Bob Dylan og "To Ramona"

Da Bob Dylan indspillede LP´en ”Another side of Bob Dylan” i løbet af en enkelt dag i 1964, var han netop fyldt 23 år og var allerede en indflydelsesrig skikkelse på den amerikanske folk- og protestmusikscene. Ikke mindst hans to seneste udgivelser var blevet godt modtaget af publikum og havde gjort ham til en central person inden for den hastigt fremvoksende protestmusik i New York og omegn.

Men trods succesen, som formentlig kunne være fortsat et godt stykke tid endnu, var Dylan allerede på vej et andet sted hen, hvilket bl.a. blev illustreret via titlen på hans nye plade: ”Another side of Bob Dylan”. Borte var nu de løftede pegefingre – ”finger-pointing songs”, med Dylans egne ord – og borte var de barske bandbuller mod krigsherrerne og magthaverne, selv om medfølelsen med de svage og udstødte i samfundet stadig var intakt i teksterne.

I stedet havde Dylan i foråret 1964 flyttet fokus fra de direkte politiserende sange til en række eksistentielt ladede tekster, som bedømt ud fra deres psykologiske indsigt og poetiske slagkraft burde være skrevet af en langt ældre digter.

Teksten
”Another side of Bob Dylan” indeholdt bl.a. den formidable, billedmættede og stærkt ekspressive tekst ”My back pages”; men pladen indeholdt også en anden sang, som kunne tage konkurrencen op med de bedste bidrag til Dylans i øvrigt voldsomt omfattende sangkatalog, ”To Ramona”.

Teksten i sangen fortæller en tilsyneladende ret enkel historie om et afsluttet forhold, hvor sangens jeg-fortæller forsøger at trøste sin eks-kæreste, selv om han godt er klar over, at der ikke er mere at gøre; de to er vokset fra hinanden og ser forskelligt på så mange ting, at det ikke kan nytte noget at blive ved. Men selv om de er ved at sige farvel til hinanden, er der jo ingen grund til ikke at opføre sig ordentligt – for på et senere tidspunkt er det måske ham selv, der har brug for nogle trøstende ord: ”And someday maybe/ who knows, baby/ I´ll come and be crying to you”.

Det er ikke situationen i sangteksten, der gør sangen til noget specielt; her er tale om en almindelig livserfaring, som alle, der har prøvet at være i et forhold, kender til: når forholdet er forbi, gør det ondt, og ofte mere på den ene part end på den anden. Men formuleringerne i fortællingen er alt andet end almindelige, og flere af verslinjerne har nærmest karakter af aforismer, som man kan tage ud af sammenhængen og bruge i forskellige livssituationer: ”Yet there´s no one to beat you/ no one to defeat you/ ´cept the thoughts of yourself feeling bad”. Eller: ”I´ve heard you say many times/ that you´re better than no one/ and no one is better than you/ If you really believe that/ you know you got nothing to win/ and nothing to lose”. Sangeren Ralph McTell har udtalt om sangen: “It´s like each line is the first line of a new song. The lines are so great and yet he throws them away in a declamatory way”. Jeg er helt enig.

Og så er det ikke engang bare de skarpe iagttagelser og formuleringer, der gør “To Ramone” til en sang, der rammer lige ned i Dylans samtid – og i tiden derefter. Også den fint vibrerende aflæsning af de modsatrettede følelser, der indgår i et kærlighedsforhold – også selv om det er slut – gør sangteksten til et værk, der ville være en langt mere moden digter værdig.

Det er godt nok tekstens jeg-person, der selv står for afskeden med den elskede; men det betyder ikke, at han af den grund er upåvirket af hendes attraktion, og det betyder heller ikke, at han ikke længere nærer nogen følelser for hende. Hør blot på formuleringer som denne: ”Your magnetic movements/ still capture the minutes I´m in”. Sådan taler en ægte digter. Men selv om jeg-personen gerne ville hjælpe eks-kæresten, er han også klar over, at bruddet er noget, hun selv må bearbejde, så derfor kan hans afsluttende trøstende ord føles noget tamme og temmelig intetsigende. Men det skyldes ikke mangel på god vilje; det er bare sådan, det er: ”Everything passes/ everything changes/ just do what you think you should do”.

Forholdet
Ligesom med alle Bob Dylans tekster er der mange udlægninger og fortolkninger af ordene. Mange har hørt sangen biografisk som en sang om afsked med eller frigørelse fra kollegaen og veninden Joan Baez, mens andre har hørt teksten som en beretning om bruddet med Dylans kæreste Suze Rotolo. Begge fortolkninger er absolut mulige; men samtidig rummer den form for biografiske udlægninger den risiko for reduktion af tekstudsagnet, som alle biografiske læsninger af fiktionstekster gør det. Vel er det ikke forkert at indlæse Dylans egne personlige forhold i hans sangtekst; men ved at gøre det risikerer man at afskære sig fra at få øje på de universelle og almengyldige perspektiver i tekstens udsagn, og det ville være ærgerligt.

Den biografiske fortolkning af ”To Ramona” som en sang om Joan Baez anfører, at ligesom Dylan bebrejdede Baez, at hun gik på barrikaderne under abstrakte paroler i stedet for at hellige sig nogle mere jordnære sager, bryder jeg-personen i sangteksten sig ikke om at se sin kæreste forsvinde ind i en verden af paroler og slagord: ”But it grieves my heart, love/ to see you trying to be a part of/ a world that just don´t exist/ It´s all just a dream, babe/ a vacuum, a scheme, babe/ that sucks you into feeling like this”.

Det kan godt være, at ”you” her faktisk er Joan Baez; men under alle omstændigheder er det en bestemt mennesketype, som Dylan ofte var stødt på i sit liv som protestsanger, og som han ikke var så vild med: den verdensfjerne revolutionsteoretiker, som gerne vil frelse verden, men som glemmer dem, han er omgivet af.

Den type eksisterer vist stadigvæk i dag.