i bund og grund, fordi man hører til den tvivlende type, der aldrig kan få ro i sindet og slutte fred med sig selv og sine omgivelser. For hvis man alligevel ikke stoler på sigøjnerens spådom, hvorfor så overhovedet besøge ham/hende?

Forholdet
Bruce Springsteen har selv i de ovenfor nævnte kommentarer til ”Tunnel of love” udtalt, at indholdet på pladen ikke er decideret selvbiografisk, og at det snarere afspejler de uforløste følelser, han havde haft i sig i lang tid. Forskellen mellem de to udlægninger kan lyde som meget lille, og for Springsteens vedkommende er det i hvert fald nærliggende at pege på, at hans egne personlige forhold omkring 1987 lignede tekstomstændighederne til forveksling.

Springsteen var i 1985 blevet gift med skuespillerinden Julianne Phillips, som han allerede blev skilt fra i 1989 – og ifølge hans egne udsagn var han under indspilningen af ”Tunnel of love” godt i gang med at indlede et forhold til sangerinden Patti Scialfa (som han senere blev gift med). Det er nærliggende at læse teksten til ”Brilliant disguise” i et selvbiografisk lys; men det er ingen nødvendighed.

Sangen kan altså med god ret siges at afspejle virkelighedens omstændigheder; men det faktum er selvfølgelig ligegyldigt i forhold til en vurdering af sangens kvaliteter. Heldigvis er ”Brilliant disguise” også uden de selvbiografiske elementer en skarp analyse af de faktorer, der kan ødelægge et (kærligheds)forhold. Springsteens beskrivelse af jeg-fortællerens tvivl, hans manglende selvværd, hans usikkerhed og hans mistillid til kæresten er foretaget med en isnende præcision, som på fornemste vis gennemgår hele det følelsesregister og det emotionelle morads, man risikerer at havne i, hvis man først begynder at sætte spørgsmålstegn ved de forhold, man ellers er sikker på.

Analysen af parforholdets krise var flot og poetisk formuleret af Springsteen i 1987, men sangtekstens udsagn rækker naturligvis ud over sin egen tid. Kærlighedens veje og vildveje var og er uransagelige, så derfor er det godt, at en kunstner som Bruce Springsteen forsøger at sætte ord på følelserne, og især på de forbudte følelser – også selv om facit af overvejelserne indskrænker sig til det stærkt ildevarslende udsagn: ”God have mercy on the man/ who doubts what he´s sure of”.

Heldigvis er udsagnet pakket ind i en vellydende, nedtonet orkestrering, som fint understøtter teksten om tvivl og usikkerhed, og som da også formentlig var stærkt medvirkende til at gøre sangen til et stort hit, da den i sin tid blev udsendt som det første singleudspil fra ”Tunnel of love”.