Amor og den sidste pil

I 1980 udsendte C.V. Jørgensen LP´en ”Tidens tern”, som både blev hans største pladesucces, som indeholdt hans mest kendte sang nogensinde, ”Costa del Sol”, og som siden blev optaget i Kulturministeriets Kulturkanon.

Tilsyneladende var Jørgensen selv utilfreds med den kommercielle succes, for kort efter pladeudgivelsen afbrød han samarbejdet med Billy Cross, der havde været en central person i forbindelse med ”Tidens tern”.

De følgende år gjorde C.V. Jørgensen sig store anstrengelser for at dekonstruere sit musikalske udtryk, indtil han med ”Fraklip fra det fjerne” (2002) havde gjort musikken næsten umulig at lytte til (i hvert fald med fornøjelse).

”Tidens tern” kunne han dog ikke løbe fra, og albummet fremstår i dag lige så friskt, som da det blev til – et uomtvisteligt hovedværk i Jørgensens produktion.

Både tekstmæssigt og melodimæssigt er alle 9 numre på pladen værd at lægge ører til; men måske er det især det afsluttende nummer, ”Amor og den sidste pil”, der aspirerer til betegnelsen ”En sang til tiden – og til tiden derefter”.

Den sang rækker i langt højere grad end smædesangen ”Costa del Sol” ud over sin egen samtid og har både bud til lyttere i går, i dag og i morgen.

Teksten
Niels Martinov karakteriserer i sin bog om C.V. Jørgensen sangen som en kærlighedssang, og den indsmigrende melodi kunne da også sagtens lede tankerne i den retning. Men sangteksten indeholder kun en jeg-person – ikke noget ”du” – så hvis sangen handler om kærlighed, er det jeg-personens kærlighed til livet. Men det er bestemt også en både oplagt og relevant læsning af teksten. Sangteksten beskriver i al enkelhed jeg-personens natlige spadseretur ad de villaveje, hvor han bor, og hvorfra han kunne vende hjem til sin fristende seng; men det er netop det, han ikke kan få sig selv til.

Han vægrer sig ved at gå glip af den magiske stemning i villakvarteret, hvor dufte og lyde går sammen om at gøre natten til en fortryllet og fortryllende oplevelse. Hvis man selv har oplevet sådan en nat, hvor syrenernes og kaprifoliernes æggende dufte blander sig med nattergalens fascinerende og suggestive sang, ved man, hvordan C.V. Jørgensens lyse, nordiske sommernat dufter og lyder. Helt euforisk og lige til at blive høj af.

Men faktisk er det ikke den indfølte beskrivelse af sommerens sansebombardementer, der udgør den egentlige kerne i ”Amor og den sidste pil”, og beskrivelsen er heller ikke sangens budskab. Sangtekstens centrale udsagn finder man i dens sidste linjer, hvor jeg-personen lægger afstand til den almindelige, borgerlige tilværelse med ordene: ”Men jeg la´r andre om at sove og forbli´r i min tro/ på at vinden hvisker i mit øre: ka´ du høre græsset gro”.

Med disse formuleringer gør Jørgensen det klart, at livet (for ham) er andet og mere end det, man umiddelbart kan se – og også mere end de lokkende natlige drømme (måske hashdrømme?), ”der vil ku´ sende enhver til verdens ende”.

Livet selv er rigeligt stort og rummer skjulte hemmeligheder og sammenhænge, som sandsynligvis har noget med naturen at gøre. Meget upræcist og uhåndgribeligt, javist; men ikke desto mindre et tydeligt udsagn om, at tilværelsen er større, end vi tror, og at der stadigvæk er meget, vi ikke ved. Men måske kan vi ane de mystiske sammenhænge ved at lytte til og prøve at forstå naturens tale?

Tiden
”Amor og den sidste pil” er en blid protestsang fra en tid, hvor man var ved at gøre op med den overdrevne dyrkelse af det materielle og håndgribelige. Men i løbet af de 43 år, der er gået siden sangens tilblivelse, er budskabet om at give plads til de immaterielle værdier (desværre) kun blevet endnu mere påtrængende. I vore dages vækstfikserede samfund, hvor der tales en del om naturbevarelse og om biodiversitet, men hvor der handles alt for lidt, er C.V. Jørgensens sang så aktuel som nogensinde.

At sangteksten er indpakket i smægtende guitartoner og en ualmindeligt smuk melodi beviser blot, at protestsange kan antage mange skikkelser. For denne lytter er det en gåde, at C.V. Jørgensens samarbejde med Billy Cross sluttede efter udgivelsen af en enkelt plade, for i mine ører lyder det, som om der burde være mange flere rammende og iørefaldende sange til tiden i makkerparrets fælles anstrengelser. Men sådan skulle det altså ikke være, så nu må vi i stedet ”nøjes med” perlerækken af flotte sange på ”Tidens tern”. Samt naturligvis med C.V. Jørgensens øvrige sangkatalog, der trods et generelt lidt mere hårdtslående udtryk bestemt ikke er til at kimse ad.