Neil Young og sangen "On the beach"

Årene 1973-74 var ikke de nemmeste for Neil Young. Hans ven og kollega Danny Whitten var for nylig død af en overdosis, og Young følte sig medskyldig i dødsfaldet, fordi han selv for kort tid siden havde fyret Whitten fra sit band – pga. Whittens stofmisbrug! Danny Whittens død udgjorde den dystre baggrund for Youngs ”Time fades away”-turné, og dødsfaldet lå stadig lige under overfladen ved indspilningen af Youngs 1974-udgivelse ”On the beach”, som af samme grund blev en temmelig mørk og melankolsk plade.

På hjemmefronten havde Young store problemer i sit ægteskab med skuespilleren Carrie Snodgrass (som han blev skilt fra i 1975), og for at gøre det hele værre var parrets første barn, Zeke, født med cerebral parese. Sidst, men ikke mindst, var Young i tvivl om sin musikalske fremtid, fordi han ikke var sikker på, at han havde lyst til at fortsætte i den mainstream-retning, hans store succes fra 1972, ”Harvest”, lagde op til. Young ville ikke sættes i bås, og hans 3 udgivelser efter ”Harvest” – heriblandt ”On the beach” – blev mildest talt heller ikke publikumssucceser – tværtimod.

Teksten
LP´en ”On the beach” viser en dybt splittet musiker, som både er usikker på sig selv og på sin musik, som da også peger i flere forskellige retninger på pladens 8 numre. Publikum tog ikke specielt godt imod ”On the beach” ved udgivelsen, fordi det havde forventet en helt anderledes blid og harmonisk Neil Young efter succesen med den melodiske ”Harvest”; men eftertidens kritikere har set på pladen med meget mildere øjne og har indlemmet den i rækken af ”store” Neil Young-udgivelser. Indholdet i sangteksterne på pladen spænder fra forsigtig optimisme, ”Walk on”, over rendyrket melankoli, ”See the sky about to rain”, til desperation over og lede ved tingenes tilstand i USA anno 1974. Men først og fremmest afspejler pladen en grundlæggende utilfredshed med forholdene i musikbranchen, som Young jo selv var en uadskillelig del af, på godt og ondt.

Neil Young brød sig hverken om mediecirkusset i forbindelse med fejringen af berømtheder eller om pladeindustriens konstante krav om nyheder og slagssucceser; men samtidig var han jo godt klar over, at begge dele var nært knyttet til tilværelsen som kendt og feteret musiker – og den del af berømthedshysteriet var han alligevel ikke indstillet på at sige farvel til i 1974. Det var jo trods alt succesen, der gav ham smør på brødet samt en mulighed for at få afløb for sin kreativitet.

På mange måder var det et uløseligt dilemma, Neil Young så sig selv som en del af i starten af 1970´erne: kommerciel eller kreativ succes, kunstnerisk frihed eller fastlåsthed. Men når man ikke kan løse et problem, kan man jo gøre noget, der er næsten lige så godt: man kan skrive en sang om problemet og dermed gøre det uløselige dilemma til et tema i sine kunstneriske udfoldelser. Som sagt, så gjort: Young gjorde en dyd ud af nødvendigheden og skrev titelsangen til sit kommende album: den 7 minutter lange ”On the beach”.

Sangen er en langsom blues med gentagelse af flere af sanglinjerne, dels for at give dem større vægt og dels for at få dem til at indprente sig i lytterens bevidsthed. Nogle af linjerne i sangen har direkte karakter af aforismer, som i kraft af gentagelsesteknikken kommer til at følge lytteren resten af livet (i hvert fald denne lytter): ”The world is turning/ I hope it don´t turn away” – og for at understrege alvoren i situationen tilføjer Young en sjov lille konkret detalje til det noget abstrakte udsagn: ”All my pictures are falling/ from the wall where I placed them yesterday”. Den misère kan jo kun skyldes, at verden drejer for hurtigt rundt.

Neil Young fortsætter sangen med at udmale nogle af sine personlige dilemmaer: ”I need a crowd of people/ but I can´t face them day to day”. Den situation er der nok mange (introverte), som kan nikke genkendende til; det kan være meget vanskeligt at finde den rette balance mellem behovet for ro og fordybelse og behovet for social kontakt med andre mennesker. Det er lidt den samme splittelse, der kommer til udtryk i det følgende vers, hvor dilemmaet lyder: ”I went to the radio interview/ but I ended up alone at the microphone”. Jamen, hvad havde han forestillet sig, vil en oplagt indvending lyde her – det er jo sådan, interviews foregår. Men samtidig giver formuleringen udtryk for den sårbarhed og den utilpashed, Young (eller hans alter ego i sangen) føler over for musikverdenens krav til den udøvende kunstner. Og som Young udtrykker det et andet sted i sangen: ”Though my problems are meaningless/ that don´t make them go away”.

Der er næppe nogen lette løsninger på Youngs mere eller mindre selvskabte problemer; men det lyder, som om hans eget bedste bud er at sige farvel til mediecirkusset – i hvert fald for en tid: ”Get out of town, I think I´lll get out of town/ I head for the sticks with my bus and friends/ I follow the road, though I don´t know where it ends”. Men det er jo netop sådan, livet er: man bliver nødt til at foretage valg og gøre, hvad man synes er rigtigt, selv om man ikke ved, hvor vejen ender. Og netop på grund af usikkerheden om fremtiden slutter Young sin sang på samme forsigtigt forhåbningsfulde måde, som han begyndte den: ”The world is turning/ I hope it don´t turn away”. Men uanset hvordan det går, kan Young i hvert fald trøste sig med, at han ved at omskabe sit eget liv til stor kunst har gjort, hvad han kunne for at tage hånd om sine problemer – indbildte eller ej.

Coveret
Der er flere perler at hente i sangteksterne til sangene på ”On the beach”; men ud over de gennemtænkte sangtekster og de nedkogte, men slagkraftige melodier til sangene er det nok især cover-illustrationen til albummet, der har givet anledning til kommentarer fra Youngs fans. Omslagsbilledet forestiller en barfodet Young med ryggen til betragteren, stående på en strand, hvor der ud over et par billige strandstole og et bord også befinder sig en ussel palme i en spand og bagenden af en Cadillac, begravet i sandet. Desuden bemærker man en avis under bordet med forsideteksten: ”Senator Buckley calls for Nixon to resign”. Dette lille politiske udsagn ligger smukt i forlængelse af Youngs tidligere stikpiller til Nixon i forskellige sange, så avisforsiden kan næppe overraske Neil Young-publikummet.

Men hvad betyder resten af ingredienserne i forsidebilledet? Young vil som ovenfor nævnt ikke tages for givet, og han har ikke selv udtalt sig om meningen med coveret til ”On the beach”, så det er op til betragteren at fortolke billedet. Men mon man ikke kan tillade sig at gætte på, at den begravede Cadillac er en kommentar til forbrugersamfundets ødelæggende effekt på vores omgivelser, ligesom den sørgmodige palme kan ses som et billede på naturens trængte situation i den moderne verden.

En ekstra lille hilsen til den undrende lytter er i øvrigt coverets indersider, som er udsmykket med det samme blomstermønster som det, der pryder strandparasollen på coveret. Hvad denne lille finte skal gøre godt for er ikke let at vide; men i sin helhed medvirker det usædvanlige indhold i cover-illustrationen til ”On the beach” til at gøre omslaget lige så uforglemmeligt som sangene på pladen. Alt i alt kan pladen – og ikke mindst titelnummeret - betragtes som en nok så bemærkelsesværdig og trods de mange tidsbundne elementer ved albummet ganske tidløs plade, som står sig lige så godt i dag, som den gjorde ved udgivelsen i 1974. En fin plade til tiden – og til tiden derefter.