Om Dillard & Clark's "Radio song"

Den amerikanske musiker Gene Clark (1944-1991) havde den forunderlige skæbne, at stort set alt, hvad han rørte ved efter sine 2 år i gruppen The Byrds (1964-1966) blev kommercielle fiaskoer, selv om de fleste af udgivelserne blev rost til skyerne af kritikerne, og selv om hans produktion efter Byrds-tiden indeholdt den ene fantastiske sang efter den anden, mange af dem med nyklassikerstatus. Og også selv om Gene Clark i dag står som en af ophavsmændene til den senere så livskraftige musikgenre countryrock, bl.a. i kraft af hans to LP´er med kollegaen Doug Dillard i årene 1968-1969.

En del af grunden til Clarks manglende publikumssucces i samtiden må tilskrives uheld og dårlig timing af udgivelserne, mens andre årsager til den kommercielle fiasko kan findes i musikerens tilbageholdenhed i forhold til rockcirkussets krav om promotion-aktiviteter samt hans modvilje mod at indrette sig efter tidens musikalske modeluner.

I min (og formodentlig mange andres) vurdering er Clark en af de allerstørste sangskrivere gennem tiden; men det hjælper ham jo ikke, at jeg er parat til at købe alt, hvad han har været indblandet i og det meste af, hvad der i øvrigt indeholder hans fingeraftryk. Det løb er kørt for Clark – omend ikke for undertegnede.

The radio song
Efter et soloudspil i 1967 indledte Clark et samarbejde med banjospilleren Doug Dillard, og sammen med bl.a. guitaristen Bernie Leadon udsendte de to i 1968 LP´en ”The fantastic experdition of Dillard and Clark”. Gene Clark var forfatter eller medforfatter til 8 af pladens 9 sange, og der var ikke ét dårligt nummer blandt de nye sange, som var med til at indvarsle countryrockens indtog på den amerikanske musikscene. Clark var uden sammenligning den mest fremtrædende sangskriver i The Byrds, og heldigvis tørrede den kreative åre aldrig ud for Clarks vedkommende, trods manglende publikumssucces og trods et særdeles omskifteligt og også problemfyldt liv.

En af de (i denne lytters ører) udødelige Clark-sange fra Dillard & Clark-perioden er ”The radio song”, som er krediteret Gene Clark og Bernie Leadon. Sangen er vældigt enkelt konstrueret, med to vers efterfulgt af et omkvæd, som gentages to gange. Situationen i sangteksten er også så enkel, som man kan forestille sig det: jeg-fortælleren er på vej i sin bil hen over det amerikanske fastland for at nå frem til den elskede, der har forladt ham for kort tid siden. Den lange biltur fra Memphis til Colorado (og måske længere) giver ham rigeligt med tid til at tænke over det forliste forhold, og han når da også frem til et par mulige forklaringer på sin ulykkelige situation: ”A wise man wrote, what isn´t there is what you want to find/ so now I´lll have to find her, so that I won´t lose my mind”. Det er vel ikke helt dårligt set, at netop det, at noget er uopnåeligt, forstærker dets attraktionsværdi – men det hjælper bare ikke på fortællerens ulykkelige kærlighed; han bliver stadig nødt til at prøve at finde frem til sin udkårne for ikke at blive skør.

Det hjælper heller ikke jeg-personen i sangen, at han rationelt set godt er klar over, at han ikke har kørt så forfærdeligt langt i sin bil endnu (der er ca. 1000 km. fra Memphis til Colorado), for det føles, som om han allerede har været på landevejen over mere end 100.000 miles: ”A hundred thousand miles it seems since yesterday/ It hasn´t been that long, but fate just lays it on that way”. Tag det roligt, fortæller han snusfornuftigt sig selv; men der er som sagt forskel på, hvad man føler, og hvad man i virkeligheden kommer ud for. På samme måde ved jeg-personen godt, at det ikke er så længe siden, den elskede har forladt ham (det var i forgårs); men han føler det, som om det er meget længe siden. Der er ikke andet for end hurtigst muligt at prøve at gøre afstanden mellem ham selv og kæresten mindre.

En roadsong
Ud over at være en sang om ulykkelig kærlighed bliver ”The radio song” i kraft af bil-temaet også en roadsong – altså en sang om at være ”on the road”, som Jack Kerouac så smukt formulerede det. Og i forbindelse med historien om manden, der kører hele natten i sin bil, finder man sangtekstens bittersøde pointe, som både begrunder sangtitlen og samtidig illustrerer, hvorfor Gene Clark var så dygtig en sangskriver. Når man kører bil om natten, er man tilbøjelig til at have bilradioen tændt, dels for at have selskab og dels for at holde sig vågen, og det gælder også for vores jeg-fortæller. Men desværre for ham handler alle sangene, der bliver spillet på radioen, om ulykkelig kærlighed! ”I´ve listened to the radio, all the music that is on/ but every song they´re playing is about a love that´s gone”. Og hvad gør man så?

Det er sandt, at der er mange sange, der handler om ulykkelig kærlighed, og det faktum er næsten ikke til at bære, når man selv lider af sygdommen. Det er måske lidt af en overdrivelse, at alle sangene på bilradioen handler om ulykkelig kærlighed; men jvf. ovenstående betragtninger over forskellen mellem det, man føler, og det, man i virkeligheden kommer ud for, er det nok ikke forkert, at alle radio-sangene opleves som sange om ulykkelig kærlighed af jeg-personen. Og for at gøre ondt værre kan lytteren konstatere, at Gene Clarks nye sang om, at der er alt for mange sange om ulykkelig kærlighed i verden, selv handler om ulykkelig kærlighed! Er der da ingen ende på elendigheden? Som lytter kan man bare håbe, at jeg-fortælleren bruger den lange køretur til at finde ud af, hvad han skal sige til den elskede, når han – forhåbentlig – møder hende igen inden så længe: ”It seems so long since I have seen her, where will i begin?”.

Musikken
”The radio song” er en elegant konstrueret sang, hvori selve fortællesituationen indgår som tema, og samtidig en sang, som beretter en umiddelbart genkendelig historie om et almengyldigt emne. Hvis man dertil lægger en ualmindeligt medrivende rytme og en indtagende melodi, der nærmest føles, som om man har kendt den altid, kan det være svært at forstå, hvorfor Gene Clark ikke fik et gigantisk hit med sin roadsong i samtiden. Men netop tiden og tidsånden kan måske give noget af forklaringen på mysteriet. En væsentlig del af akkompagnementet på ”The radio song” består af en banjo, der er med til at give musikken dens inciterende fremdrift. Men lige præcis en banjo var nok ikke det mest oplagte instrument til at give popularitet og gennemslagskraft på et tidspunkt, hvor countryrocken endnu ikke var slået igennem, og hvor der snarere var fokus på andre og mere ekstreme musikalske udtryksformer (Jimi Hendrix, The Who, mv.). ”The radio song” har senere vist sig at være en sang til alle tider – men i 1968 var sangen desværre for Dillard & Clark ude af trit med sin samtid og dermed bestemt ikke en ”sang til tiden”.

En pudsig omstændighed i forbindelse med ”The radio song” er, at Dillard & Clark samtidig med indspilningen af deres første LP også indspillede et par sange, der blev udsendt på singleplade. En af disse sange var ”Lyin´ down the middle” (af Clark og Laramy Smith), som beskriver en situation, der er næsten identisk med situationen i ”The radio song”: en mand kører gennem landet i sin bil for at nå frem til den elskede, som denne gang dog ikke har forladt ham, men som han savner helt afsindigt. 3000 miles har han efter eget udsagn kørt indtil videre, og han er ikke fremme endnu, selv om han er tæt på San Bernardino og derfor snart ikke kan komme længere – i hvert fald ikke, hvis han kører mod vest. På bilradioen hører han countrymusik, der som bekendt stort set altid handler om hjertesorg og stor smerte, så hans eneste fortrin frem for fyren i ”The radio song” er, at hans kæreste ikke har slået op med ham. Hvilket dog ikke forhindrer, at køreturen for at nå frem til hende føles uendeligt lang og ensom.